VI RUNDER I DAG Astrid Lindgrens 100-års dag. Hun var en stor forfatter, der havde en sprudlende og kreativ fantasi. Hun kunne i sine fortællinger bevæge sig ubesværet mellem den realistiske verden og forskellige fantasiuniverser. Men hvor havde hun det fra?
Astrid Lindgrens popularitet skyldes ikke bare, at hun er en fremragende fortæller måske den største fortæller for børn nogensinde. Hendes fortællinger er sjove og spændende og går lige til hjertet. Men mere end det, hendes fortællinger indeholder vitaminer for sjælen. De er mere end blot underholdning, for de drejer sig altid om de store spørgsmål: liv og død, ondt og godt, kærlighed og had, angst og mod, kamp og svigt.
Hun fortæller, så ethvert barn bliver opslugt og samtidig får ord og begrebsverden til dannelse af værdier, uanset hvor dybt barnet formår at fortolke. Der er flere lag i hendes fortællinger, men det fundamentalt livsbekræftende ligger altid umiddelbart tilgængeligt i overfladen. Vel at mærke uden en pædagogisk løftet pegefinger og på en sådan måde, at den voksne læser også føler sig berørt.
Når man fortæller fiktion, trækker man naturligvis på, hvad man har set, hørt og oplevet eller i det mindste kan forestille sig ud fra det, man har set, hørt og oplevet. Den såkaldt frie fantasi er i virkeligheden ikke fri, men bundet af den bagage, man medbringer i sit liv.
Astrid Lindgren har aldrig været karrig med at fortælle om, hvorfra hun har sine ideer og sin inspiration. Hun har ligefrem udgivet en lille artikel med titlen "Mine påhit" (1971), hvor der er en nøgle til udtryk og hændelser i hendes fortællinger. I mange interview og i Margareta Strömstedts biografi "Astrid Lindgren en levnedsbeskrivelse" kan man læse om, hvordan location, miljøer, personer, oplevelser og alle mulige andre detaljer benyttes i hendes fortællinger. Blandt andet om, hvorfor der er så mange scener, hvor der bliver klatret i træer eller op i andre ting det hænger sammen med Astrid Lindgrens egen glæde ved at klatre som barn.
HENDES ERINDRING fra barndommen er knivskarp, ikke kun hvad angår konkrete detaljer, men også følelser og stemninger. Mange af hendes personer har forlæg i den virkelige verden. I hendes fortællinger bliver de måske kombineret med egne karaktertræk og oplevelser.
Utallige er de steder i Vimmerby og Småland, hun kan udpege som stederne, hvor Emil, Pippi, Grynet og Kalle Blomkvist bedrev deres meritter. Også fortællinger fra slægtens historie, som hun har fået formidlet af sin far og mor, spiller en stor rolle i hendes forfatterskab. Alt det fortæller hun om i detaljer.
Men hun har aldrig givet et entydigt svar på, hvorfor kristendommen og den bibelske fortælling er så udpræget et element i hendes forfatterskab. At kristendommen er et tydeligt element, kan man forvisse sig om for eksempel ved at genkalde sig handlingen i bøgerne om Emil fra Lønneberg. Og i øvrigt er det et unikt træk i Astrid Lindgrens forfatterskab i forhold til anden nordisk børne- og ungdomslitteratur i samme periode.
Miljøet i Emil-bøgerne er det smålandske bondesamfund i den sidste fjerdedel af 1800-tallet, som Astrid Lindgren har fået beskrevet det af sin far. Det kirkelige miljø er tydeligt. Selvom Emils far er bondemand, stammer en stor del af hans identitet fra det faktum, at han er kirkeværge. Derfor er banden og druk bandlyst på Katholt. Alma og Anton Svendsen er flittige kirkegængere (det hører til kulturen, men i særdeleshed til jobbet som kirkeværge), der ofte lægger hus til kirkekaffe og provstens overhøring i katekismus og bibelhistorie. Emil og Ida går i søndagsskole, og de beder aftenbøn. Både dagen og fremtiden lægges i Guds hånd. Således slutter den sidste Emil-bog med faderens fromme bemærkning, at der nok skal blive et ordentligt menneske ud af Emil, "hvis han får lov til at leve og bevare helsen og om Gud vil."
SÅDAN ER KRISTENDOMMEN tydelig i overfladen og det ydre miljø, men ofte kan man finde hentydninger til den bibelske fortælling under handlingen. Man kan næsten ikke læse om Emils julegilde, hvor der "er en fryd og salighed uden ende, og Tumpe-Jokum tror, han er kommet i himlen," uden at tænke på lignelsen om det store gæstebud og på nadveren i kirken.
Når Astrid Lindgren kan gengive dette miljø så levende, er det dels på grund af hendes fars store fortællekraft, dels fordi hun i sin barndom oplever et lignende miljø. Hendes far er også kirkeværge, og stilen i hjemmet på Näs er præget af det på samme måde som på Katholt.
Helt tæt på Astrid Lindgrens eget barndomsmiljø kommer vi i de to bøger om Grynet fra henholdsvis 1960 og 1976, som hører til hendes absolut bedste. Hovedpersonen går i skole under Første Verdenskrig, præcis som Astrid Lindgren selv gjorde det i Vimmerby.
Her hører vi om børnene, der leger de bibelske beretninger: Josef i brønden, Moses i sivkurven, Adam og Eva, den barmhjertige samaritaner med flere. De beder til Gud, og de diskuterer store teologiske problemer blandt andet om, hvordan man kommer i himlen. Men alt sammen i børneperspektiv. Her er blot nævnt et par eksempler, men i alle Astrid Lindgrens bøger spiller kristendommen en rolle. Større eller mindre, ganske vist, men i de fleste helt eksplicit.
Hvor har Astrid Lindgren det fra? Og hvordan kan det være, at det, der for mig at se er helt evident, har fået så lidt plads i Astrid Lindgren-forskningen?
Måske fordi Astrid Lindgren selv har været så tilbageholdende og blufærdig i sine udtalelser om sit forhold til kristendommen. I et af de mest berømte citater om sagen siger hun: "Nej, jeg tror oprigtig talt ikke på Gud. Men havde min far levet, havde jeg aldrig vovet at sige det, for det havde gjort ham så ked af det. Måske er det også skammeligt af mig at fornægte Gud i betragtning af, at jeg så ofte takker ham og beder til ham, når jeg er fortvivlet" (Expressen 6. december 1970).
ET ANDET OG MINDRE kendt citat er fra Krigsråbet marts 1997: "Jeg tror på Gud, når jeg behøver ham. Ind imellem glemmer jeg ham. Jeg er vokset op i et religiøst hjem, så der vil altid være en religiøs tilknytning inden i mig. ...Sangen 'Bred dine vide vinger, o Jesus, over mig' skal synges ved min begravelse. Ikke fordi den blev sunget ved prins Bertils begravelse, men da jeg var barn, samlede min mor os søskende hver aften, og vi sang den sang."
Ud over at være meget dobbelttydige siger begge citater noget om Astrid Lindgrens blufærdighed omkring emnet. Hun har sikkert været sin rolle som meningsdanner bevidst, og hun ønskede ikke at blive taget til indtægt for en kristen bekendelse. Men de siger også noget om forbindelsen til barndommen.
I bogen "Samuel August fra Sevedstorp og Hanna i Hult" (1975 og 1985) findes svaret på, hvor hun har det fra! Her beskriver hun med stor kærlighed og pietetsfølelse sine forældres kærlighedsforhold og fortæller samtidig om den kristne opdragelse, hun har fået, hvor tro, bøn, bibel, fortælling, kirke og søndagsskole var en integreret del. Ikke alt modtaget med lige stor begejstring dengang, men det har sat uudslettelige spor i hende.
Når Astrid Lindgren trækker så meget på sin barndom i sit forfatterskab, trækker hun naturligvis også på den menneske- og tilværelsesforståelse og den kristendom, hun har med i bagagen derfra. Om det skete bevidst eller ubevidst, er ikke til at vide. Og det er egentlig også ligegyldigt. I alle tilfælde formidler Astrid Lindgren de store værdier, som hun selv har modtaget. Og hun bliver et levende bevis på den bibelske fortællings enorme gennemslagskraft.
Werner Fischer-Nielsen er sognepræst i Haslev