Vietnameserne vinder altid

30 ÅR EFTER VIETNAMKRIGEN Den 30. april 1975 blev Saigon indtaget af vietcong-kommunisterne, og så var Vietnamkrigen reelt forbi. En dansk kvinde, der i dag er bosat i landet, gør status

Den første artikel, jeg nogensinde skrev, handlede om Vietnam-krigen. Året var 1965, og jeg var 15 år. Artiklen var til et skoleblad, jeg lige havde startet sammen med tre skolekammerater på Skipper Klements Realskole i Aalborg.

Overskriften hed: "Friheden er freden værd". USA havde samme år engageret sig militært i Vietnam, så debatten var ny. Ved et foredrag i Fredericia havde jeg hørt, at amerikanerne prøvede at hjælpe vietnameserne med at bekæmpe en kommunistisk besættelse. Med det lidt jeg hjemmefra kendte til kommunismen, tænkte jeg, at det retfærdiggjorde amerikanernes indgriben.

Men som debatten blev heftigere med årene, blev det klart for mig, at det, jeg havde skrevet, var meget politisk ukorrekt, selvom man ikke kaldte det sådan dengang. Jeg havde i hvert fald svært ved at forsvare mit standpunkt. Jeg opdagede, at Ho Chi Minh også var helt og aldeles parat til at sætte freden over styr for at vinde frihed for sit land. Frihed fra franskmændene, der havde taget 70 procent af jorden fra de vietnamesiske bønder, dernæst japanerne, der besatte landet under Anden Verdenskrig og gennemtvang en jordbrugspolitik, der betød, at to millioner vietnamesere døde af sult – og endelig ville han opnå frihed fra amerikanerne.

Nu har jeg boet i Vietnam i tre år og har set, hvor utroligt uafhængige vietnameserne er. De levede fra år 200 til 940 under kinesisk overherredømme og frigjorde sig. Senere levede de i henved 100 år under fransk kolonistyre (1859-1954) og frigjorde sig. Dernæst vandt de over amerikanerne (eller nordvietnameserne gjorde) og genforenede landet i 1975. De har slået tre af de fem stormagter i sikkerhedsrådet: Kina, Frankrig og USA.

DET ER imponerende, og det kostede dem dyrt. Forleden hørte jeg i et fransk tv- program, at henved otte millioner vietnamesere døde i den borgerkrig, som USA var involveret i. Vi kalder det Vietnam-krigen. Vietnameserne kalder det "amerikaner-krigen".

Selvom de efter 1975 må have været dødtrætte af krig, så tolererede de ikke, at cambodjanernes Pol Pot-regime blev ved med at angribe grænselandet til Vietnam. I 1978 sendte vietnameserne tropper ind i Cambodja og gjorde, hvad amerikanerne ikke havde været i stand til. De slog Pol Pot og indsatte en ny regering i Phnom Penh, som de holdt styr på indtil 1989. Angrebet på Cambodja udløste et hævn-angreb fra Pol Pots allierede – kineserne. De bombarderede Vietnams nordlige grænse. Vietnameserne gik lynhurtigt til modangreb. Grænsekampen med Kina varede mindre end to uger, hvorefter kineserne trak sig.

Man skal med andre ord ikke at lægge sig ud med vietnameserne. For de giver aldrig op. Amerikanerne får heller aldrig lov til at glemme vietnameserne. Hver gang der er valg, kommer spørgsmålet om Vietnam op i debatten. Vi skal høre, hvordan potentielle ledere forholdt sig til Vietnam.

Vietnameserne synes ikke at bære nag til deres tidligere fjender. Amerikanere, der bor i Hanoi, siger, at de ikke fornemmer nogle fjendtlige holdninger. Jeg tror, vietnameserne er pragmatiske. De fik det, som de ville. De vandt krigen. Nu får de bistandshjælp fra USA.

DE, DER UNDER krigen støttede vietcong-kommunisterne, er blevet belønnet med bedre boliger og job. I dag, hvor økonomisk vækst er den fremherskende ideologi, er der stadig en stram politisk kontrol. Når vietnameserne søger offentlige job eller optagelse på universitetet, skal de afgive beretninger om forældres og bedsteforældres historie. Fædrenes "synder" nedarves til børnene, og det holder stadigvæk vietnameserne i skak – politisk set.

I dag synes der ikke at være nogen som helst begrænsning for, hvor megen velstand folk kan skrabe til sig. Ingen kan rigtig forklare, hvorfor der pludselig er så mange penge i omløb. Noget kommer ind fra oversøiske vietnamesere, tidligere bådflygtninge og handel med ejendom.

Mange midaldrende og gamle mennesker er bekymrede for udviklingen. Der en ny generation, der hverken forstår eller værdsætter det, deres forfædre har ofret. Børn af parti-medlemmer, der er kommet let til velstand. De ræser på blankpudsede motorcykler gennem Hanois gader, taler højrøstet på byens barer og slår sig løs på natklubber, hvor der nu er forholdsvis let adgang til narkotiske stoffer.

Men de udgør ikke flertallet af Vietnams ungdom. Der findes mange unge i landets kirker og omkring de buddhistiske templer. Så længe partiet kan følge med i, hvad der foregår, er der stort set frihed. Jeg har undervist på sproguniversitetet og set en helt anden ungdom, der arbejder hårdt, lever spartansk og viser forbavsende medfølelse og ansvar over for deres familier og kammerater. Når jeg taler med dem, tænker jeg, at Vietnam nok skal klare sig

Ann-Lone Uhrenholdt skrev for 40 år siden i en alder af 15 år en artikel om Vietnam. Senere blev hun journalist på Kristeligt Dagblad. I dag er hun bosat i Vietnam