Ligesom i Danmark fortsætter debatten i Tyskland om, hvorvidt Tyrkiet bør blive medlem af EU eller ej.
En af de kendte modstandere af et tyrkisk EU-medlemskab er den 41-årige politiker Peter Liese fra den konservative union, CDU/CSU.
Han har de seneste 12 år arbejdet som EU-politiker og betragter modstanden mod et tyrkisk EU-medlemskab som en af sine vigtigste mærkesager. Kristeligt Dagblad har talt med ham om grundene til at sige nej til Tyrkiet.
Hvorfor er De imod et tyrkisk medlemskab af EU?
– Tyrkiet opfylder ikke en række kriterier, som alle lande skal opfylde, før de kan blive medlemmer af EU. Tyrkiet overholder stadig ikke menneskerettighederne, og kvindernes rettigheder bliver også tit overtrådt. Vi bør ikke glemme, at folk stadig udsættes for tortur i Tyrkiet. Alene af den grund var det en stor fejl, at EU i det hele taget begyndte forhandlingerne med Tyrkiet om et EU-medlemskab.
Tyrkiet har også meget store problemer med religionsfriheden. Når muslimer kan bygge moskeer i lande som Tyskland eller Danmark, bør EU ikke acceptere, at kristne mangler samme frihed til at bygge deres kirker eller praktisere deres tro i Tyrkiet.
Man kan naturligvis håbe, at Tyrkiet ændrer sig på disse punkter, men det er ikke nok. Der findes yderligere to vigtige grunde, der på længere sigt taler imod et tyrkisk EU-medlemskab.
For det første er Tyrkiets størrelse og geografiske placering et problem. Tyrkiet er stort, og kun tre procent af landet ligger i Europa, mens 97 procent ligger på det asiatiske kontinent. Hvis EU begynder at optage lande, som ligger så langt ude i kanten af Europa, er der fare for, at EU udvides i det uendelige, og så findes der ikke længere noget indre sammenhold i EU.
For det andet er Tyrkiet et økonomisk svagt land. Sammenlignet med de lande, der blev optaget i EU i 2004, det vil sige Ungarn, Tjekkiet og Polen, vil et tyrkisk medlemskab koste EU dobbelt så meget som de tre lande sammenlagt har kostet os. Tyrkiet hører ikke hjemme i EU og bør derfor aldrig blive medlem af unionen. Det vil være langt bedre, hvis landet udelukkende får status som EU's privilegerede partner.
Hvilke fordele ville tyrkerne have af et privilegeret partnerskab?
– En væsentlig fordel vil være, at samarbejdet hurtigt kan gennemføres. Hvis Tyrkiet skal blive et rigtigt medlem af EU, er der tale om en proces, der varer mindst 10 eller 15 år. Så alene af den grund vil Tyrkiet være bedre stillet med et privilegeret partnerskab, fordi vi langt hurtigere vil kunne indføre et bedre samarbejde på alle de områder, hvor det er muligt.
I EU er størstedelen af befolkningen kristen, mens de fleste borgere i Tyrkiet er muslimer. Er det et stort problem for EU?
– Efter min mening spiller religionsforskelle slet ingen rolle. I Europa lever der mange mennesker, der ganske vist er kristne ifølge deres dåbsattester, men de fleste praktiserer ikke deres tro. Derfor kan vi ikke længere tale om et kristent Europa, for det findes ikke. De muslimer, der bor i Europa, udgør ganske vist et mindretal, men det er et meget vigtigt mindretal og en del af Europa.
Jeg vil aldrig udelukke et land fra at blive medlem af EU, blot fordi det har en muslimsk befolkning. For eksempel vil jeg ikke afvise, at et land som Bosnien-Hercegovina med tiden kan blive medlem af EU, og der er en stor del af befolkningen jo som bekendt muslimer. I Tyrkiets tilfælde taler derimod de grunde, som jeg før har nævnt, imod et EU-medlemskab.
Mange indvandrerorganisationer i Tyskland mener, at et tyrkisk EU-medlemskab vil kunne styrke integrationen af tyrkiske indvandrere i EU-landene. Kan det ikke skade integrationen, hvis vi fortsat siger nej til Tyrkiet?
– Jeg har stor forståelse for, at borgere fra Tyrkiet ønsker samme fordele her i landet som for eksempel danske eller spanske borgere. Danskere bosat i Tyskland kan jo stemme ved kommunalvalg og EU-valg, hvilket tyrkiske borgere ikke kan, og danskerne kan også lettere passere grænserne.
Hvis Tyrkiet blev EU's privilegerede partner, ville vi kunne forhandle os frem til at give landets borgere lignende fordele, så de ikke føler sig som andenrangsborgere i EU.
Er der ikke en fare for, at de fundamentalistiske kræfter i Tyrkiet bliver stærkere, hvis EU hele tiden afviser et tyrkisk EU-medlemskab?
– Jeg er langt mere bange for, at de fanatiske kræfter styrkes, hvis EU fortsat lover Tyrkiet mere, end vi kan holde. Jeg kender desværre en række politikere, der kun er tilhængere af et tyrkisk EU-medlemskab rent proforma. Det er folk, der inderst inde ikke tror, at Tyrkiet kommer så langt, at et medlemskab kan realiseres. De har følgende strategi: "Vi lover tyrkerne et EU-medlemskab, hvilket sandsynligvis får den tyrkiske regering til at gennemføre en række reformer, men i sidste ende vil reformerne sikkert ikke være nok til, at landet kan blive medlem."
Hvis tyrkerne oplever, at Europa lover noget, som vi ikke kan holde, vil de fanatiske kræfter i landet først rigtig blive styrket. Derfor er jeg overbevist om, at vi bedst kan hjælpe de liberale og vestlige kræfter i Tyrkiet, hvis vi er ærlige. Det er langt bedre at sige til Tyrkiet, at landet ikke kan blive medlem end at give løfter, vi ikke står inde for.
I den tyske regering er der jo uenighed om Tyrkiets medlemskab af EU. CDU/CSU er imod, mens SPD er tilhænger. Kan spørgsmålet bringe regeringssamarbejdet i fare?
– Nej. Det er ganske vist rigtigt, at SPD officielt er for et tyrkisk medlemskab, men partiet støtter ikke længere sagen på samme markante måde som dengang, Gerhard Schröder var leder. Partiet ved, at ikke alene flertallet af befolkningen, men også af SPD's egne vælgere er imod, at Tyrkiet bliver EU-land. En række socialdemokrater står nu åbent frem og giver os ret, og jeg har indtrykket af, at de bliver flere og flere.