Tænkepause i asylforhandlinger

Efter Malou Aamunds skifte fra Ny Alliance til Venstre har VKO igen flertal. Men regeringen vil have NA med og udskyder forhandlinger til efter NA's tænkepause

Regeringen ønsker en bred asylaftale og har udskudt forhandlingerne, mens Ny Alliance holder tænkepause oven på øretæven fra Malou Aamund. -
Regeringen ønsker en bred asylaftale og har udskudt forhandlingerne, mens Ny Alliance holder tænkepause oven på øretæven fra Malou Aamund. -.

Ny Alliance har meldt afbud til planlagte asylforhandlinger onsdag. Efter folketingsmedlem Malou Aamunds partiskifte fra Ny Alliance til Venstre sidder partiet ikke med afgørende stemmer bag en asylaftale, og derfor opgiver partiet nu at presse regeringen. Men regeringen ønsker en bred aftale og har udskudt forhandlingerne, mens Ny Alliance holder tænkepause oven på øretæven fra Malou Aamund.

Asylforhandlingerne er udsat til efter Folketingets vinterferie i næste uge, skriver Fyens og Nordjyske Stiftstidende.

Ny Alliance tilbyder regeringen, at den kan lukke asylaftalen med Dansk Folkeparti alene.

- Nu hiver vi stikket ud. De må gerne forhandle det færdigt selv, men vi er ikke med nu. Den parlamentariske situation er helt enkel: Regerigen skal skaffe et parlamentarisk flertal for sin asylpolitik. Det har den nu, og vi kan hverken gøre fra eller til, siger partistifter Anders Samuelsen, Ny Alliance, til bladene.

Malou Aamund forlod tirsdag Ny Alliance med den besked, at hun ikke længere tror på partiets projekt. Hun fik følgeskab af sin storkredsformand, Lars Gotlieb Nielsen, fra Nordsjællands Storkreds, hvor hun ved valget fik 9300 personlige stemmer som spidskandidat for Ny Alliance.

Hun smækkede med døren kun en uge efter, at folketingsgruppen mistede en af partistifterne, Gitte Seeberg. Dermed har Ny Alliance kun tre folketingsmedlemmer tilbage - de øvrige partistiftere Naser Khader og Anders Samuelsen samt Jørgen Poulsen. De vil nu tage en tænkepause om Ny Alliances fremtid oven på Malou Aamunds exit, der kom som en overraskelse for de fleste, men som ifølge dagbladet B.T. har været forberedt af hende selv og Venstres top siden weekenden.

- Jeg ved ikke, hvad tænkepausen ender med. Jeg tror på projektet, men det er også vigtigt, at vi har en stabil platform, sagde en tydeligt skuffet Khader tirsdag på et pressemøde.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der er på officielt besøg i Indien, er glad for flertallet, men lover bredt samarbejde.

- Vi vil også have Ny Alliance med i forhandlinger om asyl. Uanset at vi har 90 mandater, ønsker vi stadig brede aftaler, siger han.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) mødtes tirsdag med Naser Khader for at drøfte asylforhandlingernes fremtid. Efter mødet sagde hun, at hun har aftalt med Naser Khader at tale sammen igen efter vinterferien. Dermed afventer forhandlingerne den tænkepause, som Khader med flere har annonceret.

Dansk Folkeparti integrationsordfører, Peter Skaarup, kan godt acceptere, at regeringen tilsyneladende ikke vil benytte sit flertal med Dansk Folkeparti alene.

- Grunden til, at Birthe Rønn Hornbech holder fast i Ny Alliance, er, at Anders Fogh Rasmussen vil have sin brede aftale på asylområdet. Det har vi det sådan set fint med, siger Peter Skaarup.

ritzau