Hun er blevet truet med bank af en mand, der ville ind til sin kone og børn, der havde søgt tilflugt i værestedet Amarngivat, og hun har fået kritik fra kommunal side, når hun udtalte sig sig for bramfrit om børn og unges levevilkår i Østgrønland.
Men Susanne Mejer bliver ved. Hun ønsker en bedre fremtid for børnene i Grønland, og siden 1999 har forposten for den kamp været værestedet Amarngivat i Tasiilaq i Østgrønland.
Børnene i Tasiilaq har en ganske anden opvækst, end den Susanne Mejer selv have. Hun voksede op i Nykøbing Falster. Faderen var håndværker og traf Susanne Mejers mor, der var grønlænder, mens han arbejdede i Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) i 1950erne. Da hun blev gravid, besluttede det unge par at flytte til Danmark, hvor de vurderede, at betingelserne for at opfostre et barn var bedre. Susanne Mejer var 18 år, før hun så sin mors fødeland for første gang. Hun søgte en plads i huset hos en dansk lærerfamilie, der skulle til Sisimiut (Holsteinsborg) og blev fascineret af landet med den smukke natur. Susanne Mejer forlængede sit ophold, men kom tilbage til Danmark i begyndelsen af 1970erne, hvor hun uddannede sig til pædagog. Siden fulgte et klassisk dansk familieliv med mand, to børn og fuldtidsjob i en børnehave.
I 1997 lykkedes det den lille, vævre kvinde at overtale sin mand til at prøve at slå sig ned i en periode i Grønland, og den periode er nu blevet til 10 år. Siden 1998 har parret boet på Grønlands østkyst, hvor Susanne Mejers mor stammer fra, og hvor hun som leder af værestedet Amarngivat sammen med sine trofaste medarbejdere prøver at give byens børn et trygt og rart fristed.
Indimellem har arbejdsvilkårerne været så hårde at Susanne Mejer har overvejet at stoppe, men ros og anerkendende skulderklap har hver gang givet fornyet gå på mod. Og så er der jo børnene, som hun har set vokse op. De ældste er nu så småt selv begyndt at stifte familie, og hun kan møde dem i byen med barnevognen. Susanne Mejers egne tre børn er flyttet hjemmefra, men i de sidste seks år har hun og hendes ægtefælle haft en pige i familiepleje, og den nu 13-årige er en naturlig og uundværlig del af familien.
Til Susanne Mejers store ærgrelse, er det ikke lykkedes hende at blive dobbeltsproget. Hun er fortsat indmeldt på eskimologi på Københavns Universitet, som hun har en bachelorgrad fra. Hun forstår det meste grønlandske og kan tale det til husbehov men slet ikke på det niveau, hun gerne ville. Det kan være frustrerende, når folk tiltaler hende på grønlandsk i forvisning om, at hun også kan svare på det sprog, når hun nu ser grønlandsk ud.
Til gengæld er hun dobbelt på mange andre områder. På jobbet spiser hun sæl og fisk, men derhjemme står menuen på dansk mad. Og selvom hendes børnesyn er forankret i en dansk pædagoguddannelse med klare holdninger til børns rettigheder og deres opdragelse, forstår hun også den grønlandske måde at se tingene på. Den tager i højere grad udgangspunkt i, at børnene skal klare sig på egen hånd, fra de er ganske små, i et ønske om at hærde dem. Det var fint engang, men dur ikke i 2007, mener Susanne Mejer.
Om vinteren spiller hun bridge sammen med nogle af lærerne fra skolen og kører ud på fjeldet på familiens snescooter, mens det om sommeren bliver til små sejlture sammen med ægtefællen og andre familier i parrets jolle, der ligger i Tasiilaqs havn.