Farfaderen sidder i en lænestol i stuen med bamser og dukker stillet op omkring sig. Han sover. Fotografiet er taget på Stine Aagaard Mathieus fødselsdag, da hun var barn. Det præcise år er uvist, men datoen står fast: Det var den 1. januar.
Moderen stod nemlig "troligt og lavede lagkage om morgenen hvert år den 1. januar" til sin ældste datter, som ikke kunne forstå, at gæsterne altid var så trætte på hendes fødselsdag. Farfaderen havde stillet tøjdyrene op for at lege med sine børnebørn, men havde ikke kunnet modstå den bløde stol og Ole Lukøjes sand, der skurrede i øjnene på ham efter en sen nytårsaften.
Stine Aagaard Mathieu er født den 1.1. og er den tredje i serien Menneske af Måneden, hvis bagvedliggende idé er at vise, at alle har en historie. Menneskelige fortællinger i medierne handler som bekendt oftest om berømtheders liv og levned og om deres meninger om dette og hint.
Hvad føler og mener en journalist selv – bag mikrofonen, som hun jo plejer at holde for andre? Stine Aagaard Mathieu er journalist og fortæller her sin livshistorie.
Den starter på slaget tolv nytårsaften 1975, da Stines mor med en fuldgravid mave hopper ned af stolen og ind i det nye år. Hvad hun endnu ikke ved, er, at hoppet – sådan bliver det i hvert fald senere udlagt – har sat fødslen i gang. Stine er på vej ud, men ligger forkert med numsen nederst. Så da vandet går, går der også mere eller mindre panik i de unge, vordende forældre.
Vennerne, der bebor underetagen i den etværelses lejlighed i et nybyggeri i Farum Midtpunkt, kan de næste timer høre faderen vandre hvileløst rundt, indtil ambulancen kommer. Klokken fem om morgenen, efter et vellykket kejsersnit på Hillerød Sygehus, kommer en sund og rask lille pige til verden.
Stines mor er på det tidspunkt 23 år og studerer til farmaceut, hendes far er 25 år og soldat, siden færdiguddanner han sig til bygningsingeniør. Stine er et stille og fornuftigt barn, der er vant til at blive talt meget til, men knap så vant til de sociale spilleregler blandt andre børn.
Da Stines forældre venter nummer to, og den etværelses lejlighed bliver for trang, flytter de til en forstad til Ringsted. Siden flytter de videre til Herfølge til en nyopført satellitby med udsigt til parcelhuse, marker og butikscenter. Da hun skal i skole, bliver det ingen faglig succes; i de første seks år havner hun i en dårlig klasse med dårlige lærere og får langtfra lært sig det samme som sin dygtige lillesøster.
Efter niende klasse er Stine både skoletræt og træt af at bo hjemme, så hun tager på sommersprogskole i England, hvilket vækker hendes rejselyst. Hun starter i sproglig 1. g på Køge Gymnasium. Indholdet i timerne siger hende dog ikke meget; med egne ord er Stine på det tidspunkt "en overfladisk poptøs", der mest går op i sit udseende, smart tøj, kærester og veninder.
Så da moderen, som i mellemtiden har gjort karriere inden for medicinalbranchen, skal udstationeres til Budapest for at bygge en ny filial op for medicinalfirmaet
Astra, lyder det godt i den 17-årige piges ører. Er der palmer i Ungarn? spørger hun sin mor, og forestiller sig et højst eksotisk sted.
– Men jeg blev farligt skuffet, fortæller Stine Aagaard Mathieu, en lille, spinkel kvinde med et direkte blik.
Hun sidder i en julepyntet stue i sit og sin canadiske mands hus på Amager. Deres to døtre på henholdsvis tre og halvandet år skal nå at opleve lidt julehygge i Danmark, synes hun, inden de flyver til Canada for at holde jul med mandens familie i Quebec. På anden sal bor hendes søster med sin mand og lille søn. Søstrene hjælper hinanden med at få en travl hverdag til at hænge sammen.
Næste gang fylder Stine 32 år, hun er kontraktansat på DR 2, hvor hun laver multimedieprogrammer for kanalens uddannelsesafdeling. Ellers har hun primært arbejdet som freelancejournalist. Hendes kombination af selvdisciplin og frihedstrang gør, at det bekommer hende vel. Hun fortsætter sin fortælling:
– Det var i 1990, så "muren" mellem Vest- og Østeuropa eksisterede reelt endnu. Vi rejste i bil til Ungarn. På landet var der fattigt og primitivt, Budapest var gråt i gråt.
– Jeg kom fra et land, hvor forbrug nærmest er alt, og spurgte straks til, hvor tøjbutikkerne lå. Jeg blev så skuffet, da den eneste smarte forretning var en Levis' butik, hvor folk stod i en lang kø udenfor. Der var simpelthen ikke noget at købe.
De mange nye indtryk var for den uprøvede provinspige dog ingenting i forhold til det, hun kom til at opleve på sin nye skole, Den Internationale Amerikanske Skole i Budapest. Her gik primært diplomaters og erhvervslederes børn, og læringsniveauet var så højt, at gymnasiet tangerede et universitetsniveau og gav direkte adgang til de bedste universiteter i England og USA. Stine faldt igennem med et brag.
– Jeg så undrende på mine nye kammerater, det var helt andre værdier, end jeg kendte til, som stod på spil her. De succesfulde og populære var de dygtige, som havde noget på hjerte. De kunne stille sig op og lave en fantastisk faglig præsentation, spille teater eller synge. Her betød udseende meget lidt, mens indhold var alt. Mine nye kammerater var så intelligente og ambitiøse, og jeg kunne jo se, at jeg manglede noget.
Men i stedet for at give op, antændtes hendes indre fighters latente glød, og hun kæmpede for at nå op på niveau med sine klassekammerater.
– Aldrig har jeg lavet så mange lektier i mit liv, jeg gik i skole fra 8 til 16, havde drama til klokken 18, tog hjem og spiste aftensmad og sad så til klokken to om natten med lektierne.
Motivationen kom dog også fra en mere uventet kant, Amors uforudsigelige pil. Tomer, der gik i Stines klasse, var diplomatsøn fra Israel. I løbet af det første år faldt de to for hinanden og blev kærester.
Samtidig blev hun veninde med Tomers lillesøster Keren. Begge
søskende var "lysende intelligente" og gav Stine endnu mere mod på skolearbejdet. Desuden bemærkede lærerne, hvordan Stine kæmpede og kom hende i møde med ekstra hjælp.
Da det første år var gået, havde hun chancen for at vende hjem til et dansk gymnasium, men trods sliddet besluttede hun sig for at fuldføre International Baccalaureat, en gymnasial uddannelse på særlig højt niveau. Hun havde taget de nye værdier til sig og var på vej til at blive en ambitiøs, målrettet og meget motiveret ung pige.
– Der er særligt én lærer, jeg gerne vil nævne, for hans indsats kom til at ændre mit liv. Det var Mr. Wilkinson, som blev min dramalærer. Jeg kan huske, jeg skulle skrive en meget svær stil, hvor jeg skulle sammenligne Henrik Ibsens "Et dukkehjem" med en græsk tragedie. Da jeg havde skrevet fem tætpakkede sider, viste jeg Mr. Wilkinson min stil. Han læste den og pegede ét afsnit ud. "Dét her er genialt, det vil jeg gerne høre meget mere om, glem resten."
– Genial? Kunne jeg være genial, det var der aldrig nogen, der havde sagt til mig før. Han kunne lige så godt have sagt, at det næsten alt sammen var ubrugeligt møg, men i stedet blev jeg så inspireret og begyndte at tænke store tanker, mens vi fik lavet stilen i fællesskab.
Oplevelsen står for Stine som et vendepunkt, som gav hende nye øjne på sig selv og på, hvad hun kunne. I dramatimerne lærte hun dybden af sine følelser at kende. Da hun skulle spille en kvinde i krig, der havde mistet sit barn, spurgte Mr. Wilkinson hende, om hun havde oplevet dyb savn. På det tidspunkt var kæresten Tomer for nylig rejst tilbage til Israel for at aftjene tre års værnepligt.
– Når jeg stod på scenen foran mange mennesker, kunne jeg med ét bryde ud i gråd, når jeg tænkte på Tomer, jeg savnede ham vanvittigt.
Stine bestod International Baccaleurat med flotte karakterer. Nu var hendes eneste ønske at rejse ned til Tomer og søsteren Keren i Tel Aviv. De var begge kommet ind i hærens eliteenheder, men da hun mødte dem i deres hjemland, var de pludselig ganske forandrede.
– Fra at have været åbne og tolerante, mødte jeg nu to mistænksomme og autoritetstro mennesker, der hele tiden tænkte på krig. I det hele taget var Israel præget af at være en nation i krig. Selv kvinder kan knap få job, hvis de ikke har aftjent værnepligt, og de fleste bærer våben.
Stine fik en lejlighed i Tel Aviv og gik på sprogskole for at lære hebraisk. I året, der fulgte, blev hun atter konfronteret med ukendte sider af sig selv. Tomer måtte af sikkerhedsmæssige grunde ikke have en udenlandsk kæreste, mens han var i militæret, så de måtte lyve om deres forhold, og militæret kunne finde på at dukke op for at tjekke hendes lejlighed.
– Jeg overvejede, om jeg ville kunne leve og få børn i Israel. I så fald blev jeg nødt til at aftjene værnepligt, tænkte jeg, for i det mindste at kunne forsvare mine børn som Tomers mor, der engang skød nogle palæstinensere, som var trængt ind i en børnehave for at dræbe børnene.
Atter engang fik Mr. Wilkinson en afgørende indflydelse på Stines liv, da han opfordrede hende til at skrive om sine oplevelser i Israel. Han mente, hun burde udnytte sit skrivetalent og blive journalist i stedet for læge og gå i sin mors fodspor, som hun havde planer om.
Danmark var en stor heltenation, der havde hjulpet jøderne under Anden Verdenskrig, fik hun at vide af Tomers begejstrede familie. Og da Stines farfar havde været modstandsmand under krigen, fortalte hun igen og igen om hans heltedåd. Godt nok var hun ikke jøde, men dette var da det næstbedste, følte hun.
Efterhånden blev den nu 20-årige pige afklaret. Hun ville ikke kunne leve i konstant angst for sit og sine nærmestes liv.
Hun overvejede at tage videre til sine andre venner i USA for at studere.
Men moderen var bange for, at Stine aldrig ville vende hjem igen, hvis ikke hun kom tilbage til sine rødder nu. Stine besluttede sig for at rejse hjemad.
Det blev en brat opvågnen til det "kolde Danmark", hvor hun efter knap fire år i udlandet følte sig fremmed og ensom, alene med sine mange oplevelser.
Selvom en gammel veninde hjalp hende med at finde en lejlighed på Christianshavn, hvor også hun boede, så de ikke meget til hinanden. Stine følte sig fremmed over for
sine gamle veninder, der stadig kredsede om tøj, udseende og sladder.
– Jeg prøvede virkelig, men kunne ikke se nogen mening i deres overfladiske snak. Folk havde ofte svært ved at rumme, at jeg havde oplevet så meget og fundamentalt ændret mig. Jeg følte mig forkert og følte, at folk havde nok i sig selv og ikke kom hinanden ved. Min forestilling om det stærke, frie danske folk med et stærkt sammenhold led et gevaldigt nederlag.
I dag handler Stine Aagaard Ma-thieus leveord om at hvile i sig selv og kende sig selv.
– Man bliver skizofren, hvis man er ude for mange skift i sit liv og læner sig for meget op ad andre. Man må lytte til sig selv og ikke gå så meget op i, hvad andre tænker eller forventer. Jeg bliver for eksempel nødt til at være i balance med mig selv, hvis jeg skal have overskud til mine børn. De afspejler jo direkte min sindstilstand.
Det internationale har hun holdt fast i ved at gifte sig med en udenlandsk mand, som i dag er ph.d.-stipendiat på RUC. De mødte hinanden samme sted, da Stine gik på den Internationale Humanistiske Basisuddannelse, og han var udvekslingsstudent.
Siden tog hun til Montreal et år som udvekslingsstudent for at være sammen med David. Efter endnu et år besluttede de sig for, at det skulle være dem. En uge før brylluppet den 27. maj 2000 ankom David med jetlag og en stor familie for at blive gift med sin udkårne.
– I starten tog vi vores ægteskab som en slags prøvetid, men efter at have fået børn er vi fast besluttede på at blive sammen. Den ene forælder kan jo ikke bo på den anden side af jordkloden, uden at børnene mister kontakten. Derfor er vi også afklarede med, at vi søger professionel hjælp, hvis der opstår problemer i forholdet, som vi ikke selv magter, fortæller Stine Aagaard Mathieu, der heldigvis har haft lang tid til at øve sig i ordet commitment.
Som epilog kan fortælles, at da moderen i 1997 rejste hjem fra medicinalfirmaets filial i Budapest, var der over 100 mennesker ansat. Da hun ankom syv år tidligere, var der to. I dag er hun direktør for Astra-Zenecas danske afdeling. Så noget kunne tyde på, at datteren ikke har sin stålsatte vilje fra fremmede.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
FaktaStine Aagaard Mathieu
**Født den 1. januar 1975 i Farum Midtpunkt. Er uddannet cand.com fra RUC med Internationale Studier som andet fag. Arbejder på DR 2, hvor hun laver multimedieprogrammer. Bor på Amager med sin mand og deres to børn.
FaktaDet bedste og det værste ved januar:
**–Det værste er, at julen er overstået og der er lang tid til foråret. Det er mørkt, og det regner altid, januar er en kedelig måned. Det bedste er, at man går igennem et mørkt hul, og til sidst bliver så træt af sig selv, at man hiver sig op og kommer i gang igen - det er jo egentlig dét, nytårsforsæt er – så ved man, foråret er på vej.
FaktaAlmanakken 1. januar:
**Sol op 8.39, sol ned 15.58. Første dag i den gregorianske kalender, der er 364 dage tilbage af året, og 365 i skudår. Dagen har ikke noget officielt navn, men kaldes i folkemunde ofte Jesudag, da Jesus blev omskåret, 8 dage efter fødslen. I Tycho Brahes kalender er det en af de uheldige dage. Dronningen afholder nytårskur, og dagen er nationaldag i Sudan og på Cuba.
**404 afholdes de sidste gladiatorkampe i Rom. 1622 giver paven tilladelse til, at året begynder 1. januar, hidtil har det været 25. marts. 1970 indføres kildeskatten i Danmark.
**1895 fødes J. Edgar Hoover, tidligere, berygtet chef for det amerikanske forbundspoliti FBI.
**1559 dør kong Christian den tredje i Koldinghus.