I jødisk-kristen tradition er kroppen ikke et ligegyldigt hylster, men sjælens tempel.
Både sjæl og krop skal genopstå på den yderste dag, og derfor skal vi passe godt på så vel ånd som legeme. Vores kultur har regler mod ligskænderi, det er strafbart at tage sin afdøde far med en sidste tur på motorcyklen, og vi ligger ikke ligefrem i kø for at afgive organer, når hjernedøden indtræder. Mange af os har sympati for tanken om organdonation – for at hjælpe sin næste er også en del af traditionen – og alligevel udskyder vi tilmeldingen til Donorregistret. Nogle borgere har dog taget et klart standpunkt og bærer et donorkort, men vi behandler dem respektløst og giver dem i virkeligheden ikke råderet over deres egen krop.
Den 1. juni 2001 trådte en lovændring i kraft, så pårørende ikke længere – ofte måske impulsivt – skulle kunne tilsidesætte den afdødes gennemtænkte ønske om organdonation. Den dødes ønske om at ville donere organer skulle nu være beskyttet af loven, uanset de pårørendes eventuelle protester. På trods af dette bøjer mange læger sig stadig for presset fra de pårørende, ser bort fra den afdødes aktive tilmelding og udtrykte ønske – og mangelen på organer fortsætter med at stige, mens syge på ventelisterne dør.
Lovtekstens paragraf 14, stk. 2, er ellers forbilledlig klar: "Pårørende til afdøde kan ikke modsætte sig indgrebet, hvis afdøde skriftligt har truffet bestemmelse herom, medmindre afdøde har bestemt, at beslutningen er givet under forudsætning af de pårørendes accept." Og i lovforslagets bemærkninger står: "Lovforslaget indebærer, at der ikke længere er tvivl om, at afdødes skriftligt tilkendegivne indstilling, hvor en sådan foreligger, er afgørende for, om der må foretages organudtagning." Men ledende overlæge Mogens Tange, Odense Universitetshospital, udtaler dog: "Lægerne skal følge loven. Men hvordan? Med politi og blå blink til at fjerne de pårørende, der modsætter sig donationen?"
Man er intet dårligt menneske, fordi man viger tilbage fra at ville donere sine organer. Ethvert menneskeliv har værdi i sig selv, er til i sin egen ret, og ens krop behøver ikke være reservedelslager og stå til rådighed for det såkaldte fremskridt. Men vælger man – trods de stærke kulturelle normer – at ville give sine organer ved hjernedød, skal dette respekteres. Ellers er det hele ligegyldigt og en falsk tryghed.
Lovændringen i juni 2001 var uden mindste sanktionsmulighed. Det kunne være en løsning at gøre det strafbart for lægerne at tilsidesætte den afdødes ønske, for eksempel med en kritik fra Patientklagenævnet. En andet og måske mere spiseligt forslag kunne være, at Donorregistret kvitterede for tilmeldingen ved også at fremsende fem til 10 pårørendebreve, som borgeren kunne dele ud til sine kære. Disse breve kunne gøde jorden for accept og i god tid forberede de pårørende på den svære situation, hvor den hjernedøde bliver kørt væk for at få udtaget et organ, varm endnu og måske med et bankende hjerte.
Karsten Skawbo-Jensen er formand for Patient- foreningen Danmark