Er mennesket grundlæggende ondt eller godt? Eller er det hverken eller, men kommer til verden som en tom tavle, hvor det gode eller det onde indskrives. Den svenske læge og kræftforsker Stefan Einhorn har givet sit bidrag til denne diskussion med bogen "Kunsten at være et godt menneske", som udkom den 4. juli.
Han skriver: "Der er nogen, der hævder, at mennesket i bund og grund er ondt. Og at meget af det, der sker mennesker imellem, er ondskabsfuldt. Jeg er ikke enig. Ifølge min opfattelse forholder det sig modsat: Det meste af det, vi gør for hinanden, er godt. De allerfleste mennesker stræber grundlæggende efter at gøre det, der er rigtigt." Han henviser til, at det hyppigt sker, at tabte punge afleveres, at børn, der bliver væk i mængden, får hjælp til at finde mor og far, at den ældre mand, der er faldet om, bliver hjulpet (men – skriver han længere henne i bogen – det viser sig dog, at en mand snarere får hjælp, hvis han har en stok og ikke en flaske i hånden).
Stefan Einhorn mener, at mennesket er udstyret med en slags etisk intelligens, der sætter os i stand til at vælge det gode i mødet med medmennesket. Han underviser i etik, og til rækken af definitioner på etik føjer han sine: "Jeg definerer etik som den måde, vi relaterer til vore medmennesker og til vores omverden på." ... "Hver gang vi møder et medmenneske, møder vi også etikken."... "Etik handler om kunsten at være et (med)menneske."
Og denne kunst kan opøves – som alle andre færdigheder. Hvordan skal vi lære at vælge i etiske dilemmaer? Einhorn giver flere gode eksempler på dilemmaer og anviser fem værktøjer, som det hedder med tidens sprog. Vi har: 1) etiske principper såsom ligeværdighed, solidaritet, respekt for selvbestemmelse, 2) vores fornuft, som kan bruges til afvejning af konsekvenser parret med indsigt i, at en sådan afvejning ikke i sig selv giver svaret, 3) vores samvittighed (at have dårlig samvittighed er faktisk at have en god samvittighed, fordi det betyder, at den fungerer godt!) 4) empatisk evne, som er forståelse af og indlevelse i medmennesket, så vi ikke handler skabelonagtigt og 5) muligheden for at rådspørge andre – et "værktøj", der burde bruges meget mere.
Men godhed er ikke blot at give efter og give lov. Falsk godhed kan være manglende evne til at sige nej og sige fra. Falsk godhed kan også være maskeret som godhed for at øge muligheden for at manøvrere. Ægte godhed må nødvendigvis ledsages af god dømmekraft – og indimellem af mod.
Udøvelse af godhed kan også bremses af "modkræfter", som Einhorn kalder det. Af flere, han nævner, vil jeg fremhæve angsten for at blande sig. Her skal dømmekraften bruges til at afgøre, hvornår noget er, hvad jeg vil kalde emsig omsorg, og hvornår det er at svigte. Einhorn siger: "Næste gang du overvejer ikke at blande dig, så spørg dig selv: "Hvis det ikke er noget, der vedkommer mig – hvem vedkommer det så? Hvis opgave er det at være medmenneske?"
En vigtig tese for Einhorn er, at vi tilstræber at være gode, fordi det er hensigtsmæssigt, ja, fordi det kan betale sig at være det. Som en vignet til bogen bringes citatet "Livet er så klogt indrettet, at ingen som seriøst forsøger at hjælpe andre, kan undgå også at hjælpe sig selv." Eller med andre ord: Gode handlinger behøver ikke at være uegennyttige, det vigtigste er, at de er gode, og at de udføres.
For der er mange eksempler på, at godhed afføder yderligere godhed. Einhorn fortæller om et fænomen ved betalingsanlæg på vejene i USA, hvor bilisterne, når de kom frem til det sted, hvor de skulle betale, opdagede, at bilisten foran dem allerede havde betalt for dem. De puttede så en mønt i for bilen, der kom efter dem, og sådan fortsatte det. Desuden er der ligefrem eksperimenter, som viser, at oplevelse af godhed befordrer godhed. Også hos dyrene kendes "gode handlinger", hvor det som hos mennesket må være et resultat af evolutionen. Dyr, som deler føden med andre, som passer på svage individer, som advarer hele flokken, skønt de selv løber en risiko og så videre er eksempler. Og adfærden har sikret artens overlevelse og beståen.
De sidste to kapitler i bogen om kunsten at være et godt menneske fortæller, at en forudsætning for at få succes i livet er, at man forstår at være god. Her minder bogen i betænkelig grad om en række andre – vel især amerikanske – "vejen til succes i livet"-bøger af pseudo-psykologisk eller pseudo-videnskabeligt tilsnit.
Storm P. sagde med et af sine paradokser "Kunst er det, man ikke kan. For kunne man det, var det jo ingen kunst". På en måde fremstilles det i bogen, som om det ikke er nogen kunst at være et godt menneske. Sådan vil det være for nogen. For andre – både enkeltpersoner og regimer – synes det let at være ond. Og selvom de mennesker på kort og lang sigt ikke gavner andre, sig selv eller verden, bedrives ondskaben alligevel, for den er jo nok netop ikke rationelt begrundet.
Torturoverlevere kan berette om så udspekuleret ondskabsfuldhed fra deres bødlers side, at det er ufatteligt. Er det endda ikke sådan, at der her i livet sjældnere er eksempler på grænseløs godhed? Der er almindelig godhed og smågodhed, og den godhed som nu er praktisk og formålstjenlig. Det grænseløse synes at høre ondskaben til.
Det vil nok aldrig være muligt at fastslå, at mennesket er enten godt eller ondt, men kun at det er både og. Og måske er mennesket først og fremmest driftsstyret. Men det er vigtigt at blive mindet om, at godhed avler godhed. Og ikke at glemme, at ondskab avler ondskab.
Ole J. Hartling er overlæge og formand for Det Etiske Råd