Støtten til aviser lægges om

Store omrokeringer på vej i støtten til danske dagblade. De budomdelte aviser får den største gevinst

Danske dagblade skal have et nyt system for portostøtte. Det vil for nogle dagblade betyde store ekstra indtægter, mens andre kommer til at miste noget af den støtte, de får i dag.

Det fremgår af en ny rapport, som regeringens såkaldte bladportoudvalg netop har offentliggjort. Rapporten forventes senere omsat til konkret lovgivning, der formentlig først træder i kraft den 1. januar 2007. Som det er i dag, får alle dagblade, der distribueres af Postdanmark et indirekte tilskud via portostøtten, men den ordning skal ændres af hensyn til den frie konkurrence mellem distributører.

Derfor foreslår bladportoudvalget nu, at danske dagblade skal have en direkte støtte til distributionen i stedet for den indirekte støtte. Det betyder umiddelbart, at dagblade, der bliver delt ud af Bladkompagniet og egne bude, vil få en stor ekstra gevinst.

Det gælder for eksempel de fleste lokale og regionale dagblade. Derimod vil små landsdækkende dagblade som Kristeligt Dagblad og Information umiddelbart miste penge på ordningen.

Formanden for udvalget, kontorchef Peter Brixen fra Finansministeriet, forklarer imidlertid, at det ikke har været udvalgets hensigt at straffe de små, landsdækkende dagblade. Derfor foreslår udvalget en ekstra støttepulje på 15 millioner kroner, som er målrettet aviser med forholdsvis høje distributionsomkostninger. Det kunne for eksempel være Information og Kristeligt Dagblad.

Forslaget får fuld opbakning fra Dansk Dagblades Forening, som er interesseorganisation for alle dagblade i Danmark. Næste skridt bliver, at regeringen skal udforme et konkret lovforslag, som skal vedtages i Folketinget. Blandt andet skal man sikre sig, at en ny støtteordning vil være i overensstemmelse med EU-reglerne.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk