DANSKE virksomheder lader sig i stigende grad inspirere af både spirituelle vejledere, astrologi, kristne præster og indiansk mytologi, fortalte gratisavisen Urban den 31. maj. Religion herunder kristendom er blevet et af værktøjerne, når virksomheder og medarbejdere skal videreudvikles. Baggrunden for omtalen er en ny bog Medarbejder eller modarbejder religion i det moderne arbejdsliv (forlaget Klim), som beskriver fænomenet.
Det var måske ikke årets mest sensationelle nyhed. I min optik har man kunnet spore den mindst 10-15 år tilbage. Men uanset om det er en ny eller gammel nyhed, bliver det væsentlige spørgsmål: Er det en god nyhed set fra en kristen vinkel? Og det spørgsmål er ikke så nemt at besvare.
For naturligvis er det en god nyhed, at mennesker stiller åndelige spørgsmål og ikke uden videre lader sig spærre inde i det mest endimensionale naturvidenskabelige verdensbillede. Det virker, som om sjælens behov tvinger sig igennem, uanset hvor meget religion er blevet diagnosticeret som enten gammeldags og uoplyst eller som en nedarvet defekt.
Det er vel også en god nyhed, at kristen tro får lov til at spille med på banen. Den tid synes forbi, hvor den religiøse søgen gik uden om kirke og kristendom. Nu er det efterhånden kun missionsfolk, der kan komme til at rødme, hvis man siger navnet Jesus.
Kommet hertil er det fristende at stille regnestykket således op: De religiøse livsforståelser har en fælles front mod de sekulære. Og har en vis succes. Men så begynder problemerne:
Bogens redaktør religionshistorikeren Joel Haviv kritiserer fænomenet i Kristeligt Dagblad den 15. juni for at kunne føre til diskrimination af medarbejdere og spærre dem inde i snærende rammer. Religionen formidler værdier, og hvis medarbejderen ikke vil acceptere de værdier, kan han føle sig udenfor og måske sættes tilbage i sin karriere.
I første omgang lyder dette som et ekko af den sekulære religionskritik, der er så populær for tiden: Hold religionen ude, den fører kun til tvang. Men ved nærmere eftersyn viser Haviv sig i virkeligheden at være i god overensstemmelse med kristen tankegang.
For den kristne tro har aldrig kunnet stille sig tilfreds med at være et værktøj til optimering af effektivitet i virksomheder. Den vil noget meget større. Nemlig redde os elendige mennesker: først fra os selv det som kristent sprog kalder synden og dernæst fra syndens konsekvenser i dette liv og det kommende. Det Bibelen kalder fortabelsen. Det var Jesu ultimative målsætning. Og at stille målet lavere end det er at have for små ambitioner. Det har heller aldrig været nok for kristen forkyndelse at være en aktør på markedet sammen med andre. På det punkt er kristen tro fundamentalt intolerant. Den taler ikke om Jesu bidrag hverken til livstydning eller livsoplevelse; men om Jesus som det eneste navn, der er frelse i. Alt andet er vildledning i kristen optik. Uanset hvor meget livskvalitet det leverer.
I det lys er Joel Haviv i overensstemmelse med klassisk kristen tænkning. For en Jesus, der hverken vil nøjes med at være én blandt flere på markedet eller med at være en coach, der udvikler medarbejdere, kan mennesker kun forholde sig til i frihed.
Han kalder på tro, lydighed og efterfølgelse. Og så duer det ikke at beskæftige sig med ham, bare fordi chefen vil det, eller fordi man vil udvikle karrieren.
Nogle moderne mennesker vil rigtignok være tiltalt af Jesus hans visdom, integritet og slagfærdighed men få kvalme over den kristne tros eksklusive budskab. Og denne fascination kan bringe dem i berøring med ham.
Skal de ikke have lov til det, selvom det foregår på et virksomhedskursus? Så kan de gå på opdagelse i Jesus og kristentroen, mens de er undervejs og uden at tvinges til at købe hele pakken. Måske kan netop denne noget selvmodsigende fascination være begyndelse til egentlig Kristustro?
Jeg forstår pointen og erkender, at vi missionsfolk ikke har været verdensmestre i at give mennesker plads til at være i den proces. Men dels er vejen frem ikke at tale og handle, som om kristen tro bare er en del af det senmoderne taselvbord. Det er langt mere sandt og sundt at stå ved den kristne tros intolerance og så lade mennesker slås med den, rive sig på den og melde fra over for den.
Og dels har tro og lydighed aldrig kunnet udvikle sig sundt under tvang. Sådan var det, da den sorte skole ville tvinge mennesker. Det ændrer sig ikke, fordi tvangen kommer fra spirituelle virksomhedsledere.
Jens Ole Christensen er generalsekretær for Luthersk Mission