KIRKEN I VERDEN
Konservative kristne fra flere trossamfund – fra karismatiske protestanter til traditionalistiske katolikker – indgår i stigende grad alliancer om at lægge pres på politikerne i kontroversielle etiske og moralske spørgsmål. Det gælder blandt andet abort, stamcelleforskning og homoseksuelle ægteskaber. Men skønt samarbejdet undertiden giver politiske resultater, så skygger det også for, at kirkerne teologisk tit ligger milevidt fra hinanden. Enigheden skyldes, at man ser en fælles fjende i det verdslige samfund, og ikke at man har lagt de dogmatiske stridigheder bag sig. Og det svækker bestræbelserne på en ægte kristen enhed.
Det mener i al fald den norske teolog Ola Tjørhom fra Missionshøjskolen i Stavanger, der i en artikel i det engelske, katolske tidsskrift The Tablet, for nylig skrev, at det kristne højres succes i for eksempel USA dækker over en "teologisk forvirring".
"Det er en koalition, der baserer sig på en mærkelig blanding af "gode gammeldags værdier" og neo-konservativ ideologisk overbevisning," fastslog han.
"Jeg anfægter ikke, at etikken er afgørende teologisk. Men traditioner, der afviger fra hinanden i en sådan grad, at de er hinandens totale modsætninger, når det drejer sig om kirkeforståelse, sakramenter, og i nogle tilfælde også i deres syn på frelse, har desperat brug for en dialog om dogmatik," konkluderer han.
Tjørhom står ikke alene med sin bekymring. Alligevel er det svært at komme udenom, at den teologiske dialog mellem den katolske kirke og de efter-reformatoriske kirker kun tager meget få skridt fremad, hvis den da ikke ligefrem går tilbage.
Fem hundrede års polemik, misforståelser og fordomme er ikke sådan at rede ud, også fordi kirkerne i mellemtiden selv har bevæget sig i forhold til deres oprindelige udgangspunkt. Det gør den økumeniske samtale til et meget tidskrævende projekt, og tid er måske det, som kirkerne har mindst af, hvis de skal undgå at blive ignoreret af markedskræfterne og politikerne. Det gælder ikke mindst i Europa.
Al erfaring viser til gengæld, at de kristne står stærkt, når de taler med én stemme. Og en økumenisk dialog, der har tabt pusten, kan måske få nyt liv ved, at parterne bevidst går på tværs af den teologiske labyrint og i stedet indtager et fælles moralsk standpunkt.
Det skete for to uger siden i forbindelse med, at den britiske regering som led i en lovpakke mod diskrimination af homoseksuelle ville tvinge katolske adoptionsbureauer til også at formidle adoptioner til homoseksuelle. Ikke overraskende protesterede den katolske kirke mod loven. Mere overrumplende var det, at lederen af den anglikanske kirke, ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, og den katolske leder, kardinal Murphy-O'Connor i fællesskab skrev til Tony Blair og bad om dispensation.
Det fik de ganske vist ikke noget ud af. Men den fælles henvendelse, og den omtale den fik, viste ikke desto mindre, at både regeringen og de store partier, Labour og Konservative, var langt mere delt i spørgsmålet, end man først skulle tro.
Det fælles initiativ vakte imidlertid særlig stor opsigt, netop fordi den teologiske samtale mellem anglikanere og katolikker går trægt. Spørgsmålet om kvindelige præster og især biskopper samt synet på homoseksuelles ligestilling deler parterne, ligesom det har skabt splittelse internt i den anglikanske kirke. Rowan Williams havde derfor al mulig grund til at holde en lav profil. Alligevel var Daily Telegraph meget klar i sin analyse af ærkebiskoppens bevæggrunde.
"Både han og kardinalen lovede at handle i fællesskab på en række moralske og sociale områder, da de begge mødte pave Benedikt XVI i Rom sidste år. Og brevet siges at afspejle denne nye enighed," skrev avisen den 26. januar. Hvis det er rigtigt, så overtrumfede etikken altså dogmatikken i dette tilfælde og med fuld støtte fra både Rom og Canterbury.
Andreas Rude skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.