Oplev påskefestlighederne i Andalusien

LÆSERREJSE: Tag med Kristeligt Dagblad og Granada.dk -- kulturrejser til Andalusien og oplev Sydspaniens festlige og farverige fejring af påsken

Granada ligger smukt for foden af Sierra Nevada med udsigt til de sneklædte tinder, hvor den største attraktion er det mauriske Alhambra. - Foto:
Granada ligger smukt for foden af Sierra Nevada med udsigt til de sneklædte tinder, hvor den største attraktion er det mauriske Alhambra. - Foto:.

For en stor del af spanierne er årets højdepunkt påsken. Duften af appelsinblomsterne blandet med røgelsen, der fylder luften, når et optog går forbi, er for mange – både troende og ikke-troende spaniere – indbegrebet af det højtidelige og det festlige. Intetsteds er påskefestlighederne så store og gribende som i Sydspanien. Har man én gang stået i en smal gade og oplevet optoget med flere hundrede deltagere, musik, røgelse, levende lys og store opsatser med Kristus og Jomfru Maria, så glemmer man det aldrig!

På denne læserrejse til Andalusien er der mulighed for at komme tæt på og opleve festlighederne i Sevilla og Granada. Desuden vil der på rejsen være besøg i nogle af de to byers imponerende kulturminder fra især den arabiske periode.

I Sevilla, som vi ankommer til palmesøndag, skal vi besøge de kongelige paladsbygninger, Alcázares Reales. I paladserne blandes elementer fra den islamiske tradition med spansk-kristne elementer. Denne særlige stilart, kaldet mudejar, når ypperlige højder i Sevilla. Også i dag benytter det spanske kongepar residensen, når de besøger byen. I den smukke andalusiske hovedstad skal vi også se katedralen med kirketårnet La Giralda, som oprindeligt var en maurisk minaret. Vi skal se tobaksfabrikken (Carmen) og høre ægte flamenco i det gamle jødiske kvarter Santa Cruz. Under opholdet i byen får vi naturligvis rig lejlighed til at opleve påskefestlighederne, som er de største overhovedet i Spanien. Specielt sidst på eftermiddagen og om aftenen sætter optogene med den karakteristiske melankolske musik sit umiskendelige præg på byen. Desuden skal vi spise tapas, som er en specialitet fra Sevilla.

Turen fortsætter til Granada. Byen ligger smukt for foden af Sierra Nevada med udsigt til de sneklædte tinder. Den største attraktion er naturligvis det mauriske Alhambra. Her skabte de mauriske herskere et af verdens smukkeste paladser med blandt andet de berømte patioer, Løvegården og Myrtegården. Foruden paladserne rummer området sommerpaladset Generalife, det gamle fort, Karl V's palæ samt et meget interessant museum med arkæologiske fund fra især den mauriske periode. Tilmed har man fra Alhambra en fantastisk udsigt til det gamle arabiske kvarter samt til den frodige dal vest for Granada. Vi har naturligt nok sat god tid af til at opleve Alhambra.

I Granada bliver der også mulighed for at opleve påskefestlighederne, når de kulminerer natten mellem skærtorsdag og langfredag. Her fortættes hele påskens symbolik i blandt andet det berømte sigøjneroptog, der udgår fra Albaicin, byen ældste kvarter. Ved midnat træder optogets mange aktive frem med sorte lys og kun ledsaget af dybe trommeslag. Men mange andre af byens over 30 broderskaber er på gaden denne nat med hver deres karakteristiske figurer og klædedragter.

Sidste station på rejsen bliver Malaga, der også har storslåede påskeoptog. Men det er også byen, hvor kunstneren Pablo Picasso blev født. Vi skal besøge Picasso Museet samt spise middag på en god restaurant i byen som afslutning på en forhåbentlig uforglemmelig påsketur til Andalusien!

kultur@kristeligt-dagblad.dkFakta

Rejsen dag for dag

**Søndag den 1. april: Afrejse fra Kastrup til Malaga. Med bus til Sevilla og byrundtur til bl.a. tobaksfabrikken, EXPO92-området og Maria Luisa-parken.

**Mandag den 2. april: Byvandring i Sevilla med besøg i blandt andet katedralen. Om eftermiddagen følger vi et par optog. Mulighed for at opleve flamenco i Santa Cruz om aftenen.

**Tirsdag den 3. april: Besøg i Alcázares Reales og herefter tid til at opleve påsken på egen hånd. Om aftenen nyder vi tapas i centrum af byen.

**Onsdag den 4. april: Med bus fra Sevilla til Granada. Om aftenen byvandring i Granada samt optog.

**Torsdag den 5. april: Besøg på Alhambra med både paladserne, Generalife og det gamle fort. Om aftenen optog, hvor påskefestlighederne kulminerer.

**Fredag den 6. april: Bustur til Malaga og besøg på Picasso Museet. Om aftenen afskedsmiddag.

**Lørdag den 7. april: Afrejse til Danmark.

Praktiske oplysninger

**Læserrejsen finder sted fra den 1. april til den 7. april 2007 og koster 8.600 kroner pr. person inklusive transport og halvpension. Tillæg for enkeltværelse. De i programmet beskrevne udflugter og entreer er ligeledes med i prisen.

**Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til granada.dk – kulturrejser på tlf. 8689 3191, hvor også tilmelding til rejsen skal foretages. Hurtig tilmelding til rejsen er nødvendig, da vores læserrejser hurtigt bliver udsolgt.

**Rejseledere på turen er Pia Köllner og Henrik Kidmose, indehavere af granada.dk – kulturrejser. Begge har en cand.mag.-uddannelse, er erfarne kulturformidlere og har boet en periode i Granada med deres tre børn.