Vi ved, hvordan en engel ser ud, og når de vrimler i julen, er det efter forbilleder fra Rafael med flere. Det er frem for alt nogle billedkunstnere, der har holdt englene i live i den kulturelle bevidsthed. Men i Danmark er det først og fremmest salmedigterne, der har givet os et forhold til englene. Når det kimer til julefest, så skal vi med til Davids by, hvor engle sjunge under sky. Grundtvig opforder ligefrem til, at vi skal blive englene lig de skal lære os at synge, som de sang den nat i Betlehem.
Musikken er den kunstart, der i særlig grad er knyttet til englene, der har en ligefrem bibelsk forpligtelse til at synge lovsang i himlen, og ofte er englene i kunsthistorien afbildedet med musikinstrumenter. At det er musikken, der er englenes kunstart, er ikke tilfældigt, mener kunsthistorikeren Charlotte Christensen, der har skrevet Gyldendals bog om engle. Musikken er en måde at komme uden for dagligdagen på:
Hvis man vil nogen steder hen, må det hedde englesang. Det er jo stadig den måde, hvorpå man hører noget ovenfra.
Charlotte Christensen refererer til en amerikansk kunsthistoriker, der skrev en bog om, at man ikke kan græde over billeder:
Sådan er det ikke med musik bare man hører tre akkorder, så græder man jo. Jeg tror, det har noget med tid at gøre, at man får den tid, musikken giver en. Man græder spontant over musik, fordi der sker en overrumpling. Det er jo ikke, fordi det er sørgeligt, men det er den vidunderlige åndelighed. Musikken er åndeligst, siger Charlotte Christensen.