Kort nyt

Kort nyt om kirke og tro

KFUM får nyt soldaterhjem

OKSBØL: Det bliver forsvarsminister Søren Gade (V), der klipper båndet over til indvielsen af KFUMs nye soldaterhjem i Oksbøl i morgen. Og forsvarsministeren selv er ikke i tvivl om, at hjemmet vil komme til at betyde meget for soldaterne.

Soldaterhjemmene giver soldaterne mulighed for at mødes og slappe af i hjemlige og hyggelige omgivelser tæt på, men alligevel væk fra det daglige liv på kasernen, siger han.

I det nye hjem skulle der da også være plads nok til soldaterne: Hele 470 kvadratmeter danner ramme om hyggen. Byggeriet har kostet 6,2 millioner kroner og er betalt af fonde, kommunal støtte og private gaver fra de mange soldatervenner i Oksbøl og omegn.

Bibelselskabet på nettet

KØBENHAVN: Nu behøver man ikke længere forlade sin varme stue for at købe Bibelselskabets bøger. Selskabet åbner nemlig en ny boghandel på nettet til gengæld lukker den fysiske butik, der hidtil har ligget i Frederiksborggade i København.

En af årsagerne er de mange forandringer i bogbranchen, som betyder, at der i dag bliver solgt bøger over nettet som aldrig før. Den nye netboghandel vil som den gamle ikke blot sælge Bibelselskabets egne udgivelser, men også en bred vifte af bøger inden for teologi, religion, kirke og tro.