Og det skete i de dage og så er alle med nede på bænkene og stolerækkerne rundt omkring i landets kirker juleaften, hvor der traditionen tro er fuldt hus til Guds ord. Nu skal vi høre juleevangeliet om, hvordan det lille Jesusbarn kom til verden, og det er en rørende historie, som de fleste kan identificere sig med.
Det lille barn bliver både besunget af hyrderne og begavet af de vise mænd fra Østerland, og således opfyldt af julefred kan vi gå hjem og fejre vores egen jul.
At denne fødsel blev begyndelsen til en ny verdensreligion, beskæftiger kirken sig ikke så meget med den 24. december. Men det skulle være ganske vist, at Gud blev menneske i teologien kaldet for inkarnationen i det øjeblik, da Kristus blev født og kom til at grundlægge kristendommen, der forlanger det næsten overmenneskelige af sine tilhængere, at de skal tro både på en Gud i Himlen og en Gud på Jorden.
Det lille barn bliver betroet vores verden, siger Johannes Værge og fortsætter:
Det er en side af inkarnationen, at vi netop ser Gud træde ubeskyttet ind i vores verden som et lille barn. Hans skæbne blev også at blive dræbt. Så den ubeskyttethed viser, at deri er Gud. Det tror jeg godt, at man kan få en fornemmelse af ved at høre juleevangeliet og synge salmerne. At her træder en godhed ind i vores verden, som ikke er ude på at få magt, men er der for menneskenes skyld, for vores glæde og mulighed for at leve i kærlighed og hengivelse med hinanden. Julen handler jo om kærlighed, siger folk med et mere overfladisk forhold til kirken. Men det synes jeg også, at juleevangeliet siger, at det lys vil ind i vores verden og være en del af vores jordiske tilværelse.
Den 61-årige Johannes Værge er efter 19 år som sognepræst i Københavns Domkirke, Vor Frue, gået på tidlig pension. Sidste gudstjeneste i domkirken var den 16. september i år. Nu glæder han sig til at være almindelig kirkegænger i julen.
Nu er jeg ude af det pres, som jeg har været under på godt og ondt. Det føles som en befrielse.
Himlen var grå som bly for et øjeblik siden, men pludselig klarer det op, og lyset strømmer ind i lejligheden i Hellerup nord for København. Her har Johannes Værge og hustru Lisbeth Jønsson Værge boet, siden han for to år siden blev fritaget for boligpligten i embedsboligen i Fiolstræde i indre by. Han peger ud ad vinduet ned på promenaden langs Øresund, hvor han løber sin tur på fem kilometer. Han spiller også fodbold med jævnaldrende. Har tid og overskud til at sige ja tak, når han og hans kone bliver inviteret ud. Og har nydt at hjælpe sin ene søn, der bor i Sverige, med at bygge hus.
Jeg har fået, hvad man vil kalde belastningsskader. Jeg havde en omgang med stress og overbelastning for nogle år siden, der stadig påvirker mig, så det blev nødvendigt for mig at holde op som sognepræst. Baggrunden er et samspil mellem min natur og at være ansat ved en kirke, hvor kravene er høje. Det har også at gøre med, at jeg helt klart har påtaget mig mere ansvar, end jeg burde. De sidste to år arbejdede jeg på nedsat tid, men det viste sig i længden ikke at være nok.
Det havde da været dejligt, hvis jeg kunne alting, men jeg har mine grænser. Hvornår har man fri som præst? Der er tjenesteboligen, der også er din arbejdsplads og så videre. Nogle præster kan håndtere det udmærket. Jeg har nok haft svært ved at afgrænse, hvad jeg skulle tage mig af i arbejdet. Det er noget, mange præster må slås med.
Jeg ville gerne selv holde op, før jeg var kørt helt i bund. Og jeg føler, at jeg er privilegeret, fordi jeg stadig kan beskæftige mig med det, der er vigtigt for mig, teologien, og der er ting, jeg gerne vil skrive, siger Johannes Værge, der har et større forfatterskab bag sig af essays, prædikener og andre teologiske tekster.
Så vi går til ham for at få udlagt den vanskeligt forståelige del af det mirakel, der dalede fra Himlen og ned på Jorden julenat for 2000 år siden. Inkarnationen, hvor Gud blev menneske, er et problem, der er blevet vendt og drejet siden oldkirken. Dengang blev det fastslået i officiel kirkelig forstand, at Jesus Kristus er både Gud og menneske. Men mysteriet er ikke blevet mindre.
Ifølge Johannes Værge er der flere spor at følge i opklaringen. Det ene er, at Gud ved inkarnationen betror sig til menneskene både i den forstand, at Gud så at sige lægges i menneskenes hænder. Og i betydningen af betroelse som en meddelelse, der stiller sig åbent og uforbeholdent frem.
I Kristus får vi kundskab om Gud på en måde, der er sårbar. Det havde været noget andet, hvis han havde efterladt os nogle lovtekster eller som i Muhammeds koran, der siger sådan og sådan. I Kristus får vi et menneske, der samtidig er Gud, som vi hele tiden skal forholde os til i et tolkende forhold. Men samtidig stiller Gud sig virkelig åbent frem og viser sit væsen og sin vilje i skikkelse af et menneske.
Det andet spor er, at inkarnationen viser, at det uendelige kan rummes i det endelige, at det guddommelige kan rummes i det menneskelige.
Det er slet ikke en selvfølge, det er faktisk et mysterium. Og også en provokation på Jesu tid. Når man tænker på Moses, kunne han ikke en gang komme så tæt på, at han kunne se Gud, men måtte beskytte sig mod lysvirkningen. Han måtte vende sig bort, for ingen kunne tåle at se Guds ansigt. Dér markeres en enorm forskel på menneske og Gud. Men inkarnationen er noget vældig anderledes. Dér kommer Gud helt ind i det menneskelige, og der er ikke noget, man skal beskytte sig mod.
Det er også det, som islam ikke kan fatte, at vi kan tro på: at det guddommelige forener sig med det menneskelige. Og det sker ikke på samme måde som med de græske guder, der er guder på en menneskelig måde. I kristendommen er det guddommelige stadig det, der bærer hele verden, det, alting udspringer fra, og det, som vi mennesker overhovedet ikke kan få i kontrol. Det vældige fastholdes, det, som er anderledes end det menneskelige, det hellige, samtidig med, at det forenes i det menneskelige. Så det er et paradoks i kristendommen, at det kan lade sig gøre.
Inkarnationen har også betydning for det kristne syn på det menneskelige. At mennesket er langt mere vidunderligt og underfuldt, end vi i det daglige har blik for. Nogle vil sige, at det er menneskets sjæl, der er det fine. Men i inkarnationen bliver det legemliggjort, det kommer helt ind i kroppen.
Johannes Værge henviser til Paulus, der understregede, at legemet er tempel for Guds ånd. Han talte også om, at menneskene skal bære Jesu død og Jesu liv i vore legemer.
Den hengivelse, han, uden at tænke på sig selv, har for den opgave, han har fra Gud for menneskenes skyld, og det opstandelsesliv, som Gud skænker Jesus, det skal vi bære i vores legemer. Vi er i vores legemlige liv templer for Gud. Det hellige er i det menneskelige. Det uendelige er i det forgængelige.
Johannes Værge peger på, at følgevirkningen af dette er spørgsmålet: Hvad sker der efter døden? Er det sjælen, der kommer til Gud, og kroppen efterlades som et tomt hylster? Man kan sige, at naturligvis bliver legemet tilbage og forgår. Men i trosbekendelsen hedder det jo kødets opstandelse. Paulus mente, at vi fik et opstandelseslegeme, et åndeligt legeme. Først i senere diskussioner opstod formuleringen om kødets opstandelse. En af de ansvarlige for det er kirkefaderen Irenæus (cirka 130-200 e.Kr.), der stod stærkt på, at mennesket i sin legemlige form er skabt i Guds billede ikke kun sjælen.
Der er i inkarnationstænkningen ført noget radikalt igennem, at det legemlige og guddommelige er intimt forbundet. Det er meget lidt, Jesus udtaler sig om disse ting, men han nævner blandt andet, at i Guds rige gifter man sig ikke. Men Paulus siger, at det legemlige på en eller anden måde er med i frelsen. Det er ikke ligegyldigt. Og derfor er det også vigtigt, hvordan vi bruger det legeme. At det også har en rolle som tempel for Guds ånd. Og at det er i vores legemlige liv, at Gud virker i vores tilværelse med hinanden.
Inkarnationen har altså ikke bare betydning for, hvordan vi skal tænke om Jesus, men også hvordan vi skal tænke på os selv som legemlige væsner. Man kan sige med Paulus, at det, der forbinder os med det evige, er tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden. Det er et fingerpeg om, at det er det i vores liv, der har præg af kærlighed, der følger med os ind i evigheden.
I Johannesevangeliet taler evangelisten om det evige liv som noget, der begynder nu, og at den, der tror på Jesus Kristus, har evigt liv. Han skal ikke for dom, men er forbundet med det, der er evigt. Samtidig understreges det, at det at tro på Kristus er at leve i at modtage og give kærlighed. Når der er kærlighed i mennesker, er det det, der har evighedskarakter. Jeg ved godt, at det er noget svævende noget at sige. I den kristne tradition har man prøvet at sige det mere konkret. Som i Grundtvigs salme Den signede dag: Med venner i lys vi tale. Det vigtige ord i den sammenhæng er lys.
Et andet udtryk fra Grundtvig er i At sige verden ret farvel, hvor han har det ønske i døden: omstrål mig. Da er vi tilbage i inkarnationen, for det er det lys, der gjorde, at de tidlige kristne kan tale om Jesus som livets lys og verdens lys. I ham lyste det, som er den guddommelige virkelighed. Men samtidig var det også i det legemlige at tage sig af mennesker i omsorg. Frelsen er ikke bare noget sjæleligt, men har også med vores legemlige liv at gøre, siger Johannes Værge.
Men hvorfor besluttede Gud at inkarnere sig i et menneske?
Det var nødvendigt, for at mennesker kunne komme ud af deres usikre famlen i forhold til Gud. Profeten Esajas brugte det udtryk, at vi famler, som om vi var blinde. Og han ser for sig, at Gud skal træde ind i menneskenes verden, så den famlen kan ophøre, og at alle kan se Guds herlighed. Det var Guds måde at blive personlig på og vise sig som en af os for at blive forstået. Og så er vi tilbage ved betroelsen, der samtidig gør Gud skrøbelig, fordi Jesus ikke efterlader os en manual, men sit liv. Der kan hele tiden stilles spørgsmål om den rette tolkning, og det kommer vi aldrig over, fordi Gud betror sig til mennesker på den måde.
Paulus siger, at den skat har vi i et lerkar. Mennesket er betroet dette helt vidunderlige og grænseløse. Men mennesket er skrøbeligt, og derfor er det hele tiden en kamp for mennesket at give plads i sit liv for det, som er Gud: Guds kærlighed, Guds lys, siger Johannes Værge.
I en situation med stress og belastning, som han selv og mange andre mennesker rammes af, har inkarnationen også noget at sige.
Guds godhed mod os mennesker er ikke afhængig af, hvor højt vores præstationsniveau er. Gud virker trods menneskelig svaghed og begrænsninger. Det er jo det, Jesus viste med den måde, han mødte mennesker på. Han kom os i møde, som vi er. Men i det liv, hvor der er skruet op for roen og ned for det hektiske, får man endnu mere bevidsthed om, at det er Guds gave, der betyder noget. Og at den under alle omstændigheder er nok.