Brahms med præcision

KONCERT: Den 38-årige dirigent Thomas Søndergård overbeviste ved sin debut med landets bedste orkester

Det var en frisk og vital torsdagskoncert, den 38-årige dirigent Thomas Søndergård stod for ved sin debut med landets bedste orkester. Siden sin succesfulde debut som operadirigent på Det Kgl. Teater for to år siden har han gjort en hurtig karriere, og det forstår man godt, for han er en sympatisk og kompetent musiker.

Brahms sjældent spillede Tragisk ouverture blev formet smukt og musikalsk. Naturligvis havde orkesterspillet ikke den finesse og indre balance, som en dirigent først skal erhverve sig gennem erfaringen. Der var tuttisteder, der lød lidt mudrede, og nuancer, der kunne have været klarere. Men Søndergård vidste, hvad han ville med musikken og opnåede en høj grad af præcision.

Niels W. Gades Elverskud var aftenens hovedværk, og det især i kraft af tre glimrende solister og det fremragende syngende Radiokor. Johan Reuter med den malmfulde barytonrøst var imponerende i partiet som hr. Oluf, der aftenen inden sit bryllup rider ud til elverhøj, hvor elverkongens datter forsøger at forføre ham. Da han river sig løs, slår hun ham med sot og sygdom, og han dør i sin mors arme ved hjemkomsten. Reuter var en maskulin, dramatisk skikkelse, helt anderledes end den lyse tone, som en Aksel Schiøtz stod for. Randi Stene som moderen var smukt afdæmpet og sorgfuld, mens den svenske sopran Camilla Tilling havde stort overskud i det vanskelige parti som elverpigen. Og trods et par små kiksere undervejs (som for eksempel de forstemte pauker i begyndelsen, og forskelligt tempo i prolog og epilog, der ellers har samme musik) fik dirigenten fyret godt op under dramaet, ikke mindst i scenen ved elverhøj og i Olufs dødsscene.

Carl Nielsens Første Symfoni var et godt valg til en debuterende dirigent. Med sine knappe, klassicistiske former frembyder den ikke uoverstigelige vanskeligheder, og det friske og ungdommelige tonesprog lå lige til højrebenet for Thomas Søndergård. Og dirigenten havde ekstra reserver hen imod slutningen af symfonien med en ekstra tempostigning, der fik den emotionelle temperatur til at stige et par grader. Med større erfaring vil Søndergård uden tvivl også finde ud af, hvor meget mere han kan forlange af et førsteklasses orkester som Radiosymfoniorkestret.

Torsdagskoncert. DR Radiosymfoniorkestret. DR Radiokoret /DR Vokalensemblet. Dirigent: Thomas Søndergård. Solister: Camilla Tilling, Randi Stene, Johan Reuter, sang. Koncer-ten genudsendes i P2 søndag i morgen kl. 10.

kultur@kristeligt-dagblad.dk