DR ER BEGYNDT at sende et coachingprogram ved navn Coaching på P1. Det er fortvivlende. Mage til selvsnak og dumsnak om egenudvikling og mellemmenneskelig forhold skal man lede længe efter. Coacheriet er som lyttende vejledning for det enkelte menneske blevet opjusteret som en vej.
En vej mod erkendelse og maksimering i forhold til selvet og medmennesket. Vel at mærke uden samtaleterapeutisk indhold, for hovedpointen er, at man har svaret selv. Og det er populært, og det kalder på respekt. Ikke for selv- og dumsnakken i sig selv, men for den manipulerende magt, coacheriet har og får.
En magt, der har bund i erhvervslivets forestilling om, at mennesket er en åben valgplads, hvori man kan flytte fokus fra unødige tanker og beskæftigelse til en maksimering af indsatsen på arbejdspladsen. Heri flyttes menneskets base fra hjemmet til arbejdet. Og de relationer og udviklingsmuligheder, man måtte have i kærlighed og familie, bliver mistænkeliggjort. Først og fremmest fordi hjemmet bliver opfattet som en bindende foranstaltning, hvorfra menneskets fulde potentiale som arbejdskraft ikke kan udfoldes.
DERFOR PRØVER erhvervslivet at professionalisere hjemmets samtaler. Tilbyder coaching, der i sit mål om erkendelse og maksimering også bryder ind i hjemmerummet og siger, at har du ikke styr på for eksempel dine indkøb på vej hjem fra arbejde, så har du ikke organiseret dig godt nok i hjemmet.
Det turde være indlysende, men der er tale om en overskridelse, der på sigt vil smadre et fristed. Og så er hjemmet og dermed kærligheden en valgplads, hvori erkendelse og maksimering bliver de guddommelige nikkeord. Plusordene bliver, om man kan organisere sig effektivt, om man får nok ud af sin fritid. Ikke mindst i forhold til hovedmålet selvfølgelig, at man møder sharp op på arbejdet og har fokus, at man leverer mere af sig selv. Man har nemlig regnet sig frem til, at et menneske på arbejde kun bruger 30 procent af sine muligheder. Og da må vi være på vagt, for da træder coacheriet ind og bliver en manipulerende magtfaktor. I en tjeneste, der i sidste instans ikke varetager vores interesse.
NOK KAN ARBEJDET ud over at skaffe indkommet bære den frugt, at den gør os virksomme og udadvendte. Dog ikke, hvis man bliver ædt op af forestillinger om ens egen formåen intet menneske bør eller kan yde meget mere end 30 procent, hvis man skal følge denne vulgære beregning til dørs. Både hjemme og ude. Man har ingen rum til at flade ud. Smide tid over bord.
Og da er man underlagt vores vestlige kulturs succes og mareridt. Succesen, der er forbundet med, at vi stræber og aldrig hviler hvilket følgelig også indeholder mareridtet.
Et forhold, som så glimrende er beskrevet af den store tyske digter Goethe i hans store værk om Faust. Her siger Mefistoles, Djævelen, til Faust, at du skal stræbe, men holder du op, så er din sjæl min. Det skal forstås bogstaveligt ind i vores sejrskultur, som er besat af selve det at stræbe også efter lykken. Lykken som endemål. Men er der vindere, er der naturligvis også tabere. Dertil er ulykken også en del af menneskets vilkår noget, vi endnu ikke har kunnet omgøre.
I det lys er coacheriet i al sin manipulerende og respektfulde magt det rene narreværk. Ikke i forhold til, at coaching rent faktisk kan forandre og bidrage med fornuftige redskaber og løsninger, men i forhold til målet. Det mål, der vil vinde os for en anden sag, end den, der er i vores interesse.
Og derfor skal vi være vågne. Vi skal i et forsvar for os selv og hinanden finde modsvar. Svar, der også er funderet i kristendommen og i almenmenneskelig erfaring og viden. Svar, der siger, at vi altid bliver os selv sammen med hinanden, at vi er ansvarlige for og gensidigt afhængige af hinanden, og at vi sammen lever af nåde.
Kristian Massey Møller,
valgmenighedspræst,
Vandrigsvej 20,
Gevnø,
St. Heddinge