Ruslands tsar fik sit mandat

NYHEDSANALYSE: Nøje planlagt russisk valg har givet præsident Putin det ønskede mandat til at fortsætte med at lede landet

Kreml raser og sparker igen med ord som ensidig, grundløs og ubalanceret, efter den enslydende kritik fra de internationale valgobservatører, der i mandags gav deres dom ikke fair over søndagens russiske Dumavalg.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at der har været en lang, lang række irregulariteter i forbindelse med valget. Antallet af eksempler på chefer og offentlige ansatte, der har kaldt deres ansatte ind for at belære dem om, at de skal stemme, og at krydset skal sættes ved Putins Forenet Rusland, er for mange.

Videoklip af valgdelegerede, der fodrer stemmebokse med bunker af klargjorte stemmesedler, er svære at benægte. Den åbenlyse ensidighed i tv-dækningen af de forskellige partier kender alle russere med fjernsyn til. Og chikane af oppositionen er et slet skjult faktum.

Spørgsmålet er snarere: Hvorfor? Putins personlige popularitet ligger omkring 80 procent efter otte år med stabilitet og konstant økonomisk vækst. Og Forenet Rusland ville have vundet et klart flertal selv uden alle disse tricks.

Svaret skal findes i præsidentens position. Putin kan ikke stille op til præsidentvalget i marts, da forfatningen forbyder tre embedsperioder i træk. Og han har tilsyneladende besluttet sig for, at en forfatningsændring, der kunne ændre dette, er værre end det, som formanden for det Europæiske Råds delegation har kaldt et forvaltet valg.

I stedet har han lovet at blive med at være aktiv i politik, men i en anden endnu ikke defineret rolle. Ved at stille op som partiet Forenet Ruslands spidskandidat ville Putin således sikre sig et personligt mandat, så han også efter præsidentvalget til marts kan trække i snorene.

Med hans beslutning om at stille op blev Dumavalgets karakter imidlertid ændret fra et ikke særlig vigtigt parlamentsvalg under Putin er magten i stigende grad sivet fra parlamentet og premierministeren over til præsidentens administration til en folkeafstemning om præsidents Putins popularitet og politik. Som Ruslands-eksperten Masha Lipman fra Carnegie Centret i Moskva udtrykker det: En tillidsafstemning er forskellig fra et valg (...) En afstemning handler om at få en høj stemmeprocent og brændende, ikke lunken, støtte. Putins patriarkalske regeringsform, der har skubbet folk væk fra politik, er ikke brugbar i sådan en afstemning. I stedet er der brug for mobilisering.

Denne forståelse af valget synes at give en forklaring på den nervøsitet og paranoia, der har kunnet spores i Kreml forud for valget. Der er blevet snakket om frygt for en såkaldt Orange- eller Rosen-revolution a la dem, der fandt sted i Ukraine og Georgien, men dette har aldrig været en reel trussel i dagens Rusland, hvor den liberale, pro-vestlige opposition er lille og splittet. Med den ændring i karakter, som Dumavalget endte med at tage, giver det derimod pludselig mening, når forældre fortæller, at de er blevet kaldt til uden for sæson-forældremøder på deres børns skoler for at finde ud af, at møderne handlede om, at de skulle underskrive papirer om, at de vil møde op og afgive deres stemme, hvor det vil ske og hvornår. På nogle skoler er forældrene sågar blevet mødt af agiterende Forenet Rusland-kampagnefolk.

Valgsnyd eller ej, så har Vladimir Putin nu det mandat, han ønskede sig. Spørgsmålet er derfor, hvad han vil og kan bruge det til. Endnu har han ikke peget på en efterfølger eller sagt noget om, hvilken rolle han ser for sig selv.

At lege gætteleg om, hvorvidt han vil installere en svag præsident og selv indtage premierministerstolen, alligevel ændre forfatningen, blive leder for Forenet Rusland eller chef for det magtfulde Sikkerhedsråd eller noget helt femte giver ingen mening lige nu, for som både garvede Ruslands-kendere og Kremls egne folk siger, har han sandsynligvis endnu ikke besluttet sig.

Det eneste, der lige nu er sikkert, er, at Putin lige meget hvad han vælger kan henvise til det, han selv efter Dumavalget har kaldt en demonstration af vælgernes tillid.

rodgers@kristeligt-dagblad.dk