Mange har formentlig den opfattelse, at alternativ behandling stammer fra Østen og andre fremmede himmelstrøg. Men det er kun en lille del af forklaringen. Kiropraktik, homøopati og en stor del af alle de andre alternative behandlingsformer, som mange danskere gør flittigt brug af, udspringer nemlig fra læger, som omkring 1800 udviklede nye behandlingssystemer på grundlag af den konventionelle lægevidenskab.
Det fortæller Søren Bak-Jensen, historiker, ph.d. og museumsinspektør på Medicinsk Museion i København. I 1700- og 1800-tallet var der et væld af forskellige behandlingsformer, som begyndte at gruppere sig. Mest markant var professionaliseringen af lægevidenskaben, som det for eksempel kan ses med dannelsen af Den Almindelige Danske Lægeforening i 1857. Men der skete også en organisering inden for det alternative behandlingsområde med forskellige skoler og retninger, ofte med læger som fremtrædende figurer.
Men det er den universitetsbaserede lægevidenskab, der bliver den etablerede måde at anskue sygdom på. Blandt andet fordi der i slutningen af 1700-tallet bliver skabt en alliance mellem lægevidenskaben og statsmagten. Lægevidenskaben får monopol på behandlerområdet, hvis de til gengæld samarbejder med staten om at holde befolkningens sundhed ved lige. Den alliance forsætter helt frem til i dag, hvor lægerne har en særstilling og autoritet, som ikke gælder for de alternative behandlere, siger Søren Bak-Jensen.
Den store forskel på de to måder at anskue sundhed og sygdom på er, at man inden for den alternative behandling tænker på sygdom som en generel ubalance i individet, mens man i det etablerede lægeverden tænker mere specifikt på dét organ eller sted på kroppen, som er sygt.
Det er blevet mere udtalt med den moderne genetik, hvor man i høj grad knytter sygdom til et enkelt aspekt af mennesket. Men mange vil sige, at der er meget mere af mig end bare dna. De fleste mennesker kan bedre identificere sig med det menneskesyn, som den alternative behandling har. Her inddrages både det mentale, det sociale, det psykologiske og andre aspekter ved mennesket, fortæller Søren Bak-Jensen.
Inden for begge skoler er det væsentligt at bevise, at behandlingen virker. Men måden, man fører bevis på, er meget forskellig. Historisk set har alternative behandlere generelt hævdet, at det er et bevis nok i sig selv, når patienter får det bedre efter den pågældende behandling.
Det er et synspunkt, som mange læger ikke vil godkende. De mener, at patienten ikke har forudsætning for at vurdere, hvorvidt det er behandlingen, der hjælper, eller om sygdommen er gået væk af sig selv. Lægevidenskaben lægger mindre vægt på den enkelte sygehistorie, og kræver store kliniske undersøgelser på tusindvis af mennesker for at se, om man kan generalisere, så den pågældende behandling kan bruges hver gang ved samme symptom, forklarer Søren Bak-Jensen.
For at alternative behandlingsformer kan blive anerkendt, har de måttet ændre deres syn på bevisførelse og på årsagerne til sygdom. I dag opfattes eksempelvis kiropraktik som en del af det etablerede. Siden 1978 har man kunnet få sygesikringstilskud til kiropraktorbehandling, og kiropraktorer blev statsautoriserede i 1992.
Men før da var kiropraktikken en meget kontroversiel og udskældt behandlingsform. Kiropraktorerne tilpassede sig dog gradvist den konventionelle lægevidenskab og forlod meget af deres oprindelige, helhedsorienterede tankegods. Kiropraktikkens udvikling fra alternativ til etableret er dog også bevis for, at der godt kan ske små brud i alliancen mellem lægevidenskaben og statsmagten. Ofte er det der, hvor staten kan se økonomiske fordele i at støtte visse former for alternativ behandling, siger Søren Bak-Jensen.