Mafiaens 10 bud afsløret

Italiensk politi mener at have fundet mafiaens 10 bud hos en mafiaklan, der tidligere har gjort brug af kristne symboler

Mafiabossen Salvatore Lo Piccolo (th.) blev arresteret den 5. november sammen med sin søn, Sandro (tv.). -
Mafiabossen Salvatore Lo Piccolo (th.) blev arresteret den 5. november sammen med sin søn, Sandro (tv.). - . Foto: .

Da italiensk politi for nylig anholdt den fremtrædende sicilianske mafiaboss Salvatore Lo Piccolo, fik de ikke bare fat i den mest fremtrædende mafiaboss på Sicilien. Politiet fik samtidig fat i papirer, dokumenter og optegnelser, der giver rig lejlighed til at få et unikt indblik i mafiaens kultur og tankeunivers.

Mellem de fundne papirer er blandt andet Lo Piccolos udkast til mafiaens 10 bud, der ifølge politiet skulle være et bindende regelsæt for alle medlemmer af hans magtfulde Corleone-klan på Sicilien, skriver det italienske nyhedsbureau, IGN.

Den religiøse symbolik er ifølge politiet ikke tilfældig. Mafialederen ønskede at genopdrage nye unge medlemmer af klanen, der efter hans mening i for høj grad higede efter at vise deres rigdom til omverdenen og slække på disciplinen og det stramme hierarki i organisationen.

Indholdsmæssigt har mafiaens 10 bud dog ikke meget til fælles med de bud og pligter, som Gud pålagde jøderne i Det Gamle Testamente.

Dokumentet påbyder blandt andet Corleone-klanens medlemmer altid at respektere deres overordnedes beslutninger og udnævnelser, ligesom de altid skal fortælle sandheden. De må ikke vise sig på offentlige steder som barer og natklubber. De må heller ikke lægge an på andre medlemmers kærester eller hustruer. De skal tværtimod leve et diskret liv og vise deres egen hustru eller kæreste respekt.

Respekten rækker dog ikke længere, end at mafiamedlemmet samtidig altid skal stå til rådighed for klanen, også hvis hans hustru skulle være ved at føde.

Det er ikke første gang, at politiet afslører mafiaen i at trække på kristen symbolik. Som Kristeligt Dagblad tidligere har skrevet, gjorde Salvatore Lo Piccolos forgænger som leder af Corleone-klanen, Bernardo Provenzano, brug af bibelvers fra Det Gamle Testamente til at sende ordrer til sine underordnede, mens han var på flugt fra politiet.

revsbech@kristeligt-dagblad.

Det var i dette hus i Palermo på Sicilien, at arrestationen fandt sted. Ved samme lejlighed blev to andre mafiabosser ligeledes arresteret. –
Det var i dette hus i Palermo på Sicilien, at arrestationen fandt sted. Ved samme lejlighed blev to andre mafiabosser ligeledes arresteret. – Foto: .