Hvad er det for en menighed, du har?
Jeg har en menighed, som nok er yngre end mange menigheder i folkekirken. Det er fortrinsvis mennesker på 20-30-40-50 år, der kommer i Hospitalskirken. Det betyder også, at en del af dem er i berøring med alternative former for tro. Jeg taler med mange, der har forbindelse til det nyreligiøse, og der er også flere muslimer iblandt. Derfor arbejder jeg på, at få en imam tilknyttet hospitalet. Generelt er det kendetegnende for patienterne, at mange har brug for Gud, fordi de befinder sig midt i en stor krise i livet. Man kan ikke tale om en kernemenighed hos mig, men alligevel er der mennesker, som kommer igen, enten som udskrevne patienter eller når de bliver genindlagt.
Hvad er din rolle?
Jeg står for folkekirken og det sikre. For håb og trøst og fred. Mange mennesker har behov for det rolige og det kendte, når de er i en krisesituation, og det repræsenterer jeg. Jeg ville aldrig forsøge at vende mennesker væk fra det, de er vant til. I en krisesituation, kan det ske, at man ikke kan finde Gud, og da må jeg som præst hjælpe med at genskabe forbindelsen til ham for det enkelte menneske. Mange af mine sjælesorgssamtaler slutter med bøn eller med, at vi synger en salme sammen. Skriftemål efterfulgt af tilgivelse med håndspålæggelse bruger jeg også, både på afdelingerne og i kirken.
Det er, som om der hænger en sort sky af angst og skyld over hospitalet, og jeg går billedligt talt rundt med en paraply for at prikke hul i den sky, så solen kan skinne lidt igennem.
Hvad ligger patienterne mest på sinde?
De er bange for, at Gud er vred på dem. De fleste spørger sig selv om, hvad de har gjort, siden de skulle blive så syge, og de vil vide, om der er sammenhæng mellem synd og skyld, men det har Jesus heldigvis tilbagevist med eftertryk, og det fortæller jeg dem. Jeg har også mange samtaler med mennesker med selvmordsforsøg bag sig, som gerne vil have tilgivelse for det. Jeg kan nu også møde stor vrede mod Gud.
Hvordan bruger du ellers kristendommen i dit arbejde?
I kirken har vi et alterbillede, der forestiller den gode hyrde, der forlader sin hjord, for at finde de får, som er faret vild. Det billede er sammen med salme 23: "Herren er min hyrde, mig skal intet fattes" en stor trøst for mange af patienterne. I Risskov Sognekirke samler vi ind til små sølvkors i kæde, som jeg kan tilbyde de patienter, som gerne vil have en ydre tryghed. For mange er det vigtigt at have synlige tegn, man kan forholde sig til. En ung fyr syntes, at djævelen var efter ham, og var igennem lang tid præget af angst. Han bad mig om en bibel og fik det, og nogen tid senere fortalte han mig, at han havde den liggende under sin hovedpude. Den gav ham ro.
Hvordan påvirker det dig personligt at arbejde med syge mennesker?
Det er hårdt at se så megen lidelse, ikke mindst hos de unge, som mister kontakten til deres jævnaldrende på grund af sygdom og i det hele taget har vanskeligt ved at leve et normalt ungdomsliv. Samtidig er det et utrolig givende arbejde, fordi jeg får så meget igen. Mange psykiatribrugere har kunstneriske evner, og mange bliver i en tidlig alder kloge på livet. Jeg ville nødigt undvære de dybe samtaler med menneskene her.
kronik side 13