Louisianas direktør Poul Erik Tøjners første bog om maleren Per Kirkeby, "Per Kirkeby Maleri", udkom i 1998. Med 30.000 solgte eksemplarer er den en af de bedst sælgende danske kunstbøger nogensinde. Nu er efterfølgeren "Per Kirkeby Skulptur" udkommet, og den kan let gå hen og blive en lige så stor succes.
For selvom Kirkebys skulpturer hverken er helt så tilgængelige og populære som hans malerier, bliver de under Tøjners skarpe blik og suveræne sproglige behandling akkurat lige så nærværende. For Tøjner, ingen tvivl om det, er en formidabel iagttager. Han kan se, simpelthen, hvilket underligt nok ikke gælder alle, der skriver om kunst. Og han kan formidle, hvad han ser, på en måde, der både fænger, oplyser og giver én lyst til at se meget mere.
Bogens tekst er skrevet som et langt essay, der suger læseren ind via en suggestiv og til tider ret patosfyldt retorik, som Tøjner heldigvis indimellem punkterer og afmonterer, så man for en stund hives ud af suget.
Historien starter i de tidlige 1980'ere, hvor Per Kirkeby forlader sine pop-agtige masonitmalerier og begynder at lave skulpturer, som han først modellerer op i gips og siden støber i bronze. De fleste er abstrakte, men med titler som "arm og hoved", der peger på en mulig figuration. Tøjners metode er at gå direkte til skulpturen uden nogen indledende manøvrer, biografiske oplysninger eller andet forklarende vedhæng. Som han spørger tidligt i bogen: "Er blotlægningen af et kunstværks sammenhæng identisk med dets udsagn om verden?"
Nej, er svaret. For forklaringen, eller indholdet, om man vil, skal for Tøjner ikke findes i kunstnerens intention eller biografi, men i selve skulpturens form. Som han skriver om bronzeskulpturerne, fremstår de, set tæt på, som modellerede med spor af håndens arbejde. Set langt fra, derimod, som udhuggede, som del af noget mere. I beskuerens oplevelse kombineres således to fundamentale skulpturelle strategier – at lægge til og trække fra.
Det får Tøjner til at mene, at skulpturen dermed peger på to vigtige træk ved menneskelivet: opbygning og nedbrydning. Formdannelsen i sig selv fortæller os simpelthen noget om menneskelivet. "At vi er en slags stof, der bakser med at blive til figur og nogle gange bliver så meget figur, at vi glemmer, vi også er stof, hvorfor påmindelsen pludselig kan føles dæmonisk", som det lyder. På den måde kommer Tøjner fra form til indhold, blot ved at se, se tæt på, se skarpt, se, hvad der virkelig finder sted i selve værket.
Pop, naturhistorie og religion er de tre fænomener, som Tøjner binder Kirkebys billedverden op på. Pop er gentagelsen af motiver. Naturhistorien er den geologiske aflejring. Religionen er straks mere diffust defineret.
Man finder den tydeligst artikuleret i Kirkebys store skulptur opstillet på kirkegården ved Frejlev Kirke.
Som Tøjner skriver i sin blændende analyse, er den ikke decideret illustrativ, men har referencer til begravelse og opstandelse. Der er kræfter i skulpturen, som både trækker opad og nedad, men det er svært at afgøre, hvilken kræft der er stærkest. "Er det en variant af Gammel Testamentes præfiguration, Jakobsstigen, eller er det geologen, der overtrumfer teologen med en ikonografi, der trækker os tilbage i den materialitet, som vi også er del af?" Spørger Tøjner, men giver selvsagt ikke svaret, da det afhænger af den, som ser. Skulpturen rejser sig som en mur. I midten er et hul, en hule, som man også kender dem fra Kirkebys maleri – både det poppede og det abstrakte.
Hulen er den tomme grav, det mest håndgribelige bevis på opstandelsen, hvorfor tomheden, som Tøjner med velkendt omvendthed skriver, ikke er på dødens side, men på livets. Så selvom Kirkebys kirkeskulptur ikke er billedet på det højeste, som Tøjner bemærker, men derimod billedet af grunden, jorden, stenen, stoffet, materialet, er det alligevel her, at håbet ligger. Fordi vi skal ned, før vi kan komme op.
Tøjner peger også meget interessant på, hvorledes skulpturen på Frejlev kirkegård er "iscenesat". Det vil sige netop sat frem som kunst, med bænke rundt om, så man kan sidde og betragte den. Den adskiller sig derved fra alle de andre gravstene, idet den rykkes ind i ritualitetens verden, som Tøjner kalder det. Det er en fin observation, fordi han her peger på, hvorledes kunstværdien, et objekts status som kunst, er afhængig af omgivelserne, af hvorledes dette objekt er sat i scene, og hvorledes det opleves, når man ankommer til kirkegården. Værkets betydning skal således ikke udelukkende findes i værket selv, men lige så meget i omgivelserne og i dem, der ser på.
Hermed blot antydet nogle af de mange perspektiver og iagttagelser, som Tøjners bog rummer så rigeligt af. Iagttagelser, der både er præcise i forhold til Kirkebys skulpturer, men også har en langt mere generel karakter, der gør dem relevante for enhver tale og tanke om skulptur. Den essayistiske stil er besnærende, som sagt, om end i længden næsten bedøvende. Her kunne en lidt strammere tekstredaktion have været nyttig, som en kæp i hjulet på den til tider alt for kraftige ordstrøm.
Der skal dog ikke herske tvivl om, at Tøjner med sin skulpturbog har formået på vedkommende vis at udfolde en kunstner, om hvem man ellers troede, at alt var sagt og skrevet.
Poul Erik Tøjner: Per Kirkeby. Skulptur. Rigt illustreret. 238 sider. 399 kroner. Aschehough.