Missionær af Guds og Allahs nåde

Provst emeritus og tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke, Verner Tranholm-Mikkelsen fylder 75 år

Provst emeritus Verner Tranholm-Mikkelsen holder så meget af at forestå de kirkelige handlinger, at han stadig vikarierer som præst. –
Provst emeritus Verner Tranholm-Mikkelsen holder så meget af at forestå de kirkelige handlinger, at han stadig vikarierer som præst. –. Foto: Leif Horn.

I morgen runder provst emeritus Verner Tranholm-Mikkelsen de 75 år i bevidstheden om et liv med tolerancen og vidsynet som bærende idéer. For nok er han opvokset i den lille stationsby Rørholt, syd for Dronninglund i Nordjylland, men sporet ledte hurtigt ud i den store verden.

Og der er langt både geografisk og mentalt fra Danmark til Yemen ved Den Persiske Golf. Men ikke for Verner Tranholm-Mikkelsen, der kort efter den teologiske embedseksamen fra Københavns Universitet og ordinationen i Aalborg Domkirke i maj 1960 tog springet til det, som skulle blive seks år blandt muslimer.

Seks år, som sluttede brat, da urolighederne i Yemen blev for stærke, og han sammen med andre vesterlændinge måtte tage hjem efter at have opbygget en velfungerende menighed og døbt adskillige muslimer.

Verner Tranholm-Mikkelsen var dog ikke mere alene. I Yemen var han blevet gift med forfatter Inge Tranholm-Mikkelsen, som også interesserede sig for dialog og økumeni, og som var leder af Arabiens første pigeskole.

De to begyndte et parløb, hvor hun var den udadvendte forfatter, mens han passede sine pligter som gejstlig i en grad, så de blev omtalt som provsteparret, hvor han var provst inde, og hun provst ude.

Det passede Verner Tranholm-Mikkelsen, hvis første embede var i Sønderholm-Frejlev Pastorat fra hjemkomsten i 1966 til 1972, hvor han blev ansat som sognepræst i Vester og Øster Hassing, inden han 1. juli 1983 blev udnævnt til provst for Sæby Provsti.

Verner Tranholm-Mikkelsen holder så meget af at forestå de kirkelige handlinger, at han stadig vikarierer. Endda i en grad, så det tager pusten fra de yngre præster. I de forløbne seks uger har han haft hele 12 gudstjenester og tre vielser i og omkring Asaa ved Aalborg, hvor han også bor.

Ellers er manden, der i 1990'erne var formand for det daværende Dansk Missions Selskab (i dag Danmission), kendt for sin store viden og imødekommenhed over for islam, som han har skrevet en meget brugt undervisningsbog om.

De ting, som samler muslimer og kristne, er mere spændende end det, der skiller, er holdningen hos den tidligere provst. Prisværdigt og smukt, mener nogle. Et naivt, og måske farligt knæfald for islam, siger andre.

Selv synes Verner Tranholm-Mikkelsen det er vigtigt at skelne og peger på, at det reelle problem er de fundamentalistiske muslimer, der tyranniserer både moderate muslimer og kristne.

Hans gudsopfattelse er også interessant.

Talen om Gud som den kristne Gud, og om Allah som muslimernes Gud er noget vrøvl. Gud er hverken jødisk, kristen eller muslimsk. Han er bare Gud, lyder meldingen fra Verner Tranholm-Mikkelsen, der taler flydende arabisk og siger, at Gud og Allah hedder det samme på flere sprog.

Den runde dag skal fejres sammen med de børn og børnebørn, som er i Danmark. En søn er ambassadør i Kina, en datter arbejder i EU-Kommissionen i Bruxelles, mens de to sidste døtre, hvoraf en oprindelig er fra Korea, bor i Danmark.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

(Artiklen er rettet 21. august 2001 i overensstemmelse med rettelse bragt i Kristeligt Dagblad.dk)