Matt. 6, 6
Før Jesus i Bjergprædiken lærte disciplene fadervor, advarede han dem mod al bøns vrangbillede: hykleriet og snakkesaligheden. De skulle ikke bede for at vise sig, og de skulle ikke lade munden løbe.
Det gælder enhver form for bøn, ikke kun den religiøse. Sådan er det, fordi bøn er en meget personlig sag. Den ægte bøn, er altid forbundet med tillid og tro. I bønnen åbner man sig over for et andet menneske, fordi man har tillid til det og tror på det. Bøn er også mellem mennesker troens naturlige udtryk. Hvis en bøn ikke er udsprunget af tro (tillid), er den enten beregnende eller tom konvention. Af ægtheden afhænger alt!
Bøn også kristelig bøn kan naturligvis foregå hvor som helst. Når Jesus opfordrede disciplene til at gå ind i kammeret for at bede og lukke døren, så er det et billedligt udtryk for, at bøn er den enkeltes møde med Gud.
Sådan er det med Fadervor. I den er alt sagt! Den tåler at blive brugt. Der er ikke ét overflødigt ord. Det er frem for alt en personlig bøn en persons tillidsfulde henvendelse til en anden person. Det er bønnen, der følger den kristne hele livet. Den rummer barnekammerets fortrolighed. Det er den, mange, der ellers har et distanceret forhold til kristendommen, tyer til, når det brænder på. Det er den, mange husker som det sidste. Det er hans bøn med os, siger salmedigteren K.L. Aastrup (DDS 587). Et menneske er ikke ene om den, og slet ikke, når det er ved at være slut!
Går jeg af verden ud,
han er for mig hos Gud; ...
Han plads for mig bereder,
mit Fadervor han beder.
Holger Jepsen