Når næstekærlighed bliver det, de andre ikke har

PRÆSTER OG POLITIK: Naturligvis må præster i dette land stemme på hvilket parti, de vil, men ingen bør tage patent på næstekærligheden

For min skyld kan præster i dette land stemme på hvilket parti, de vil. Bare de afholder sig fra at drive partipropaganda fra prædikestolen. Og det kniber det jo af og til med for nogen. Det så vi i hvert fald i julen.

Nu kan Kristeligt Dagblad offentliggøre en meningsmåling, der viser, at cirka 60 procent af præsterne i folkekirken støtter oppositionspartierne. Dem om det.

Men to af kommentatorerne til meningsmålingen skal nu alligevel have en kommentar med på vejen. Den ene er professor, dr.teol. Svend Andersen fra Århus, der i dagens for ham så glade anledning siger: "Når man som præst repræsenterer et budskab, der handler om næstekærlighed og fjendekærlighed og en særlig hensyntagen til de svage, så skal det gå mærkeligt til, hvis man ikke trækker i retning af venstre side i det politiske spektrum."

Hvad er nu det for noget vås? Siden hvornår har vi præster repræsenteret "et budskab, der handler om næstekærlighed og fjendekærlighed ovs..."?

Som præster er vi sat til at forkynde budet om, at du skal elske din Gud og din næste som dig selv, og det er noget helt andet. Handlede vi selv derefter, så der ikke var noget at sige os på, kunne vi måske kaldes repræsentanter for dette bud. Men det gør vi jo ikke. Dermed er vi under den samme dom som alle andre, der heller ikke handler efter det.

Og her findes ingen mellemløsninger.

Hvad gavnede det mig, at jeg måtte mene mig i stand til at sige: "Nå ja, måske er jeg ikke så næstekærlig, som jeg burde være, men jeg er dog mere næstekærlig end min fremmedfjendske nabo!". Da svarer evangeliet prompte: Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til?

Nu har Svend Andersen altid talt om næstekærlighed som det, de andre ikke har, så det er i og for sig ikke særligt overraskende. Og det er naturligvis heller ikke det mindste overraskende, at SF's formand Villy Søvndal jubler over, at hele 22 procent af de danske præster stemmer SF.

Han kalder det ligefrem en belønning, med følgende begrundelse: "Det er naturligt, at et parti, der er optaget af næstekærlighedsbudet, bliver belønnet af folk, som også har den anskuelse." Nu er der jo altså forskel på en ubetinget befaling og en anskuelse. Og må man spørge det ærede medlem af folketinget, om SF har patent på næstekærlighed?

Inde i avisen siger Søvndal: "SF er jo populært sagt et sammenløb af Grundtvig og Marx, og nogen lægger trykket mere det ene sted end det andet sted." Måske han kunne lokke endnu flere præster i sin fold hvis han medgav, at SF, ud over at betyde Socialistisk Folkeparti, også kunne betyde Syndernes Forladelse. Så kunne nogen lægge trykket mere det ene sted end det andet sted, og alle ville være glade.

Jeg mindes min gamle provst N.C. Lilleør, der engang spydigt nævnte Rom. 7,17, hvor der står: "Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg." Det burde omskrives, mente Lilleør, så det kom til at lyde: "Det gode, som jeg vil, det gør jeg. Det onde, som jeg ikke vil, det gør de andre!".

At Søvndal ikke kan skelne mellem en absolut befaling og en venlig anskuelse er, hvad det er. Men at en teologisk professor, oven i købet dr. teol., ikke kan, er katastrofalt!

Jens Kvist,

sognepræst,

Kirkebakken 1,

Åbenrå