Den 1. juli 1991 tog Jens Kiil sin mobiltelefon og ringede til det eneste nummer, han kunne ringe til. Som direktør for Telecom A/S havde han lovet, at det nye digitale mobilnetværk ville være i brug denne dag, og det var det. Men mobilfabrikanterne var bagud, og foruden ham selv var direktøren for Tele Danmark, Hans Würtzen, den eneste i landet, der kunne modtage hans opkald.
Det var en meget uhøjtidelig samtale, husker Kiil. Selvom de begge fornemmede, at noget stort nu var på vej.
Der havde jo været mobiltelefoner længe før den dag, men nu var de blevet digitale og både smartere og mere sikre end de gamle telefoner, og jeg tænkte, at det, jeg sad med i hånden, var fremtiden. Men jeg troede kun, at det ville blive stort for virksomheder og private. Jeg forudså slet ikke, at almindelige mennesker ville bruge mobiltelefonen i det omfang, de gør i dag, siger Jens Kiil, som i dag er pensioneret.
Her kunne historien om mobiltelefonen begynde. Men den kan også begynde flere andre steder, for selvom Kiil og Würtzens opkald var det officielt første med en mobiltelefon, som vi mere eller mindre kender den i dag, så var mobile opkald allerede almindelige i 1991.
Ni år forinden, i 1982, var verdens største, såkaldt automatiske mobiltelefonsystem blevet indført i de nordiske lande. Telefonens teknologi, størrelse, vægt og udbredelsen var langt fra den telefon, Würtzen og Kiil senere skulle bruge, og milevidt fra de mobiltelefoner, vi kender i dag. Men de fungerede og betød, at man nu kunne flytte sig fysisk med sin telefon, uden at en operatør nøje skulle følge opkaldet og løbende skifte fra en sendestation til en anden ved manuelt at bytte rundt på ledninger.
Det var reelt mobiltelefonens fødsel i Danmark. Men samtidig også startskuddet til et unikt europæisk samarbejde, der skulle gøre mobiltelefonien international. Og på sigt sejle Danmark agterud i kapløbet om den lille lommekommunikator.
Men mere om det senere. Først skal mobiltelefonen før 1982 forklares og beskrives.
Danmark var usædvanligt på den måde, at mobiltelefoner også var relativt almindelige inden 1982. Ikke som et statussymbol, men som et arbejdsredskab for folk, der havde reelt behov for at kunne kommunikere eksempelvis læger, håndværkere og sælgere. For alle andre var det både for dyrt og for tungt.
Til at starte med var telefonerne integrerede i firmabilen og blev da også omtalt som biltelefoner. Batteriet alene vejede adskillige kilo og fyldte størstedelen af bagagerummet. Med tiden blev mere letvægtige modeller udviklet, som man kunne tage med ud af bilen, men batteriet havde stadig størrelse af en lille kuffert.
Systemet var bygget op af typisk otte kanaler, hvoraf den ene var en såkaldt kaldekanal. Her bad man rigstelefonisten om det nummer, man ville ringe til ligesom med den gammeldags fastnettelefon og blev så tildelt en kanal, der passede til det distrikt, man befandt sig i.
Det fungerede, men var yderst upraktisk. Blandt andet fordi at alle andre indehavere af en biltelefon kunne lytte med ved at skrue ind på samme kanal.
Systemet blev udviklet i 1960erne og havde sin storhedstid i 70erne uden dog at være særlig udbredt. Systemet var bøvlet og mere en nødvendighed end et gode. Men der blev konstant arbejdet på forbedringer, og sidst i 70erne stod japanerne som de første klar med det automatiske mobiltelefonsystem. Og et par år senere fulgte de nordiske lande så efter med Nordisk Mobil Telefoni, NMT, som var endnu mere udbygget og det første, der gik på tværs af landegrænserne. Nu kunne man endelig ringe direkte til hinanden, uanset hvor man befandt sig og bevægede sig hen.
NMT-systemet blev hurtigt en succes. Med de nordjyske mobilproducenter Dancall og Cetelco som hjemlig spydspids blev telefonerne gjort stadig lettere tilgængelige og udbredte i en grad, så Post- & Telegrafvæsenet i deres vejledning var nødt til at indskærpe, at telefonerne kun var til korte, arbejdsrelaterede samtaler (oven i købet til fem kroner i minuttet). Ikke desto mindre var man i 1985 nødt til at indføre geografiske kvoteordninger på de i alt 56.000 abonnenter, som var den tekniske grænse for, hvad telefonsystemet kunne klare på det tidspunkt.
Det fik mobilproducenterne til at revidere deres egne prognoser for fremtiden. Nu satte man forhåbningerne højt og kalkulerede med en konstant fremgang på 25.000 nye abonnenter om året i Danmark!
I mellemtiden var resten af Europa for alvor begyndt at røre på sig. De ville også have et telefonnet på tværs af landegrænser, men ikke analogt som det nordiske. Systemet var for dyrt med de store metalsporer, der skulle til. Det var for usikkert, fordi man kunne tune sig ind på hinandens samtaler som med en FM-radio og derved aflytte og misbruge hinandens telefoner. Og endelig var det for svært for alvor at sætte prisen ned, hvilket ville være nødvendigt, hvis andre end det private erhvervsliv skulle have glæde af telefonerne.
Digitalisering var kodeordet. På den måde kunne man kryptere samtalerne og sende langt større informationsmængder med større styrke på mindre plads. En europæisk sammensat forskergruppe blev sat til at finde det bedste system, som kunne gælde hele verden, og på en konference i København blev det endelig besluttet: GSM hed fremtiden. Globalt System for Mobiltelefoni.
Der skulle dog gå adskillige år, før fremtiden var klar. Først i 1991 var teknologien på plads. Da manglede mobilerne bare, for producenterne var bagud. Op gennem 80erne var telefonerne gået fra at være slæbbare til at blive bærbare (vægten var i gennemsnit i halvt kilo og standardmålene var: 30 cm i længden, 7 cm i bredden og 4 cm i tykkelsen ), og prisen var kommet ned på cirka 15.000 kroner svarende til 20.000 kroner i nutidige priser. Men de var ikke klar til den nye digitale indmad.
Det fik både købere og producenter til at omdøbe GSM-forkortelsen til: God Send Mobiles. De kom et års tid efter med Danmark som de første.
Og så gik det stærkt. Vægten og prisen styrtdykkede, og antallet af abonnenter himmelstormede, så der i løbet af 1995 var flere end en million mennesker på verdensplan, der var ejer af en mobiltelefon. Samtidig begyndte man at fylde flere funktioner på telefonen. Blandt andet et tekstsystem, så man kunne skrive til hinanden, men det første forsøg i Sverige blev et flop. Hvem ville dog skrive til hinanden, når man kunne snakke?
I Danmark havde mobilproducenterne svært ved at følge med. Og snart blev de løbet over ende én for en og købt op af større, internationale virksomheder såsom Motorola og Nokia. Det danske eventyr som rorgænger i mobilhistorien var slut.
Hvordan det siden er gået mobiltelefonen ved de fleste. Fra at være en nyttig, men kostbar mulighed for de få, er den i dag en naturlig del af de flestes hverdag. I 2004 overhalede antallet af mobilabonnementer antallet af fastnetabonnementer, og 4,5 millioner danskere har i dag mindst én mobiltelefon.
Hans Würtzen, der tog imod det første opkald fra en moderne, digital mobiltelefon, har i dag forladt telebranchen og er landsdommer i Viborg. Han ryster på hovedet ved tanken om den udvikling, han selv har været en del af.
Vi syntes jo alle sammen, at det var vildt spændende i 1982 og igen i 1991. Jeg tror ikke, at det var noget, man snakkede om i befolkningen, for de færreste havde haft en mobiltelefon i hånden. Men for os i branchen var det to kæmpe vendepunkter. Det var jo en revolution, vi var med til at sætte i gang, vi vidste det bare ikke. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle gå, som det er gået, siger Würtzen.
Det samme siger Gert Frølund, professor i kommunikationsteknologi på Aalborg Universitet. Udviklingen er sket i uforudsigelige og voldsomme ryk, som ikke nødvendigvis peger i én retning.
Telefonen er blevet den ene ting, vi gider bære rundt i lommen, så fremtidens mobiler vil kunne stadig flere ting. Men hvad det bliver, er næsten umuligt at spå om. Da kameraerne blev indbygget, dømte jeg det til en fiasko, for videotelefoni med fastnettelefoner blev et kæmpe flop, og det er heller ikke slået igennem på mobilen. Til gengæld er tekstbeskeder blevet det store hit, selvom det jo på en måde er et tilbageskridt i teknologi. Noget af det, der dog helt sikkert vil komme, er livsstilsrelaterede funktioner såsom blodtryksmålere i telefonen. Formentlig vil man også kunne se, hvor ens venner befinder sig, hvis de har mobilen tændt. Og det har de jo. Alle har mobilen tændt hele tiden, og det giver uanede muligheder.