Svensk pop- og soulgruppe spiller for Indre Missions Unge

Soul- og popgruppen Blue Eyes Soul spiller på Indre Missions Ungdomsstævne Event, som løber af staben i weekenden d. 5.-7. oktober.

Den svenske gruppe skal spille i Forum Horsens lørdag aften, hvor alle deltagere på Event er sikret en plads, men andre interesserede kan deltage udenom stævnet.

Blue Eyes Soul har for nyligt udgivet deres debutalbum og spillede så sent som i august på Glow Festival i Lunderskov. De beskriver selv deres blanding af pop, soul, rock og rap som "musik for den næste generation".

-Vi tror vældig meget på den generation, som i dag vokser op, og vi vil give dem, hvad vi har fået fra Gud, udtaler bassist fra bandet Joakin Ågren på Event-stævnets hjemmeside.

Bandet ser frem til koncerten i Horsens efter at være blevet godt modtaget sidste gang, de var i Danmark.

- De som kommer, kan forvente at hoppe og få det rigtig varmt! Men vores største ønske er, at de skal få et møde med Gud, de aldrig vil glemme, siger Joakim Ågren om den kommende koncert.