Politisk set
De ville gavne demokratiet, sagde redaktørerne, da Danmark for få måneder siden fik tre nye gratisaviser. De ville leve op til det gamle billede af pressen som demokratiets vagthund. De ville ikke kun levere korte enkeltsager og "informationsunderholdning", som ikke øger borgerens indsigt i vigtige samfundsemner.
Nu har vi set, at de ikke rigtig lever op til deres markedsføring. En stor del af deres indlandsstof er uden politisk relevans. Og deres politiske stof er ofte historier om den politiske proces, mere end om indhold. Der er ingen grund til at tro, at disse rent annonceafhængige aviser fremmer demokratiet mere end de skader ved at kvæle betalingsaviser.
De fleste betalingsaviser taber i forvejen år for år oplag. Men også i de fleste betalingsaviser og i tv lider den politiske journalistik af stærk procesorientering, om taktik og christiansborgske intriger. Og konfliktorientering. Især valgkampe kan blive dækket, som var det hestevæddeløb. Et eksempel: En analyse af Jyllands-Postens dækning af valgkampen i 2001 viste en konfrontationsretorik om "helte", "skurke", "hær", "førsteudfordrere", "udebanesejr", "direkte angreb", "angrebsflanke" og så videre.
Stoffet skal helst konkretiseres, personificeres, intensiveres og sættes ind i kendte stereotyper om for eksempel det gode og det onde og for tv's vedkommende visualiseres.
Det på trods af, at medieverdenen egentlig udmærket ved, at mange borgere foretrækker viden om det politiske indhold frem for information om taktiske rævestreger.
Tv stresser både tempoet i medierne og den politiske beslutningsproces.
Indslagene i tv er blevet kortere. Det er afgørende at kunne formulere sig kort og fyndigt. Rundt regnet skete der i løbet af tre årtier en halvering af den tid, som en kilde fik lov til at udtale sig i TV-Avisen.
Den telekommunikative udvikling har fået det politiske liv til at vibrere nervøst. Fotokopiering, telefax, e-mail, søgesystemer, hjemmesider og mobiltelefoner medvirker til en mangedobling af de politiske signaler. Journalisternes egen tid og uddannelse er ikke altid tilstrækkelig til, at de fuldt ud forstår de emner, de behandler. Der spilles ud i medierne, og svar skal helst gives straks i medierne, politikerne har ikke råd til at vente, til sagen for eksempel diskuteres i Folketinget. Eller til de har drøftet sagen med deres partibagland. Selv talehastigheden er øget – uden at tænkehastigheden nødvendigvis er fulgt med.
Den sindighed – et gammeldags begreb – og grundighed, som lovgivningsprocessen kræver, harmonerer ikke med det tempo, der er i samfundsdebatten i "informationssamfundet".
Medierne har en håndfuld nyhedskriterier. Et par af de vigtigste er konflikt og sensation.
Konflikt og sensation har ud fra en demokratisk betragtning begrænset værdi. Det er at gå for vidt at bandlyse alt stof om konflikter, men konflikter er først rigtigt interessante, hvis de drejer sig om indhold, ikke kun om personer og "magtkampe".
Ofte mangler medierne ressourcer og grundighed. Selvom man søger eksklusive kilder, så kan kilderne i mange tilfælde være ret forudsigelige. Først andre politikere, der for eksempel vil rejse sagen ved et "samråd", lidt senere eksperter fra universiteterne og andre steder, så man kan finde sin egen "vinkel" på historien.
Efter et par dage kommer der nogle kommentatorer frem, der mener det modsatte af, hvad der var den fremherskende opfattelse i første omgang. Efter et stykke tid sker måske ikke mere, og alt kan være ved det gamle. Vagthunden er blevet til en retningsløs jagthund.
Når det går højt, vogter pressen i demokratiet. Alt for sjældent er den vogter af demokratiet. Den moderne avis kan imidlertid godt fungere som vogter af demokratiet ved at afdække også det dårlige ved vore institutioner – pressesnavs kan rengøre institutioner, som den tidligere politiker Erling Olsen vittigt har sagt.
Det er godt nok, at medierne søger at få solohistorier. Når der afsættes ressourcer til den rigtige sag og til en grundig research. Det skete for eksempel ved Tamil-sagen og ved Farum-sagen. Men medierne magtede ikke efterfølgende at sætte en dagsorden, der kunne ændre institutionerne, så tilsvarende sager kan undgås fremover.
De små niche-dagblade som Kristeligt Dagblad, Børsen og Information har i de senere år haft en fremgang. Ingen af dem forsøger at dække "det hele". Ingen af dem har ressourcer til at komme først med alt. Ingen af dem giver altid det dybeste indblik.
Hvad er deres hemmelighed? De har hver sit særlige område, hvor de kommer mere i dybden end andre medier. De forsøger alle at være seriøse. For Kristeligt Dagblads vedkommende gælder det endvidere, at avisen er læserens ledsager på livsrejsen, som det er blevet sagt. I det må ligge, at avisen ikke kun er aktuelt informerende.
Det er ikke altid bedst at være først. Avisen skal også give indblik. Og den må også give overblik over nutiden ved at placere den i forhold til fortid og fremtid. Det kræver ro og tid både hos den skrivende og hos læseren.
Overblik bør også gives over de stille og glidende, ofte næsten umærkelige og derfor oversete ændringer af vort samfund. At give historisk perspektiv er derfor en vigtig del af avisernes demokratiske opgave.
Tim Knudsen er professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.