Ulrik Høy uddelte ikke stjerner eller hjerter, men "anti-Busher" for det kunstneriske indtryk, da han i Weekendavisen efter USA's præsident, George Bushs, besøg i Danmark i juli anmeldte venstrefløjens protestdemonstrationer.
Om de autonomes demonstration på Christianshavn skrev han blandt andet: "Altid på farten, bestandig omsorgskrævende, sådan kender vi den sortklædte skare, der svinger mellem rå børnemagt og distriktspsykiatrien på Nørrebro." Én "anti-Bush".
Om demonstrationen foran den amerikanske ambassade lød det: "Line Barfod fra Enhedslisten holder en god tale. Retorikken er behersket, argumentationen i orden modsat speakeren, der svinger sig op og taler om Bush, der ikke burde være her, ikke være i USA, ikke burde være overhovedet på jorden, og det er uskønt med dødsønsker i højttaleren." Tre "anti-Busher".
Hvorfra får du den ide at anmelde demonstrationer, som var de en kunstart?
– Jeg har dobbeltsyn. På den ene side ser jeg alt med normale øjne, skikkeligt og konventionelt. På den anden side ser jeg alt med en troldsplint i øjet, og så er det nærliggende at møblere om på de fastslåede genrer, siger Ulrik Høy og fortsætter:
– Jeg ejer evnen til at parodiere mennesker og se det komiske element. Det er ikke en særlig flatterende evne. Jeg kan lave parodier som Victor Borge på klaver og tale som meget forskellige mennesker. Jeg har 10-20 stemmer. Det betyder, at jeg hele tiden træder lidt uden for normaliteten. Med hensyn til demonstrationerne kunne jeg lave en almindelig reportage, men man kunne også forskyde virkeligheden og skrive en anmeldelse. Så får folk øje på det og kommer rendende: Hold kæft, hvor er det morsomt. I guder!
Hvis flere modne danske mænd så ud som Ulrik Høy, behøvede kvinderne ikke gå rundt og være sure. Høj, brune øjne, solbrændt, grå dirigent-manke og et kropssprog som en balletdanser. Og underholdningsværdien er stor. Hør denne her:
– Privatiser folkekirken! Det eneste, jeg sætter pris på i den forbindelse, er de fantastisk flotte begravelser. Jeg glæder mig sådan til at blive begravet med så stor en standard.
Dette vennesæle, dannede og musikalske menneske, der ved noget om og interesserer sig for kultur, politik, historie og livet, som han lever i fulde drag og også har brændt sig på. Som i haven til huset i Espergærde serverer kaffe, jordbær og mousserende hvidvin, en Cremant, for Deres udsendte, som han undervejs i samtalen kommer til at kalde "skat". Hvordan kan det dog være, at han i den offentlige debat er blevet kaldt for tåbe, reaktionær ekstremist og kriminel og er blevet meldt til politiet for overtrædelse af racismeparagraffen? Hvorfor gør han så mange mennesker vrede?
Da Ulrik Høy i januar blev 60 år og samtidig havde 25-års jubilæum som skribent – de sidste 21 år på Weekendavisen som reporter, kritiker og kommentator – blev han blandt andet fejret med udgivelsen af "Men ...", som er en samling af hans artikler og essays fra perioden 1979-2004. I bogens forord kommer Jakob Levinsen med noget af forklaringen på det spørgsmål.
Han skriver, at du får sindene i kog, fordi du på en og samme tid kan være nådesløs og diabolsk morsom. Du tager ikke fanger, men gør de skyldige til grin. Hvordan har din samvittighed det med det?
– Man sidder og arbejder med sin samvittighed og holder øje med, hvor langt ude man er. Man står jo selv på den anden side som skydeskive. Jeg har ingen problemer med dem, der kan tage det, og er skånselsløs over for akademikere og det politiske kleresi. Men er der nogen, jeg ikke er det over for, er det den stumme lidelse og dem, der ikke kan forsvare sig. Grupper, der ikke kan artikulere sig, og som tumler rundt inden for de ordninger, der ikke fungerer særlig godt i dette land, siger Ulrik Høy.
Han var blandt de første herhjemme, der gjorde op med 1970'er-marxismen, og hvad han så som den udbredte danske følgagtighed over for sovjetkommunisme. Han har provokeret feminister ved at lovsynge sit trygge barndomshjem i Silkeborg med hjemmegående mor. Har påkaldt sig fredsbevægelsens raseri ved at anprise den kolde krig og NATO. Og de homoseksuelles, da han i 1988 skrev, at den landsdækkende kampagne mod aids var et overdrevet tiltag i forhold til risikogruppen – "en lille sekterisk flok med tilsyneladende uudtømmelige driftsenergier".
Hvilken respons får du fra læserne?
– Jeg får megen taknemmelighed fra dem, jeg gerne vil have taknemmelighed fra. Og så får jeg tak fra dem, der truer med at overfalde mig. Jeg får indirekte bekræftelser på, at de er blevet ramt af noget, de har haft brug for at blive ramt af. Jeg har også fjender i terapi. I mange år fik jeg stillet vrede læsere ind på telefonen, siger Ulrik Høy og gengiver en sådan samtale:
"Jeg synes, at Weekendavisen er en pragtfuld avis, der er så mange dejlige medarbejdere, hvis bare ikke det var for denne Ulrik Høy." "Fortæl om det", sagde jeg så. Når folk var færdige med at skælde ud, takkede de for samtalen og spurgte, hvem de havde talt med. "Ulrik Høy", svarede jeg så. Sådan tager jeg fis på folk.
– Jeg får også telefon- og brevtrusler, og folk på gaden antaster mig. Det befinder jeg mig i stigende grad tilpas med. Og alting går meget bedre efter den 11. september. Nu er der ikke så mange gratist-trusler som før. Men det er ikke så slemt for en gammel dreng som mig. Nogle har det meget værre. Det eneste, man kan gøre, er at stille op. Som en god reaktionær skal man altid være et skridt foran. Så jeg skandaliserer gerne højtbegavede mennesker med et så totalitært menneskesyn, at de stemmer på SF.
– Men da jeg skrev klummen om aids, fik jeg øretæver og blev rystet og ked af det. Sommetider har jeg fået metalsmag i munden. I den der bøssedebat kom jeg til at krænke mennesker, jeg ikke ønsker at krænke. Og i indvandrerdebatten er folk kommet med deres adopterede børn og spurgt, om jeg vil have, at de skal sende dem tilbage, hvor de kom fra. Jeg bliver frygtelig ked af det, når jeg sårer folk, jeg holder af. Men fraset de gange, jeg er mindre heldig og rammer forkert, har jeg det godt, også fordi mine synspunkter er ved at blive accepteret. Som en god bekendt sagde til mig: "Hvis du bliver fyret, får Weekendavisen 1000 nye læsere, men mister 3000."
Hvad er dine kæpheste i dag?
– Hvad kan jeg gøre for Israel i dag? Hvad kan jeg skrive for at støtte den vanskelige krig i Irak? Hvad kan jeg skrive om den fjerde verdenskrig, krigen mod terror? Jeg vil ikke kalde det kæpheste, men realiteter. Til realiteterne hører også tilstedeværelsen af 200.000 muslimer i Danmark. Vi kender dem ikke særlig godt, de kender ikke sig selv og hinanden særlig godt. Jeg anser det for givet, at det kommer til voldsomme stridigheder i Europa, når denne eller hin muslim myrder løs næste gang. Det bliver spændende, for da vil konflikten tage et mægtigt spring, og den hele indvandrer-elendighed vil eksplodere. Ansvaret for miseren hviler på De Radikale, Socialdemokratiet, venstrefløjen og de letsindige humanister og kristelige, der lod indvandringen ske.
– Der er to ting, der kan udløse et historisk kvantespring: mere terror eller mord på en fremtrædende politiker a la mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh. Jeg tror, at der er kræfter i muslimske kredse, som ikke er til at stoppe. Vi ser, at muslimske terrorister er særdeles veluddannede. De motiveres af helt andre ting end fattigdom og undertrykkelse. Og de opildnes af for os helt fremmede idealer. Det er den islamiske dødekult. Det bliver spændende at se, hvor mange af verdens muslimer der hopper på den dødekult.
– Hvis det kommer til en 11. september i Europa, så kan en rasende reaktion fra europæerne blive at internere muslimer i lejre for deres egen skyld og for at neutralisere dem. Det kan komme til gadekampe, gadekrig og militær indgriben. Ultimativt, at hele bydele går i selvsving. Og det kan sætte bølger i gang i Mellemøsten, hvor man vil gå til angreb på alt, der ligner en hvid hårtop. Det vil gå i retning af religiøse sammenstød.
– Jeg hører til dem, der, når bølgerne går højt i Mellemøsten, går ind for folkeforflyttelse. Det er meget rationelt. Det kunne også foregå her. Men jeg siger det med hviskende stemme.
Det lyder som en meget ubehagelig fremtidsvision?
– Vi er faktisk i fuld gang med fjerde verdenskrig. Børn ogunge må gerne være bange. For os andre er det en fjantet luksus. Vi vil vænne os til det. Vi vil have en masse hverdagskynisme. Men vi vil spørge os selv: Hvor er fronten? Hvornår kommer krigen?
– Jeg går til møde hos den islamisk fundamentalistiske organisation Hizb ut-Tahrir og sidder dér sammen med 200 muslimer. Jeg vil gerne trykke dem i hånden, se hvad der foregår, se deres spidse smil. Hvis de stikker en kniv i ryggen på mig, er de velkomne. Jeg har en gammel folkelig indstilling om, at vi skal være her alle sammen. Jeg er ikke bange for mennesker. Et eller andet sted er mennesket en elskværdig slyngel. Jeg er det også selv. Men når jeg ser dem råbe død over jøderne og køre gennem byen med det palæstinensiske flag for at fejre terrorangrebet på World Trade Center, ligger de ude over tredje revle. De vil ikke integreres, de vil ikke det samme som os.
– Det er gode er, at man midt i dette finder en livsåre. Det er alle de dejlige mennesker, kloge og virksomme. Se dog, hvad der skabes af kløgtighed i kunst i dag, og aldrig før har vi haft så seriøse mennesker i arbejdslivet som nu.
Hvor er dit politiske ståsted?
– Før stemte jeg på de konservative og Venstre. Nu stemmer jeg helt klart Dansk Folkeparti, man kan slet ikke gøre nok for, at Jesper Langballe og Søren Krarup kan komme ind og gøre deres værnepligt. Som et fisefornemt kulturelt væsen synes jeg dog, at de skal passe på ikke at blive dårlige socialdemokrater. Men udover det fantastiske stykke arbejde ,som partiet har gjort for Danmark, har det også bånd til Israel og social samvittighed.
Hvad fik dig i gang som meningsdanner?
– Jeg skrev lidt satire i gymnasiebladet og blev som 19-årig præmieret i en nytårskonkurrence i Jyllands-Posten. Man skulle lave parodier på kendte skribenter som Jens Kruuse, Rifbjerg og Jesper Jensen, og det faldt mig ikke svært. Senere som højskolelærer skrev jeg kronikker og kommentarer til Jyllands-Posten. Da jeg blev hentet ind på Weekendavisen af den daværende chefredaktør Jørgen Schleimann, var det fordi, jeg skrev nogle sataniske synspunkter. Jeg skylder ham mit professionelle liv. Jeg havde den lykke, at jeg fik chancen for at servere mine holdninger.
– Jeg mener noget, ergo er jeg et tænkende væsen. Mennesker kan set ikke lade være og kævler løs fra morgen til aften. Med skriften er det anderledes. Den skal man øve sig på. Ligesom et instrument. Jeg følger med og beundrer folk, der følger med og afskyr folk, der ikke gør, hvad enten det er selvtilfredse børn og unge eller ligeglade ældre. Åndelig dovenskab er et væmmeligt fænomen.
Ulrik Høy kalder sin opvækst for skånselsløst lykkelig.
– Jeg kommer fra et hjem med lav skilsmissefrekvens. Min far var forretningsfører, min mor husmoder. De havde ingen synderlig uddannelse, men var begge meget begavede og meget bevidste om kultur i hjemmet, dog mest min mor. Hun gik i den stråtækte skole og skrev bedre dansk end dagens studenter. Ugeblade, B.T. og Ekstra Bladet havde ikke adgang til hjemmet. Det var under standard.
– Livet i barndommens gade i 1950'erne var forbilledligt. Jeg kan græde snot over det, der fulgte og forfaldet i familielivet og de folkelige institutioner. Folkeskole, folkekirke, folkehøjskole, folketing, folkebibliotek etc. – standarden skred over hele linjen, så det folkelige er ikke bare i dyb krise. Det er borte, når det folkelige forstås som den jævne befolknings høje standarder på en række livsområder. Vulgariteten hærger i dag over en bred bank, og man må væbne sig mod den. Det gør man bedst, desværre, ved at lægge afstand til alle dem, der ikke kan holde standarden. Det er dybt imod mine folkelige instinkter, men dikteret af udviklingen, der reelt blev en afvikling af gamle dyder. Eksempelvis gider jeg ikke røre folkeskolen med en inddrager.
Hvad er det værste, du har oplevet?
– Mine forældre havde store sorger. De mistede en datter på et år og var på nippet til at miste en til og måtte hegne deres sorg. Jeg bliver blød i knæene, når jeg tænker på dem. At de magtede at holde sammen på sig selv og hinanden og hjemmet. Mirakuløst. Jeg skylder dem alt. Den største sorg er derfor også min mors død, selv om jeg var voksen, 28 år, da hun blev ramt af en hjernesvulst. I samme periode led jeg mit livs største nederlag, fordi jeg ikke magtede ægteskabet, blev skilt og måtte slå af på de høje idealer. Skilsmisser volder uendelig sorg. De påfører livslang lidelse på børnene, så i den forstand er jeg "privatlivsforbryder" af første rang. Skilsmisserne er vor tids plage. Jeg bliver syg om hjertet, når jeg ser alle de vanvittige konstruktioner og måder at føre tingene igennem på med delebørn, papbørn, lånebørn, fællesbørn og hvad ved jeg. Forgjort er det.
Hvad mener du med, at du er privatlivsforbryder?
– Jeg har været gift tre gange, og det ser sådan ud i koncentrat med skyldig hensyntagen til kærlighedens nådegaver:
– Jeg faldt så lang, jeg var, ind i det unge ægteskab, og selv om jeg holdt forfærdelig meget af min kone og lille datter, Synne, så gik det ikke. Jeg var for ung, for umoden, havde dårlig nok sluppet mors skørter, og vi blev skilt efter fem år. Nådegaven er, at min datter voksede op og blev en dejlig kvinde, stærk og myndig, og cand. mag. i italiensk, journalist og børnebogsforfatter. Hun har i dag fire drenge med sin mand. Så megen ufortjent lykke tilmåles der en arm synder, og til det ufortjente kommer, at deres hjem er træfpunkt i festlige anledninger.
– Efter et par år alene fandt jeg sammen med Jette og blev reservefar for hendes to små børn, Lone og Nikolaj. Det lod sig blandt andet gøre, fordi Jettes tidligere mand havde og har et omgængeligt væsen. Tænk, hvis han var lige så kolerisk som mig. I mange år var jeg så reservefar for børnene, ikke verdens ypperligste, ikke til guld med emalje, men skikkeligt. Lone er i dag læge med tre børn, Nikolaj fysioterapeut med en lille datter, så det bliver til i alt tre børn og otte børnebørn.
– For tre-fire år siden blev jeg syg af en snigende sygdom i knoglemarven, som hvis den ikke tages i tide giver blodpropper, der kan lægge dig i graven eller værre, gøre dig til en grønsag. Heldigvis blev det opdaget, og i dag bliver jeg behandlet med en let kemoterapi i pilleform. Jeg har det glimrende og priser videnskaben. Men det kostede ægteskabet. Sygdommen sled på kræfterne, og i september for to år siden blev Jette og jeg skilt.
– 14 dage efter mødte jeg en forførende femme fatale og fik en ordentlig tur i gondolen. Det havde jeg selv bedt om. Jeg havde oplevet en medicinsk genopstandelse, nu fulgte en erotisk. Ægteskabet holdt i syv måneder. Nu er jeg sammen med Jette igen, hvilket nok en gang dokumenterer kærlighedens nådegave.
Fortryder du?
– Sådan taler vi ikke her. Men det var godt, at jeg som privatlivsforbryder mødte så tålsomme mennesker. Det beror også på, at jeg selv afstår fra selvretfærdighed. Det er en pest i forholdet og i skilsmisserne. Folk, der tror, at de ikke kan klare en skilsmisse uden at runde Statsamtet, kan jeg ikke fordrage. Du skal være glad for, at din datter kan lide dig, og at dine reservebørn synes, du er en flink fyr. Så klarer du det, så vender det for dig. Du kan få så meget selvretfærdighed, at du ikke får andet, og det kan man så hygge sig med henne i Statsamtet. Det har jeg sagt til mig selv mange gange, når jeg har grædt snot på banegårde, hvor jeg skulle aflevere Synne. At jeg alligevel har klaret det godt, hører til mine bedste præstationer.
Du er teologisk uddannet og har gået på Pastoralseminariet. Hvorfor blev du ikke præst?
– Det er også for galt. Jeg tror, at jeg er for svag i troen, for svag til at begrave børn og snakke med unge kræftsyge mødre. Troen er for mig mest til indvortes brug. Jeg var en god prædikant, nu prædiker jeg på bagsiden af Weekendavisen. Men jeg er et troende menneske og har meget at takke for. Jeg kan se, at de vigtigste ting i livet har jeg fået skænket. Uden min far og mor var jeg blevet til ingenting. Jeg var heldig at gå i skole dengang, lærere havde format. Og jeg var heldig, fordi en Jørgen Schleimann dukkede ned fra skyerne på et tidspunkt, hvor jeg var moden til at plukke.
– De ulykker, som jeg har lavet i mit privatliv, er blevet samlet op af min hustru og mine børn. Hans-Edvard Nørregård Nielsen skriver i en af sine bøger, at han er blevet "opretholdt "af sin hustru". Det er et vidunderligt udtryk. Jeg er blevet opretholdt af Jette. Hvad jeg har præsteret er flid og pligt og så det lystbetonede, at skrive i avisen, hvor jeg har en lille menighed. Det andet er det, jeg får skænket – kærlighedens nådegave.
Hvornår forlader du meningsskuden?
– Aldrig. Jeg vil mene noget, til jeg drager mit sidste suk. Om det kommer i avisen, ved jeg ikke.
@remar
kristeligt-dagblad.dk
Blå bog
Ulrik Høy er født 1945 i Brædstrup. Cand. mag. i dansk og musik 1977. Lærer på Gerlev Idrætshøjskole 1973-84. Den Teologiske Særuddannelse 1981. Kulturredaktør på Weekendavisen 1984-90, journalist samme sted fra 1990. Formand for Studenterkredsen, Vartov 1976-78, redaktør for "Værn om Danmark" 1984-85, formand for Den Danske Afghanistan Komité 1985-90 og medstifter af den borgerlige tænketank Cepos 2004. Forfatter til digtsamlingen "Lejlighedsdigte" og til "Men... Artikler og Essays 1979-2004. Årets danske foredragsholder i Argentina 1995. Tildelt Berlingske Journalisters Hæderspris 1995 og Einar Hansens Forskningsfonds Journalistpris 1999. Bor sammen med faglig sekretær i FTF Jette Høy i Espergærde. Parret har tilsammen tre børn og otte børnebørn.
Orakler med mening
De mener noget om dette og hint. Om krig og skilsmisser, om fællesskab og individualisme og er optaget af sædernes forfald og fremtidens muligheder. Men hvem er de, meningsdannerne, der analyserer og fortolker og kommenterer dagens og tidens begivenheder i medierne? Kristeligt Dagblad indleder i dag en serie med portrætinterviews af kendte og markante mennesker, der gerne vil sætte en dagsorden og ikke er karrige med deres meninger.