Social café løser selv sit røgproblem

Rygeafdeling og luftrenser har skabt gode forhold for personale og brugere på Café Paraplyen i Køben-havn. En lovstramning vil kun forværre forholdene for de socialt udsatte, frygter caféens leder

Keld bruger meget af sin tid i Café Paraplyens åbne rygerum. Et lukket rygerum vil gå ud over nærkontakten, mener caféens ledelse. -- Foto: Peter Kristensen.
Keld bruger meget af sin tid i Café Paraplyens åbne rygerum. Et lukket rygerum vil gå ud over nærkontakten, mener caféens ledelse. -- Foto: Peter Kristensen.

Det oser kun af hygge, når man træder ind i Café Paraplyen, KFUM's alkoholfrie sociale café på Frederiksberg. I et snævert afsides liggende lokale suppleres hyggen derimod med tyk tobaksrøg. Der er ingen dør ind til lokalet – bare en stor åbning. Det er et bevidst træk fra personalets side.

– De mest belastede brugere føler sig i forvejen skubbet ud, og det ville kun blive værre, hvis de skulle sidde i et afsides, lukket rum, siger caféens leder, Tina Holdt Kragh.

Hun ryger ikke selv, og hendes assistent, Lene Mette Klit, er rygestop-instruktør, men begge står stærkt fast ved, at brugerne får lov til at ryge inden døre.

– For de mest socialt udsatte og de, der er kommet ud af narkotikamisbrug, er rygningen en slags selvmedicinering. Et forbud ville være at tage noget af det sidste, de har, fra dem, siger Tina Holdt Kragh.

Café Paraplyen indrettede det lille rygerum, efter at arbejdstilsynet for et år siden var forbi og krævede frisk luft mellem de sandfarvede vægge med det matchende linoleumsgulv. Derfor har caféen også installeret en luftrenser og vedtaget et rygeforbud omkring frokosttid, når caféen serverer mad for op til 80 mennesker. De nye rygeforhold har været til stor glæde for personalet og de brugere, som ikke ryger.

– Der er nogle få brugere, som ikke kommer her længere, og nogle af brugerne kan godt finde på at bide af os eller tænde en cigaret i caféen for at demonstrere, at de er utilfredse med de nye regler, siger hun, men understreger, at langt de fleste rygere respekterer de nye regler.

Én af dem er Keld. Han har røget, siden han var seks år, og han ryger, fra han slår øjnene op om morgenen, til han lægger sig igen. Han kommer dagligt på caféen, og at dømme efter den levende snak og den skraldende latter er det fællesskabet, der trækker i ham.

– Det er noget pjat med de nye regler, men man indstiller sig på det. Så længe vi stadig kan ryge, siger han.

– Hvis de sætter en dør op, vil jeg hellere gå udenfor, siger Ivan, hvis muskuløse underarme er dækket af tatoveringer.

– Men de kan da ikke sende folk udenfor, hvis det øser ned, siger Bennie.

Det kan blive konsekvensen, frygter Tina Holdt Kragh. Hun tror ikke, at caféens rygerum vil leve op til lovens krav.

– Vi kan ikke adskille rummene med en dør, for folk går hele tiden frem og tilbage, og det betyder meget i vores omsorgsarbejde, at der hele tiden er en tæt kontakt mellem brugerne og de frivillige, siger hun.

– Vi kan heller ikke byde de mennesker, som ikke engang har ressourcer til at få hverdagen til at hænge sammen, at stå udenfor og ryge året rundt, siger hun og tilføjer:

– Det ville være frygteligt, hvis de holdt op med at komme her, og vi vil gøre alt for, at de bliver.

johansen@kristeligt-dagblad.dk