Kirken åbner dørene for hiv-smittede

RELIGION OG SAMFUND: Mange af Zambias hiv-smittede tør ikke stå frem i lyset, fordi de er bange for at blive diskrimineret. I et forsøg på at bryde med stigmatiseringen slår kirken dørene op for de hiv-smittede

En mand i Lusaka har indset, at der er penge i at lave kister. Hver fjerde zambier i hovedstaden er nemlig smittet med hiv, og hver dag dør 210 mennesker mellem 15 og 49 år af aids. -- Foto:Klaus Holsting.
En mand i Lusaka har indset, at der er penge i at lave kister. Hver fjerde zambier i hovedstaden er nemlig smittet med hiv, og hver dag dør 210 mennesker mellem 15 og 49 år af aids. -- Foto:Klaus Holsting.

Da 46-årige Ackim Sakala mellem 1998 og 2002 tabte sig fra 70 til 41 kilo – og samtidig led af

både af malaria og tuberkulose

– vidste han endnu ikke, at han var blevet smittet med hiv.

Men han bed efterhånden mærke i de bebrejdende blikke, som er en del af stigmatiseringen af hiv-smittede i Zambia: Folk hvisker af en på gaden, og man vil ikke spise af samme tallerken eller sidde på samme stol som en smittet. Han besluttede sig for at tage testen. Den var positiv.

– Men selvom jeg kendte til min status, fortalte jeg først mine fem børn om sygdommen to år efter, siger Ackim Sakala, der er lærer på en skole i Zambias hovedstad, Lusaka.

Heldigvis var hverken hans kone eller børn smittet. Samme dag, som han fortalte sine børn om smitten, besluttede han sig for at tage kampen op mod diskriminationen og gøre sit for at bryde med tavsheden. Ackim Sakala meldte sig ind i kirkens "Circles of Hope", som samme år spirede frem i flere kirker i Lusaka – byen, hvor hver fjerde er smittet med hiv.

I dag er der 30 grupper rundt omkring i kirkerne, som har til formål at bryde med stigmatiseringen af hiv-smittede. I grupperne taler de om, hvad sygdommen gør ved kroppen, og de opfordrer hinanden til at stå frem og tale om deres status som hiv-smittet.

– I vores kirke begraver de jo nærmest en hver uge, som er død af aids. Derfor må kirken også åbne dørene for os, mens vi lever, siger Ackim Sakala.

Samtidig besluttede han sig for at stå frem og fortælle om sygdommen i et fjernsynsprogram.

– Jeg var den første lærer i Zambia, der stod frem og fortalte om sygdommen. Dagen efter spurgte børnene henne i skolen, om det virkelig var mig. Jeg sagde til dem, at de ikke skulle løbe væk fra mig – nu havde de haft mig som lærer i flere år, hvor jeg også var smittet. Bare fordi de nu vidste, jeg havde hiv, var jeg jo stadig den samme. I dag hjælper jeg mange af børnene. Hvis deres far er syg, spørger de mig, om han har aids. Så forklarer jeg, at det slet ikke er sikkert, men at det bedste nok er at blive testet, siger Ackim Sakala.

Man mener, at 210 mennesker mellem 15 og 49 år i Zambia hver dag dør i på grund sygdommen, og i dag er den gennemsnitlige levealder i landet 37 år. Alligevel vælger mange, ligesom Ackim Sakala, ikke at lade sig teste, før vægtens nål peger på et livstruende tal.

– Mange ved jo, at der ikke er hjælp forude, den dag de får besked. Men vi bliver nødt til at stå frem og tale om det. Hvis man vil vide, hvordan en en krokodille lever i vandet, bliver man nødt til at spørge den. Dem, der ikke lever i vandet, er dem, der løber væk af frygt for dem i vandet, siger Ackim Sakala.

Grupperne mødes derfor i kirkerne til gudstjenesten, hvor de typisk får fem minutter til at tale om aids-situationen over for de fremmødte. I nogle kirker er der aids-gudstjenester hver tredje måned.

Sådan var det ikke for blot få år siden, hvor det at have hiv eller aids blev forbundet med utroskab og synd, fortæller Emmanuel Chikoya. Han er præst i St. Francis Anglican Church i Lusaka, som nu kæmper på de hiv-smittedes side.

– Vi har endeligt accepteret, at aids også er inden for kirkens mure, og her i kirken taler vi ikke længere om synd. Det betyder, at der nu er plads til at tale om, hvad det egentlig betyder at være aids-ramt, siger Emmanuel Chikoya.

Men der er stadig mange kirker i Zambia, som kæmper mod de hiv-smittede. I Emmanuel Chikoyas kirke kommer der også hiv-smittede katolikker og Jehovas Vidner, som ikke har et sted, hvor de kan dele deres historie med andre hiv-smittede.

I Zambia er op mod 75 procent af befolkningen kristne, og på grund af kirkens magtfulde position er det også via kirken, at situationen kan ændres, mener præsten. I dag har 23 kirker under under paraplyorganisationen Council of Churches in Zambia, CCZ, slået dørene op for hiv-grupperne. Men CCZ tæller i alt 3800 medlemskirker, og Emmanuel Chikoyas håber derfor, at initiativet vil sprede sig som ringe i vandet.

– Rigtig mange kristne er troende, og de møder op i kirken. Vi er tilstede i hvert lille landsby-samfund, så når kirken taler, lytter folk – og de tror på vores budskaber. Hvis stigmatiseringen af de hiv-smittede skal brydes, skal kirken involveres, siger Emmanuel Chikoyas.

Selvom flere kirker har taget et skridt i den rigtige retning for at bryde med stilheden, er der stadig lang vej endnu.

– Efter gudstjenesten oplever jeg ofte folk, der med skræk i stemmen visker mig i øret, at de lige er testet hiv-positive. De tør ikke stå frem, siger Ackim Sakala.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

Slaget i Zambia

Hver dag kæmper befolkningen i Zambia mod aids-epidemiens daglige høst af døde. I dag er gennemsnitsalderen nede på 37 år, og mere end en million børn lever uden en eller begge forældre. Kristeligt Dagblad har været inviteret til Zambia af Folkekirkens Nødhjælp og sætter i denne serie fokus på epidemiens daglige udfordringer.

Dette er anden del af serien, som i sin helhed vil kunne læses ved at klikke her.