Pasningen passer ikke

For få institutioner har aftenåbent, lyder kritikken i ny undersøgelse

De fleste børn er glade for livet i børnehaven eller vuggestuen. Men når far og mor arbejder på ""skæve"" tidspunkter, kunne forældrene nogle gange godt tænke sig, at institutionerne havde andre åbningstider. Daginstitutionernes åbningstider er simpelthen ikke fulgt med arbejdsmarkedets krav om øget fleksibilitet -- Foto: Scanpix.
De fleste børn er glade for livet i børnehaven eller vuggestuen. Men når far og mor arbejder på ""skæve"" tidspunkter, kunne forældrene nogle gange godt tænke sig, at institutionerne havde andre åbningstider. Daginstitutionernes åbningstider er simpelthen ikke fulgt med arbejdsmarkedets krav om øget fleksibilitet -- Foto: Scanpix.

Kommunernes tilbud om børnepasning er ude af trit med forældrenes arbejdstider, mener Daginstitutionernes Landsorganisation (DLO). Kun fem ud af 3002 daginstitutioner holder åbent hele døgnet og kun 13 åbent før seks om morgenen og efter kl. 17 om aftenen, viser en ny undersøgelse fra organisationen. I Københavns Kommune har forældrene mulighed for at få deres børn passet både i weekenderne og om natten, men kun få benytter tilbuddet.

Ifølge projektleder i DLO Lone Jakobsgaard skaber de begrænsede åbningstider især problemer for forældre med skæve arbejdstider, pendlere og enlige forsørgere.

– Det fleksible arbejdsmarked er forlængst blevet en realitet. Samfundsudviklingen går den vej, at næsten alle ansatte kan blive bedt om at møde før otte og få fri efter 16. Det er sket, uden at daginstitutionerne er fulgt med udviklingen, og det betyder, at et stigende antal forældre har store pasningsproblemer. Forældrene hænger i en klokkestreng for at nå at hente deres børn, siger Lone Jakobsgaard.

Københavns Kommune er blandt de kommuner, som tilbyder pasning uden for de gængse åbningstider. 10 institutioner har åbent i weekenderne, og heraf fungerer den ene samtidig som døgnbørnehave. Men hverken tilbuddet om weekend eller natpasning er særlig efterspurgt. Ifølge kontorchef i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Jan Dehn viser en opgørelse fra sidste år, at den ene af weekendbørnehaverne 20 lørdag/søndage kun havde ét enkelt barn. Institutionen er normeret til 58 børn.

Heller ikke i Roskilde står forældrene i kø for at få deres børn passet, når andre holder fri. Her er ingen døgnbørnehave, men to institutioner som åbner tidligere og lukker senere. Ifølge borgmester Bjørn Dahl (V) er der ikke "mange kunder i butikken".

– Kun få benytter tilbuddet, og det tror jeg skyldes, at det aldrig bliver et udsøgt ønske for forældre, at deres børn skal være de første, der afleveres og de sidste, der hentes. I stedet møder forældrene forskudt eller bruger en barnepige, så børnene kan komme tidligt hjem, siger Bjørn Dahl.

/ritzau/