Et tonefald eller et blik fra ens gamle forældre, og man er 4 år igen. Også selv om man til daglig er fornuftig 40-årig, med styr på tingene. Fuldkommen latterligt, kan man mene. Men alligevel virkelighed for masser af mennesker.
Med regressionen følger angsten for, at forældrene trækker deres kærlighed tilbage. I betragtning af, at det er mange årtier siden, ens overlevelse afhang af fars og mors yngelpleje, kan angsten virke en anelse overdrevet.
Alligevel kan man opleve myndige, midaldrende læger, sjakformænd, redaktører, sagførere, tømrermestre, præster, skolelærere, direktører og mange andre, som hellere vil slå ti knuder på sig selv, end sige noget, der kan udløse skuffelse eller vrede hos deres gamle forældre. Ja, som i yderste konsekvens risikerer deres parforhold, frem for at skulle tage en konfrontation med deres forældre.
Sådan noget synes 36-årige Karina Dam er "dybt interessant". Hun har skrevet de første otte afsnit af DR's nye anmelderroste tv-serie "Sommer", centreret om lægefamilien i Frederiksværk og de indbyrdes spændinger mellem forældre og voksne sønner og konsekvenser, spændingerne får for mennesker, som familien omgås.
Mon ikke de fleste af os har en rem af huden? I besværet med at stå ved os selv i forhold til forældre, søskende, ægtefælle, børn, arbejdsgiver. Især, hvis man, som brødrene Adam og Jacob i tv-serien, er rundet af en familie, hvor der aldrig er blevet talt om dybe følelser, og da slet ikke de svære af slagsen? Så kan det næsten føles livstruende at åbne sig. Ikke bare over for den ældre generation, også over for andre, siger Karina Dam.
Hun er meget optaget af Søren Kierkegaards ord om, at "... den, der ikke kan åbenbare sig, kan ikke elske, og den, der ikke kan elske, han er den ulykkeligste af alle". Hun og sparringspartneren Jesper W. Nielsen har kredset meget om de ord i udviklingen af seriens historier og karakterer.
Hvis ikke vi gør forsøget på at vise os selv, som vi er, kan vi ikke modtage eller give kærlighed. Det er uendeligt svært at være sand, men nødvendigt at gøre forsøget hele tiden. Når det går godt for seriens karakterer, er det, fordi de følger dette "råd" fra Kierkegaard, tilføjer manuskriptforfatteren.
Hun erkender, at serien ikke har mord på tapetet, sådan som publikumsuccesen "Forbrydelsen", men minder om, at et tilsyneladende fredeligt familieliv også kan rumme gru og gys.
Den 65-årige lægefar i "Sommer" ligner en skurk. Tromlende mod yndlingssønnen og tilsvinende sin anden søn. Moderen, derimod, virker anderledes mild og rar. Jeg skal dog gerne røbe her, at hun har mindst lige så stor andel i sønnernes problemer som faderen. Det handler om en fødselsdepression, om smertefuld afstand til den førstefødte og om kronisk, sort samvittighed. Især fordi hun oplevede det så anderledes med Adams lillebror, Jakob. Han græd ikke så meget, var lettere at elske, lignede hende mere af sind.
Man kan gå rundt et helt liv og tro, at man har værst konflikter med den ene af sine forældre, og så viser det sig måske, at de største spændinger ligger i forhold til den anden. Adams og Jakobs far behøvede jo ikke opføre sig, som om han også havde haft fødselsdepression engang. Men tidligt fik han anvist en bestemt tilgang til sønnerne af sin kone. Han overtog hendes syn på dem og slap for selv at tage følelsesmæssigt ansvar. Det var hende, der allerførst, med sine reaktioner, gav udtryk for, at Adam var tålt, men Jakob elsket. Og sådan blev det herefter, siger Karina Dam.
Selv er hun enebarn og fascineret af, hvordan søskende har det med hinanden.
Adam og Jakob fornemmer, at der lurer farlige følelser under overfladen. Men tør ikke hente dem frem. Det tror pokker. Det er nemmere sagt, end gjort, at åbne for sluserne. Tænk, hvis man blev nødt til at se i øjnene, at man ikke var lige så elsket som sin lillebror. Ta' dén! Så er det sikrere at lade, som om man stadig er 10 og 12 år. Stagnere i relationen. Slås, lege, pjatte og forsøge at holde problemerne fra livet imens. Eller, hvis man er Jakob, flygte til Afrika i stedet for at blive hjemme, indtil man har fået gjort op med familiens belastende forventninger, tilføjer hun.
Seriens karakterer og deres relationer er opdigtede. For en sikkerheds skyld har Karina Dam haft manuskriptet til gennemsyn hos en psykiater, og vedkommende har sagt o.k. for troværdigheden.
Anmelderne bemærkede, at Karina Dam har fisket flere af problemstillingerne til "Sommer" i Bibelens univers. Det er rigtig nok, siger hun. Men fortællinger som den om Kain og Abel eller Den fortabte Søn er ikke bare med, fordi hun finder dem kunstnerisk spændende at arbejde med.
Bibelens fortællinger er godt dramastof. Men for mig får de først relevans på et dybere plan, når jeg læser dem i lyset af det kristne evangelium. Personerne tumler i bund og grund med de samme dilemmaer, vi stadig står midt i hver eneste dag: Hvorfor er jeg misundelig, fordi det går den anden godt ? Hvorfor kan jeg ikke klare, hvis mine allernærmeste er mere elskede og påskønnede, end jeg ? Hvorfor er mine forældres accept stadig så vigtig for mig? Hvorfor lyver jeg ? Snyder jeg ? Fantaserer om hævn ? Hvorfor ødelægger jeg forholdet til andre mennesker ved krampagtigt at påstå og mene hele tiden i stedet for at lytte og forstå ? Hvorfor gør jeg det onde, som jeg ikke vil? Hvorfor skjuler jeg mig ?
Det er kort sagt vanskeligt at være menneske. Det ordentlige liv, vi satser på at leve med andre, kolliderer gang på gang med vores ikke-ordentlige sider. Her er troen på en kærlig og tilgivende gud fuldstændig afgørende for mig. Jeg kan godt tvivle. Men grundlæggende tror jeg, at jeg er elsket og opretholdt af Gud, uanset hvad. At Han har skabt mig og alle mine medmennesker, af dyb kærlighed. Det betyder, at jeg føler mig velkommen i livet. Og ikke behøver fortvivle totalt, selvom jeg er faldet dybt ned. Der er hjælp at hente i kærligheden. Jeg har altid mulighed for at komme op på hesten igen, siger Karina Dam.
Hun håber, at seerne vil kunne få øje på de mange håbstegn i afsnittene om familien "Sommer" og de cases fra lægekonsultationen, som vi præsenteres for de kommende søndage.
Troen blev ikke indlært hjemmefra. Hun fandt selv frem til kirke og kristendom som 15-årig. Det vil sige, det skete, da hun fik en veninde, som "slæbte" hende med til gudstjeneste. Kirkegangen er der stadig. Ikke hver søndag, men jævnligt.
Sin egen opvækst i noget "rækkehushalløj på Københavns Vest-egn" er hun ikke meget for at underholde offentligheden om. Ej heller sin status som fraskilt mor til to mindre børn.
Men der er selvfølgelig grund til, at jeg skriver om menneskers opvækst og parforhold og kampe i livet. Som historiefortæller er jeg vildt privilegeret. Der ligger så megen forløsning dér, siger hun.
DR bad Karina Dam udvikle sine afsnit ud fra et oplæg om en lægefamilie i provinsen. Det passede hende fint, at det blev Frederiksværk-området. Det kender hun, fordi hun har tilbragt mange somre i Asserbo.
Og så tændte jeg på dét med en hel familie af læger. Jeg kender ingen læger privat, men har foretaget grundig research. Og i hvert fald fundet ud af så meget, som at godt nok opsøger vi vores praktiserende læge, når vi har ondt i knæet, ryggen eller halsen. Men inden vi kommer ud ad døren, har otte ud af ti af os fortalt lægen, at vi i virkeligheden er ved at blive skilt, bange for at dø eller kede af, at vores teenagebarn ikke vil tale med os. Hvad stiller den naturvidenskabeligt uddannede læge op med den slags sjælesorg-opgaver? Tænk det synes jeg, involverer os allesammen.
