Af Lorens Hedelund
Jeg hører lyden fra jordens indre. Den lyder som en fjern torden, blot dybere i tonen og mere skrækindjagende. Klokken 04.00 skælver jorden i Abbottabad og hele det nordlige Pakistan. Endnu et af de mange efterskælv. Men dette er det kraftigste af dem alle og varer i 45 lange sekunder.
Sammen med stiftets folk (Church of Pakistan) er jeg på vej til jordskælvsområdet. Vi overnatter hos præsten i Abbottabad. De fleste af os har valgt at sove udenfor. Der er tændt et bål for at slå nattekulden på fire-fem grader lidt hen. Som gæster får vi tilbudt de gode senge inde i huset, med udsigt til store revner i væggene – men det var jo for tre uger siden det skete!
Et gennemtrængende skrig fra en af mændene udenfor vækker os alle – og hele byen bliver levende, og hundene gør i et væk. Resten af natten går med varm te og kaffe omkring bålet. Nu ved jeg, til min sidste dag, hvordan et jordskælv lyder.
Om morgenen tager vi videre til Balakot. Selve jordskælvets epicenter. Hæren fordeler opgaverne mellem de mange organisationer, og Peshawar stift får efter forhandling med major Tarig, godkendelse til at etablere en "permanent" klinik og skole, hvor man fra et stort telt begynder at tilse de mange syge. En pensioneret amerikansk læge er pioner, og flere læger, sygeplejersker søges og ansættes nu.
Skolen må vente en uge med at komme i gang. De trætte medarbejdere i den store lejr jubler, da det rygtes, at der er lægehjælp på vej. Danmission er i fuld gang med at skaffe de nødvendige midler til dette vigtige arbejde, som man meget gerne vil følge op med endnu en mobil klinik. For som kirkernes folk ofte siger: Når alle de andre er rejst, så er vi tilbage.
Balakot eksisterer ikke mere. En by med 50.000 indbyggere, sprudlende af liv og normalitet forsvandt på et øjeblik i det forfærdelige jordskælv den 8. oktober. Det tog blot tre sekunder, fortæller en af de overlevende mænd mig. Han sidder på murbrokkerne af det, der engang var hans lille butik og prøver nu at samle stumperne i en papkasse.
Jeg beslutter at gå igennem Balakots tidligere hovedstrøg. Her er stille, og folk vandrer bare rundt. Ansigterne er alvorlige og resignerede. Jeg stopper op og spørger til flagstangen med det pakistanske flag, der vajer midt i ruindyngerne, på hel stang? Jo, det er vores skole. 400 elever havde ved morgensamlingen den 8. oktober sat flaget og sunget nationalsangen og gik derefter i klasserne. Så gik "jorden under" og knuste skolen og dræbte alle elever og lærere.
Det lugter slemt. Mange går med masker, og jeg må finde et lommetørklæde frem for at klare det. Det er i sandhed de dødes by. Her og der er man i gang med at grave efter lig. Jeg kommer forbi et hold soldater, der har fundet en kvinde med sit lille barn i armene. Man arbejder nænsomt og med dyb respekt.
Jeg møder Ali Muhammed. Han står lidt alene på kanten af vejen og ser ned mod den brusende flod. Han er fra en lille landsby 70 km højere oppe i dalen og bjergene. Han fortæller, at han er eneste overlevende i en familie på 14. Ali's øjne er tomme, fulde af tab og sorg. Han ser ingen mening og spørger, hvorfor Allah kunne tillade dette at ske? Vi skilles med pashto hilsenen: "Khudai de mal shah" (må Gud være med dig), og går videre i hvert vort liv!
Midt i Balakot på ruindyngerne er en ny forretning begyndt. Det er barberen, der har genstartet sin forretning. Et grotesk skue – men livet stopper ikke – det går videre trods alt. Vi forlader byen, hvor 95 procent af alt er jævnet med jorden. I byens udkant ser vi de friske gravpladser. Der er alt for mange af dem allerede.
På den modsatte side af Kunhar floden snoede den smukke vej sig indtil den 8. oktober. Det, der var hovedvejen for de mange, der bor i bjergenes utallige landsbyer, eksisterer ikke længere. De mange bjergskred fremstår som groteske ar i den harmoniske og smukke natur.
Jeg er på tur i bjergene med fire unge frivillige fra Peshawar stift. Vi kører så langt, det er muligt med firehjulstræk. Herefter går vi ad smalle stier og forcerer stejle bjergsider. Ikke ret langt ad gangen inden det næste hus dukker op. Rygtet løber i forvejen, og vi hentes af folkene i det næste hus. Missionen er at finde og registrere familier og behov for telte og anden nødhjælp.
Det er et forfærdeligt syn, der møder os. Husene, der er bygget enkelt og simpelt, er udslettede. Et enkelt sted står områdets moske tilbage som ensom majestæt. "Allah O Akbar" (Gud er stor), siger en gammel mand, da jeg spørger til, hvorfor netop moskeen holdt til skælvet. "Gud har straffet os, vi må vende os helt til Ham og Hans vilje. Se bare, Gud er stor og lader sit hus stå".
Alle steder fortæller de om tre-fem døde, flest kvinder og børn. De friske grave er tydelige vidnesbyrd om dybe tab. Selvom der kun er ruiner tilbage, forlader man kun nødtvungent det sted, hvor ens døde ligger begravet. "Vinteren kommer snart, og så kan det ende med, at vi alle må ned i dalen og bo", siger en kone, der holder sine to små børn ind til sig.
Folk stimler sammen om os. Vi er de første de ser, bortset fra den nødhjælp, som de fik de allerførste dage. Den kom fra luften fra en helikopter. "Der var mad og et par telte, men ikke nok til alle".
Vi lytter og ser og taler med familiens ældste. Vi skriver ned, så vi er sikre på at kunne holde, hvad vi lover. Det bliver til 12 telte og en madration til hver familie samt 60-70 varme tæpper.
Mændene vandrer straks ned i dalen, og nogle får et lift med i bilen for at hente telte og mad. Det er ubeskriveligt at se deres glæde over igen at have skaffet familien tag over hovedet.
Medierne meddeler i dag, at der mangler ca. 200.000 telte for at kunne hjælpe de mange, der bor i bjergene, så de ikke skal flygte fra deres jord og sammenstyrtede hjem.
Lorens Hedelund er "associeret missionssekretær" hos Danmission