Kort sagt

Absurd abortdiskussion

Johannes Birne

Carlshøjvej 3, Kgs. Lyngby

Der synes ikke at være grænser for forargelsen over, at spanske læger hjælper ulykkelige kvinder med at få en abort, som er blevet dem nægtet i Danmark. Jeg synes, det er flot gjort af de spanske læger, og moralen heri er helt rigtig fremfor som her, hvor politikere tvinger kvinder til at få et barn, som de ikke kan klare og derfor ikke ønsker. Hvad godt skulle der dog komne ud af det, for såvel moderen som barnet?

Tidspunktet for aborten er en fuldkommen absurd diskussion. Det afgørende er, at et barn ikke kommer til verden, hvad enten aborten sker i 12. eller 30. uge. Hæv abortgrænsen i Danmark til 30. uge, så ulykkelige mennesker kan blive hjulpet.

Vi må ikke slå ihjel

Fridtjof Stidsen

Kristendemokraterne, Korning Gammelby 35, Horsens

Der har den senere tid været en politisk debat om en senere abortgrænse. Meget skuffende at læse her i avisen, at De Konservatives sundhedsordfører foreslår en senere dansk abortgrænse. SF's sundhedsordfører vil "kun" sortere de handicappede fra på et senere tidspunkt i graviditeten. En senere abort er hårdere for kvinden, siger hun.

Jeg både væmmes, bliver vred og ked af det, når jeg læser om vore lovgiveres menneskesyn. I fratager et menneske livet med alt, hvad det indebærer.

Kristendemokraterne vælger barnets tarv. Og det er livet. Det er ikke et spørgsmål om abortgrænse eller handicap. Mennesket er fra undfangelsen et liv, som vi ikke må slå ihjel. Så vælg da livet, I politikere.

Tak til spanske læger

O. Thomsen

Baltoppen 193, Ballerup

Når man – som jeg – har haft mulighed for at følge unge piger, der har fået afslag på en sen abort og derved er blevet tvunget til at få et barn, de under ingen omstændigheder ønskede, og set sådanne unge mødre få deres fremtid fuldstændigt smadret, og det samme gælder barnet, kan jeg kun glæde mig helhjertet over, at der i Spanien findes ansvarsfulde læger.

Læger, som vil hjælpe sådanne kvinder af med det uønskede foster, som vore danske politikere vil påtvinge dem. De spanske læger gør derved både moderen, det ufødte barn og samfundet en tjeneste. Det er forvrøvlet at påstå, at det gør en forskel, om et foster er "levedygtigt" ved abort eller ej, som for eksempel i 32. uge. For det ville det foster, danske abortlæger fjerner i 12. uge, jo også være blevet, hvis de havde givet det lov til at blive i moderen i yderligere 20 uger. Så forskellen er altså den samme.

Opgør med relativiseringen

Jens Wendel-Hansen

medlem af KU, Skejby Vænge 1, 7., 14, Århus N

Sandheden er en uafhængig størrelse. Uanset om kristne, muslimer, jøder eller hinduer i sidste ende viser sig at have ret, så er sandheden fortsat en uafhængig størrelse, og den kan der ikke ændres på, hvor meget vi end ønsker det. Derfor er den tyske omskrivning af Bibelen i et politisk korrekt sprog et skammeligt projekt.

Man påfylder menneskelige standarder, ønsker og teorier om samfundsopbyggelsen i et af Gud inspireret værk i håb om, at vi på den måde kan ændre historie såvel som religion, men den går ikke!

I stedet for at basere hele vores livsopfattelse på fikse ideer, som fylder vores opfattelse af alting – for eksempel 100 procent ligestilling – burde vi forsøge at forholde os til den historiske virkelighed, som vi ikke kan ændre. Sandheden findes i virkeligheden – ikke i vore hoveder!

Politisk allierede

Mogens Lind

Grønbækvej 20, Rødovre

Kan se, at fru Bodil Kornbek fra Kristendemokraterne må få det svært med sine samarbejdspartnere, hvis hun får Kristendemokraterne ind i Folketinget – ud fra hendes indlæg den 4. november ikke mindst til partiet SF. Det er jo et af partierne, der går ind for fri abort samt ægteskab mellem to af samme køn.

Forskels-behandling

Paul Sandfort

Solbakken 10, Hornbæk

Under store sikkerhedsforanstaltninger blev der den 26. oktober på Christiansborg afholdt en konference med cirka 100 deltagere om antisemitismens vækst i Europa og behandlingen af temaet om antisemitisme, antizionisme i dansk presse og tv.

Skønt dette tema burde vække dansk presses interesse, var det faktisk meget småt med fremmødet af journalister. I presse og tv er emnet blevet mødt med den sædvanlige skamfulde tavshed. Havde det været et møde om islam, ville der have været fuldt af pressefolk og tv-fotografer med stor omtale.