Ny afstemning om præsidentpost -- og hurtigt valg på vej i Tyrkiet

Den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, under en debat i parlamentet i går. -- Foto: Scanpix.
Den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, under en debat i parlamentet i går. -- Foto: Scanpix.

På søndag starter det forfra: Nok en gang skal Tyrkiets parlament stemme om, hvorvidt udenrigsminister Abdullah Gül skal være landets næste præsident. Parlamentet har godkendt regeringens forslag om at lade valget gå om, efter at forfatningsdomstolen erklærede den første afstemning ugyldig.

Ifølge Yusuf Kanli, der er politisk kommentator ved den tyrkiske avis Turkish Daily News, vil udfaldet blive det samme som første gang.

-- Regeringen forsøger igen, fordi det ikke skal se ud som om, de har overgivet sig, siger han til Ritzau.

Yusuf Kanli vurderer, at oppositionen igen vil boykotte afstemningen, og dermed vil valget igen være ugyldigt.

Samtidig har den tyrkiske regering foreslået at fremrykke parlamentsvalget til den 24. juni. Datoen er dog endnu ikke endeligt godkendt af valgmyndighederne.

-- Lige nu ser det ud til, at regeringspartiet er styrket, fordi det er i en offerrolle efter forfatningsdomstolens afgørelse. Men samtidig er oppositionen styrket, fordi græsrødderne er glade for endelig at have vundet en sejr over regeringen. Men i morgen kan situationen være en anden, siger Yusuf Kanli, og understreger, at der er lang tid til det foreslåede parlamentsvalg, og emner, der popper op i valgkampen kan få stor betydning.

Kanli forudser, at parlamentet efter valget vil se anderledes ud. Men han ærgrer sig over, at premierminister Erdogan ikke har benyttet lejligheden til at sænke spærregrænsen på 10 procent. Den svarer til, at et parti skal have 4,5 millioner stemmer for at vinde en plads i parlamentet. Det betyder ifølge Kanli at 40 procent af vælgernes stemmer går tabt, og valgreglerne er en væsentlig grund til, at regeringspartiet står stærkt. Og måske står partiet endnu stærkere efter krisen, vurderer han.

-- De seneste dages demonstrationer har sendt en stærk besked til regeringen. Demonstranterne siger nej til sharia og nej til militærstyre. At vi tager afstand fra politisk islam, betyder ikke at vi ønsker en militær magtovertagelse. Befolkningen ønsker en demokratisk vej ud af krisen, siger Yusuf Kanli.

Kanli mener, at et parlamentsvalg før tiden er den eneste løsning.

-- Hvis regeringen er i krise, er valg den eneste løsning. Hvis problemerne ikke bliver løst, må vi holde valg en gang til, siger han.

I princippet kan parlamentet afholde fire valgrunder til præsidentposten. Abdullah Gül sagde dog i tirsdags, at han ikke vil fortsætte i flere runder, hvis han ikke får den fornødne opbakning på to tredjedele af stemmerne på søndag. I Tyrkiet er det parlamentet, der vælger præsidenten, men regeringspartiet AKP har foreslået, at præsidenten fremover skal vælges direkte af befolkningen. Den siddende præsident, der tilhører Tyrkiets sekulære fløj, kan ikke genopstille.

/ritzau/