En slags Da Vinci-mysterium, der beskylder den katolske kirke og den officielle franske historieskrivning for historieforfalskning, det er essensen i det seneste indlæg i den stående franske debat om Jeanne d'Arc.
For den officielle historieskrivning var Jeanne d'Arc en fattig bondepige fra landsbyen Domrémy i Lorraine nær den tyske grænse, som alene i kraft af sin karismatiske overtalelseskraft og sin stærke gudstro ændrede udfaldet af Hundredårskrigen.
Bastard-teorien om Jeanne d'Arc
For en minoritet af franske historikere er dette rent opspind og imod enhver sund fornuft. Det er den såkaldte bastard-strømning, for hvem Jeanne d'Arc i virkeligheden var en uægte prinsesse, og hendes indsats i 100-årskrigen et veltilrettelagt komplot mod englænderne.
Marcel Gay hører til denne fløj. Sammen med en forhenværende efterretningsofficer har journalisten nylæst de historiske dokumenter om Jeanne d'Arc, så de støtter bastard-teorien.
Jeg har benyttet de arbejdsmetoder, jeg til dagligt bruger som journalist. Jeg er gået til de skriftlige kilder, har sammenholdt dem med det, man i øvrigt ved om perioden. For mig er der absolut ingen tvivl om, at den officielle historie er en skrøne, siger Marcel Gay.
En række fakta i Jeanne d'Arcs historie er velkendte og ubestridte. Det er fortolkningen af dem, der er uenighed om.
Jeanne d'Arcs samtid
Hundredårskrigen mellem Frankrig og England, som begynder i 1337, er i virkeligheden en strid om den franske trone. I 1420 har englænderne besat det meste af Frankrig, og da hertugen af Bourgogne slutter sig til det engelske parti, bliver den franske konge, Karl den VI, nødt til at underskrive Troyes-traktaten, hvori hans datter giftes væk til den engelske Henrik den V, så deres søn kan blive retmæssig arving til den franske trone.
To år senere dør Karl den VI og Henrik den Vmed få måneders interval. Englænderne udnævner straks den ni måneder gamle kongesøn til Henrik den VI, konge af England og Frankrig.
Men i Frankrig proklamerer Karls søn, Henrik den VIsonkel, sig også konge af Frankrig. Begge kan legitimt gøre krav på den franske krone. Men to konger til ét kongedømme er én for meget, og i 1429 er striden endnu ikke afgjort, selv om englænderne er tæt på at vinde, da det franske parti svækkes internt af en borgerkrig.
Karl VIImå nøjes med at holde hof i den lille by Chinon, mens Orléans er belejret af englænderne. Det ser unægteligt sort ud for den franske konge.
Her er det så, at Jeanne d'Arc kommer ind i billedet. Den 25. februar 1429 rider hun ind i Chinon, klædt som en mand og ledsaget af to adelsmænd. Jeanne d'Arc fra landsbyen Domrémy i Lorraine har i de seneste år hørt stemmer. To helgeninder, Catherine og Marguerite, giver hende budskaber fra Gud. Hun hævder, at Gud har givet hende den mission at overbringe et budskab til kongen og beder om at komme til at tale med ham, hvilket han uden videre accepterer.
I vidners påhør siger Jeanne så: "Jeg siger dig, på min Herre Guds vegne, at du retteligen er arving til Frankrig og at Han har sendt mig for at føre dig til Reims, hvor du skal blive kronet." Det bliver et vendepunkt i 100-årskrigen. Karl den VII beslutter sig for at følge Jeannes råd og komme Orléans til undsætning. Den franske hær tror igen sejren mulig, og Karl lader sig krone i Reims.
Men Jeanne tages til fange under et slag i Compiègne og udleveres til englænderne, som anklager hende for at være en heks og brænder hende på bålet i Rouen den 30. maj 1431.
Jeanne d'Arc-mysteriet
Det er retsudskrifterne fra denne hekseproces og den efterfølgende rehabiliteringsproces i 1455-56 som udgør de vigtigste skriftlige kilder til Jeanne d'Arc-mysteriet.
Og Marcel Gay tror ikke på den romantiske historie om den fattige bondepige: "Når man studerer teksterne, står det klart, at det, man lærer os i skolen, er noget vås. Hun siger to gange: Jeg har aldrig vogtet får. Hun taler fransk, hvor man i Lorraine taler en dialekt, hun er rig, hun er en dygtig rytter og en dreven soldat. Det lærer man ikke som en naiv bondepige," siger Marcel Gay, som også peger på det usandsynlige i, at denne ukendte hyrdetøs uden videre får foretræde for kongen, og at han på hendes glatte ansigt begiver sig ud for at befri Orléans.
Han mener, at Jeanne er led i en storpolitisk intrige udtænkt af kongens svigermor, den magtfulde Yolande af Aragon. "Jeanne er et psykologisk krigsvåben mod englænderne. Man skal huske på situationen: To mænd har lige stor arveret til den franske trone. Den eneste, der kan afgøre denne strid, foruden krigen, som englænderne er ved at vinde, er Gud. Jeanne skal inkarnere Guds vilje og legitimitet over for menneskets lov, Troyes-traktaten," påpeger Marcel Gay.
"Vi er i middelalderen, hvor Gud og Djævelen opfattes som materielle realiteter, der blander sig direkte i menneskenes sager. Og det er ikke tilfældigt, at det netop er en ung, jomfruelig hyrdepige, som udvælges til at repræsentere Guds vilje. Hyrderne er Guds sendebud i Bibelen. Og Inkvisitionen har skabt præcedens for, at jomfruer ikke kan være besat af Djævelen. Hvad gør englænderne, da de fanger Jeanne? De brænder hende som heks for at omstøde den legitimitet, Karl den VII har fået ved Jeanne d'Arcs mellemkomst," siger Marcel Gay.
Hans teori er, at Jeanne i virkeligheden er uægte datter af Karl den VIs dronning, Isabeau af Bayern. Hun har en veldokumenteret affære med hertugen af Orléans og føder i 1411, året før Jeannes officielle fødsel, en søn, som ifølge historikerne er dødfødt. Gays og bastard-historikernes påstand er, at barnet var en pige, som overlevede og blev sat i pleje i Vogeserne. Barnet får en adelig opdragelse, og da hun viser sig at have en stærk karakter og have talent for både at ride og bruge en lanse, udvælges hun af Yolande til at spille hovedrollen i den intrige, som skal sikre Karl den franske trone. Jeanne begynder at fortælle om de stemmer, hun hører, omkring syv år før hun rider til Chinon. Syv år er den tid, man dengang regnede for nødvendig til at blive en hæderlig ridder.
Men hvorfor alt dette hemmelighedskræmmeri så mange år efter?
"Fordi Jeanne d'Arc i mellemtiden er blevet en national myte. Da Frankrig i 1870 tabte krigen mod Preussen og mistede Alsace-Lorraine, skulle man finde et nationalt symbol. Da hun senere blev helgenkåret, blev hun en legende, som hverken kirken eller republikanerne vil røre ved," siger Marcel Gay.
I den spændingsfyldte tid omkring adskillelsen af stat og kirke gjorde de antiklerikale Jeanne til en slags martyr for kirken og inkarnationen af fædrelandskærligheden, og samtidig var Jeanne et lidt generende symbol for kirken, fordi hun trods alt var blevet brændt på bålet. For at komme ud over sit splittede forhold til Jeanne d'Arc pressede den franske kirke på for at få Jeanne helgenkåret. I 1921 blev hun til den hellige Jeanne d'Arc, og Domrémy til et pilgrimsmål.
Men for flertallet af de franske historikere er teorien om den uægte prinsesse grebet ud af den blå luft.
"Vi har historiske kilder, der dokumenterer, at Jeanne rent faktisk blev født i Domrémy i 1412. D'Arc-familien var adelig, men var faldet i unåde og havde mistet sin titel, men Jeannes far, Jacques d'Arc, var trods alt dannet nok til at give børnene en vis uddannelse," siger Olivier Bouzy, historiker og vicedirektør for Jeanne d'Arc-museet Centre Jeanne d'Arc i Rouen. Han ser ikke noget usandsynligt i, at Jeanne uden videre får så stor indflydelse på kongens dispositioner og rider i spidsen for hæren.
I middelalderen troede man fuldt og fast på, at almindelige mennesker kunne være profeter. Der var en tradition for kvindelige profeter, og da Jeanne blev optaget ved kongens hof, var der allerede to andre kvindelige profeter.
"Det er ikke umuligt, at Jeanne skulle være led i en politisk intrige. Vi har bare ikke nogen beviser for det. Derimod er det meget usandsynligt, at hun skulle være en uægte prinsesse, og at man i syv år skulle have forberedt en slags operation Jeanne til at løbe af stabelen i 1429. Syv år tidligere var den militære og politiske situation en helt anden, og ingen kunne forudse, hvordan stillingen ville være i 1430," siger Olivier Bouzy. Han forkaster enhver teori om historieforfalskning, men understreger til gengæld, at Jeanne d'Arc-forskningen i årtier, eller nærmest i århundreder, har været særdeles mangelfuld. Hendes tragiske skikkelse har inspireret Shakespeare, Voltaire og de tyske romantikere med Schiller i spidsen til nogle af europæisk litteraturs mesterværker, og Carl Th. Dreyer iscenesatte hendes lidelseshistorie i filmklassikeren fra 1927.
Jeanne d'Arc som nationalt symbol og samlingspunkt
Men for historikerne har myten været så stærkt ladet, både politisk og religiøst, at enhver fremstilling af Jeanne d'Arc har været ideologisk farvet. Katolske traditionalister har haft Jeanne d'Arc som samlingspunkt, og under Anden Verdenskrig forsøgte Pétains kollaboratørregime at gøre hende til nationalt symbol i stedet for den revolutionære Marianne.
Siden er hun blevet taget til indtægt både af amerikanske feminister, der ser hende som et symbol på kvindekampen, og af Front National og Jean Marie Le Pen, som har gjort hende til symbolet på kampen mod indvandringen.
Den første doktorafhandling om Jeanne d'Arc kom så sent som i 2004, og det har givet spillerum for alskens løsagtige teorier, siger Olivier Bouzy. En af disse forkætrede teorier, som bastard-fløjen blandt Jeanne d'Arc-historikerne står for, betvivler desuden, at hun virkelig blev brændt den majdag i 1431.
De knoglerester, som i århundreder har gået for at være de jordiske rester af Jeanne d'Arc, hentet ud under bålet på torvet i Rouen, har vist sig at være rester af en egyptisk mumie, et stærkt efterspurgt vidundermiddel, som velassorterede apotekere havde på lager i middelalderen. Det modbeviser ikke nødvendigvis, at det virkelig var Jeanne d'Arc, der brændte på bålet. Men ifølge minoritetshistorikerne var det en ukendt stakkel, som med ansigtet dækket af en sæk trådte op på bålet i Rouen. Den virkelige Jeanne d'Arc dukkede senere op i skikkelse af adelsdamen Jeanne des Armoises. En teori, som mødes med hovedrysten af Olivier Bouzy.
Men ingen har endnu løftet alle de røgslør, som i løbet af 500 år har svøbt sig om Frankrigs nationale legende. Jeanne d'Arc-mysteriet er endnu ikke opklaret.