(Joh. 20.19)
Med fortællingen om Jesus, der kom til disciplene, der holdt sig bag lukkede døre efter skuffelsen langfredag, er vi på vej ud af Jesu historie og ind i kirkens.
Den samler sig om det uventede, at disciplene ikke blev inde bag de lukkede døre, men igen vovede sig ud i det fri. De havde næret forventning til den levende og set forventningen smuldre med hans død. Alt tydede på, at de var havnet i en blindgyde, i et nulpunkt, hvorfra ingen ny begyndelse var mulig. Men så erfarede de, at den døde ikke havde ladet dem i stikken. Han kom til dem og overvandt deres frygt og handlingslammelse. Han gav dem nyt liv og ny styrke. De blev levende igen. De fik en opgave. "Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender jeg også jer." De fik igen munden på gled.
Der er en dobbelthed i skildringen, som er karakteristisk for Johannesevangeliet. Han kom til de disciple, der havde fulgt ham. Men de er samtidig forløbere for alle kommende disciple, dermed for den kirke, der var på vej. Det handler om noget, der skete, og som gentager sig. Som han kom, kommer han.
Det kommer mesterligt til udtryk i Grudtvigs gendigtning af Johannes af Damaskus' påskehymne "Kom lad os tømme et bæger på ny", der tager sit udgangspunkt i fortællingen. Den syngende menighed er samtidig med det, der fortælles. Den var med allerede ved korsfæstelsen og begravelsen, som fandt sted "forleden", altså ikke engang i en fjern fortid, men for et par dage siden! Som han dengang gik gennem de lukkede døre, sådan skal han fortsat gøre det! "Som du begyndte, vor frelser, bliv ved;/kom og til os gennem dørene lukte!"
Holger Jepsen