MAN SKAL SOM bekendt høre meget, før ørerne falder af. Men man kan ikke bebrejde landets børnehavepædagoger og lærere, hvis de føler, at de efterhånden har hørt nok. Ikke fra politikere, medier, forældre eller andre, der beskæftiger sig med uddannelsessektoren, men fra børnene selv. På kort tid har børns frisprog udviklet sig dramatisk. Omgangstonen er præget af ukvemsord, som for få år siden var utænkelige. I dag er udtryk som "lede spasser" og "grimme luder" en del af det faste vokabular hos utallige børn.
Udviklingen er to-strenget. Dels taler børn og unge mere grimt til og om hinanden end tidligere. Dels siver det grimme sprog nedad i alder, så bandeord og nedsættende seksuelle betegnelser nu findes i både skole og børnehave. Udviklingen får nu eksperter til at advare mod det hårde sprog og familieminister Carina Christensen (K) til at gribe ind. Det sker med god grund. Ord skaber, hvad de nævner, og det er naturligvis ikke sundt for et barn konstant at blive kaldt "grimme luder" eller andet af samme skuffe. Meldingen fra børnehaverne er også, at især ressourcesvage børn lider under det hårde sprog.
BØRN HAR ALTID mobbet hinanden, og fascinationen af frække ord er universel. Det forbudte tiltrækker, naturligvis. Men der skal være nogen til at nedlægge forbudet, som børnene så kan overtræde i lystfuld angst for at blive opdaget. Disse "nogen" er forældrene, men meget tyder på, at forældrene svigter i fatal grad.
I modsætning til tidligere er børn i dag ligeglade med, om der er voksne til stede, når ukvemsordene fyger. Det skyldes dels, at forældrene selv taler grimt, og så er det ikke mystisk, at børnene også gør det. Det skyldes dels, at børne- og ungdoms-tv og -film er fyldt med bandeord, så børn tidligt lærer, at groft sprog åbenbart er normen. Endelig skyldes det, at voksne ikke tør skride ind og irettesætte børn, når de slår over i det grove sprog.
Det er synd for børnene. De lades i stikken, når de tror, at alting er tilladt, og at man kan sige, hvad man vil. Det hårde sprog sårer den, der rammes af det, og det påvirker den, der betjener sig af det. At lære sit barn, at handlinger – og brug af sprog er en handling – ingen konsekvenser har, er at stikke dem blår i øjnene. Før eller siden møder barnet en virkelighed, hvor der er forskel på rigtigt og forkert, og hvis ikke det er forberedt hjemmefra, får barnet problemer. Det er den etiske vinkel.
Men der er også en æstetisk vinkel. Grimt sprog er, ja, grimt. Og det gør verden lille. Et varieret sprog, derimod, med kendskab til de finere nuancer og dybder i det danske sprog er smukt og gør verden større. Børn fortjener et smukt sprog og ikke de grove anglicismer, de excellerer i nu.
LØSNINGEN PÅ PROBLEMET er, at forældre besinder sig på, hvad de sprogligt vil tolerere, og derefter er konsekvente. Det nytter ikke noget at sige nej hver anden gang, barnet overtræder reglerne for sprog i hjemmet. Det skal være hver gang, og ansvaret for den sproglige oplæring skal ikke bevidstløst overdrages til pædagoger og lærere.
Initiativet fra Carina Christensen som beskrevet i dagens avis skal derfor hilses velkomment. Det er nødvendigt, at udviklingen vendes, og at børn lærer at tale ordentligt og smukt. Både for deres egen skyld og for omgivelsernes.
mbh