I dæmpet lys i den store domkirke i København gik en lille flok irakiske børn og unge fra asyllejrene i Sandholm og Avnstrup med levende stearinlys lys i hænderne – en enkelt uden ild – op gennem kirkeskibet til de stod foran Thorvaldsens imponerende dåbsengel og Kristusfigur. Forbønsgudstjenesten i går eftermiddags med lysprocession var arrangeret af Københavns Stiftsudvalg for Etniske Minoriteter, og det er ikke første gang, at udvalget protesterer over de forhold, som asylansøgere og afviste asylansøgere efter deres mening urimeligt lever under.
Der var sat ekstra stole op ved siden af kirkebænkene i håbet om at fylde kirken med flere end de cirka 1500, der under normale omstændigheder er plads til. Det lykkedes dog ikke helt, selvom kirken var pænt fyldt op.
Snart lød Grundtvigs og Berggreens velkendte nytårssalme, "Vær velkommen, Herrens år", i sagens natur på dansk. Men efterfølgende blev gudstjenestens tekster oversat til både engelsk og arabisk. "Kom Helligånd, vær iblandt os", var en salme sunget på arabisk, og gudstjenesten sluttede med den engelske "O Come All Ye Faithful" (Kom, alle kristne).
Dagens tekst var fra evangelisterne Johannes og Matthæus, hvor Jesus blandt andet siger: "Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys."
Det var dog mere politik end lys, der havde præget diskussionen op til den særlige gudstjeneste og det brugte biskop Erik Norman Svendsen sin prædiken til indledningsvis at kommentere:
– Vores gudstjeneste i dag handler om Jesus, der er verdens lys, og om os, der i tro på ham selv skal lyse. Derfor begyndte vi med at lade børnene fra asyllejrene bærer lys ind i kirken, og efter prædikenen vil der være lystænding midt i kirkeskibet, hvor vi alle kan være med. Det er alt sammen et tegn på, at vi tror på ham, der kaldte sig verdens lys, og at vi i troen på ham ved os forpligtet på vore medmennesker.
– Jamen, er der nogle, der spørger: Er det ikke at blande sig i politik at holde forbønsgudstjeneste for irakiske asylansøgere? Jeg vil gerne understrege, at det ikke er vores hensigt med denne gudstjeneste, og det er heller ikke vores opgave. Derimod vil vi gerne være med til at bevidne det dilemma, mange irakere netop nu befinder sig i, fordi de hverken tør rejse hjem til deres fædreland, sådan som situationen har udviklet sig i Irak, eller kan få lov at tage del i samfundslivet her i landet som alle andre. Mange af dem har været i lejrene i fem år, og den usikre fremtid er måske det, som slider mest.
Som Dia Yafasova skriver i sin dagbog fra Sandholm: "Det allerværste ved flygtningelivet i Sandholm – det er ventetiden. En giftig tilstand af uvished, hvor man lige så langsomt går til, mens man afventer sin dom", sagde Erik Norman Svendsen i sin prædiken, som var udsendt til pressen på forhånd, og som også blev oversat til arabisk foran alteret.
I slutningen af gudstjenesten vandrede de unge irakere igen ud af kirken, og så var der lejlighed til at smage på irakisk mad og få en orientering fra tre irakere om deres situation, og hvorfor de ikke har mulighed for at rejse tilbage. Hvis man var interesseret.