Ordet

?I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råbe vi: Abba, fader!?

Rom. 8, 15

Ordene hører hjemme i det stykke i Romerbrevet, der ottende søndag efter trinitatis læses i kirken. Det vil sige, at det bliver læst ved den gudstjeneste, hvor evangelielæsningen er en del af afslutningen på Jesu Bjergprædiken. Hvor vi hører om de falske profeter; om det gode træ, der bærer gode frugter, og det dårlige træ, der bære dårlige frugter; og hvor Jesus siger, at kun den, der gør hans himmelske fars vilje, skal komme ind i himmeriget.

Stykket fra Romerbrevet er velvalgt i sammenhængen. Det falder som dug på slagne enge. Sagen er jo nemlig den, at Bjergprædikenen i sin kompromisløse hævdelse af kærlighedsbuddet, sætter enhver skakmat. Lige så indiskutabelt rigtigt det, der siges, er, ligeså indiskutabelt er det, at intet menneske lever op til det. Var det hele indholdet i, hvad Jesus havde at sige, ville det stå bedrøveligt til. Han ville da stå som den profet, der med den største skarphed havde sat mennesker på plads og afsløret dem i deres selvtilstrækkelighed og mangel på kærlighed. Sandheden i, hvad han havde sagt, ville ikke have været til at komme udenom, men det ville ikke være en sandhed, der gjorde mennesker frie og satte dem i bevægelse. Den vil tværtimod være lammende i sin træfsikre afsløring.

Ordene fra Romerbrevet er en erindring om, at han havde sagt noget andet først. Med sine ord og i sine handlinger havde han åbenbaret en kærlighed, der er alt det, vores ikke er. ?Som tror alt, tåler alt og udholder alt?. En kærlighed, der skænker den tryghed, der er barnets, hvis dets forældre omfatter det med kærlighed. Som kan få selv den hårdkogte til at gøre det uventede.

Holger Jepsen