Luk. 17,18
Der var 10, der blev helbredt, men der var kun én, der vendte tilbage for at sige tak. Det noteres, at det var en samaritaner og dermed en fremmed.
Hans helbredelse hans tilbagevenden til livet var en stor og lykkelig hændelse, han ikke kunne blive færdig med. For de ni havde helbredelsen også ændret alt, men de blev hurtigt færdig med den. De havde ladet sig syne af præsterne, som loven krævede det, og havde derfor åbenbart ikke noget behov for at vende tilbage.
Samaritaneren derimod måtte vende tilbage. Han vendte tilbage for at give Gud æren. Han havde i mødet med Jesus af Nazaret oplevet mere end den helbredelse, der havde givet ham livet tilbage, født ham på ny! Han glemte ikke det uventede og overvældende, der var hændt ham. Han huskede det, og han gav udtryk for sin taknemmelighed over det.
Din tro har frelst dig, sagde Jesus til ham. Han var ikke alene blevet helbredt, han var blevet frelst. Han havde mødt en barmhjertighed, han altid kunne vende tilbage til. Helbredelsen fik sin store, vedvarende betydning for ham ved at pege tilbage på den barmhjertighed. Det var hans frelse, at han kom til at se sit liv i lyset af den barmhjertighed.
Måske var det netop det, at han var fremmed og dermed ubeskyttet, der gjorde ham så lydhør og opmærksom. Han kunne overrumples af den godhed, han mødte. Han tog den ikke som en selvfølge. Det er det, der ellers så let sker. Samaritaneren burde kunne skærpe erindringen og opmærksomheden hos enhver.
Kingo har jo nemlig ret: Hver morgen i min skål / en nåde uden mål / til mig nedflyder. Men er vi opmærksomme på det? Er vi lige så tilbageholdende med taknemmeligheden som de ni?
Holger Jepsen