En aften med forspil

KONCERT: Den 36-årige skotske pianist Steven Osborne bød på atmosfærefyldte franske miniaturer af Debussy og lidenskabelige russiske ditto af Rakhmaninov

En hel aften med forspil præludier var, hvad den 36-årige skotske pianist Steven Osborne bød på ved sin klaveraften i Tivoli. Inden pausen atmosfærefyldte franske miniaturer af Debussy, og efter pausen lidenskabelige russiske ditto af Rakhmaninov. Det kræver sin pianist at redde sådan et program uden de store kødfulde lunser i land. Og med al respekt for Steven Osbornes betragtelige dygtighed kan man heller ikke sige, at det lykkedes ham ubetinget; dertil virkede han for kølig og distanceret.

At han spiller med et stort fysisk og teknisk overskud er givet. Alt var klart og nøje udarbejdet, og lydbilledet var gennemsigtigt og behersket selv i Rakhmaninovs mest romantisk-virtuose udladninger. De mange skiftende klangschatteringer i Debussys Præludier, bind 1 blev omhyggeligt realiseret. Alligevel var man mere imponeret end grebet. Måske fordi klaverklangen trods den demonstrativt store dynamiske spændvidde, der for eksempel gjorde Debussys Den sunkne katedral til lidt af et effektnummer aldrig blev egentlig smuk, aldrig kærtegnede ørerne. Måske fordi man savnede noget spontanitet midt i al den nøje tilrettelagte præsentation af musikken.

Der lå uden tvivl et bevidst valg bag al denne nøgterne saglighed. Men hvor blev ømheden af i Debussys Pigen med hørhåret? Hvor var den drillende leg med ragtime-rytmen i Minstrels? Der er pianister, der overdriver det parfumerede aspekt af Debussys klavermusik. Osborne går i den modsatte grøft, men det sker i mine ører på bekostning af noget væsentligt i musikken.

Rakhmaninovs 10 præludier op. 23 har ikke samme musikalske spændvidde som Debussys, til gengæld er der noget elementært fascinerende over deres passionerede tone. De er fulde af gode melodier og fandenivoldsk virtuositet. Men også Rakh­maninovs præludier blev holdt i stramme tøjler af Steven Osborne, og det tog toppen af den emotionelle temperatur. Så kunne man nok så meget beundre klarheden og sikkerheden i de virtuose passager. Man savnede personlighed og engagement.

Med et program bestående af så mange små, skiftende stemningsbilleder er det vitalt, at tilhøreren bliver fanget ind hver gang. Det blev man ikke for alvor hos Steven Osborne, hvor det desværre endte med at virke som en række forspil til noget, der aldrig rigtig kom. Heller ikke i ekstranummeret, et lille stemningsbillede af den nulevende skotske komponist James Macmillan.

kultur@kristeligt-dagblad.dk