Mellem sandhed og myte

HIP HIP HURRA Kunstmuseet Arken stiller skarpt på Skagensmalerne og afdækker virkeligheden bag deres elskede malerier

Ikke helt så ægte endda: På udstillingen fremhæves det, hvordan et maleri som ”Hip, hip, hurra!” fra 1888 er konstrueret på baggrund af en række fotografier fra en fest i Anna og Michael Anchers forhave i 1884. P.S. Krøyer påbegyndte maleriet samme år, men kunne først færdiggøre det fire år senere, fordi han ikke kunne få de rette personer til at stå model på samme tid. Hvad der således fremstår som et øjebliksbillede er i virkeligheden en møjsommelig konstruktion af et forestillet møde, der effektivt har været med til at cementere fortællingen om kunstnerkolonien i Skagen. –
Ikke helt så ægte endda: På udstillingen fremhæves det, hvordan et maleri som ”Hip, hip, hurra!” fra 1888 er konstrueret på baggrund af en række fotografier fra en fest i Anna og Michael Anchers forhave i 1884. P.S. Krøyer påbegyndte maleriet samme år, men kunne først færdiggøre det fire år senere, fordi han ikke kunne få de rette personer til at stå model på samme tid. Hvad der således fremstår som et øjebliksbillede er i virkeligheden en møjsommelig konstruktion af et forestillet møde, der effektivt har været med til at cementere fortællingen om kunstnerkolonien i Skagen. –. Foto: Arken.

Hvad er sandhed og hvad er myte? Sådan spørges der på Arkens netop åbnede udstilling Skagensmalerne - i nyt lys, der med 97 malerier stiller skarpt på kunstnerkolonien i nord.

Svaret afhænger naturligvis af øjnene der ser, men faktum er nok, at det ligger et sted midt i mellem. Mere om det senere. Udstillingens overordnede greb er at kaste et kildekritisk og til dels polemisk blik på det nationale arvesølv: Skagensmalernes skildringer af livet i Skagen fra slutningen af 1800-tallet til et par årtier ind i 1900-tallet.

Det er billeder, som de fleste kender vældig godt. Som Michael Anchers stovte fiskere, der findes i reproduktion i mangt et hjem nord for Limfjorden, eller P.S. Krøyers opstemte frokostselskab i Hip, hip, hurra!, som er blevet emblemet på den rigtig danske sommerfest. Disse skildringer synes at være fra en tid, hvor livet var mere enkelt, mere autentisk, måske, hvis man ellers tør tage sådan et ord i sin mund. Det tør de godt på Arken, hvor netop spillet mellem det autentiske og iscenesatte udgør udstillingens poler. For faktum er, at mange af de billeder, som vi kender så godt og måske endda antager at være sande vidnesbyrd om livet i Skagen omkring århundredeskiftet i virkeligheden ofte er resultatet af møjsommelige konstruktioner, opstillinger og fantaserede møder. Iscenesættelse med et andet ord.

Som lektor Hans Dam Christensen fint redegør for i udstillingens katalog kan man i forhold til Skagensmalerne tale om tre former for iscenesættelse. Den malede iscenesættelse, som dækker det faktum, at selvom Skagensmalerne i dag fremstår og sælges som en kunstnergruppe, var de kun sjældent i Skagen på samme tid. På udstillingen fremhæves det eksempelvis, hvordan et maleri som Hip, hip, hurra! fra 1888 er konstrueret på baggrund af en række fotografier fra en fest i Anna og Michael Anchers forhave i 1884. Krøyer påbegyndte maleriet samme år, men kunne først færdiggøre det fire år senere, fordi han ikke kunne få de rette personer til at stå model på samme tid. Samtidig lod han også perifere personer i fotografiet udskifte med centrale Skagensmalere. Hvad der således fremstår som et øjebliksbillede, et privilegeret snapshot fra Anchers have, er i virkeligheden en møjsommelig konstruktion af et forestillet møde; et venskabs- og broderskabsbillede, der effektivt har været med til at cementere fortællingen om kunstnerkolonien i Skagen.

I den forstand er Hip, hip, hurra! også del af det, som Hans Dam Christensen udpeger som den historiografiske iscenesættelse og som dækker det forhold, at både malerne selv, men også eftertiden, dens kunsthistorikere og turistchefer, har iscenesat Skagensmalerne som historisk begreb. Et brand, kunne man kalde det med en moderne betegnelse, der gennem mange årtier har trukket turister til Skagen på jagt efter lyset og den helt specielle lokale kolorit.

Endelig er der den koloniale iscenesættelse. Det er her, de stovte fiskere kommer ind i billedet igen. Som de andre, den ufordærvede, oprindelige befolkning, der vises frem på lærred efter lærred med vejrbidte ansigter og bekymrede blikke og med en livsstil, der ligger milevidt fra det moderne liv, der leves ikke ret langt fra Gammel Skagen. Som Holger Drachmann beskrev dem, var der med fiskerbefolkningen tale om den haardt prøvede, haardt kæmpende beskedne Slægt af store Børn.. Det er også sådan de fremstår i malerierne, mest udtalt hos Michael Ancher.

Som Hans Dam Christensen understreger, er det også gennem skildringerne af det oprindelige folk, de andre, at Skagensmalerne kan vise hvem de selv er. Skagen skildrer de som en statisk, før-moderne verden, mens deres egen verden fremvises som en moderne, dynamisk kultur. Her drikkes champagne, her diskuteres, her er Georg Brandes del af det åndelige fællesskab.

På udstillingen er der mange, og mange fine eksempler på alle tre former for iscenesættelse. At Skagensmalerne konstruerer og manipulerer i et væk, kan der næppe herske tvivl om. Og selvom denne pointe er vigtig og helt på højde med nyere kunsthistorisk forskning, er den imidlertid ikke rigtig overraskende, så vidt som man kan hævde, at enhver skildring af virkeligheden indebærer et element af fortolkning, komposition, valg og fravalg. End ikke fotografiet, denne ellers så virkelighedstro praksis, kan sige sig fri for at manipulere med verden, idet søgeren rettes hér og ikke dér.

Man kan derfor spørge, om der nogensinde er andet end myte? Og hermed vende tilbage til udstillingens indledende spørgsmål: Hvad er sandhed og hvad er myte? For svaret er måske, at det er ingen af delene, eller begge dele. At virkeligheden altid er iscenesat. At også fiskerne udlever deres egen myte, når de stiller sig an på Sønderstrand.

Det er en pointe, som udstillingen imidlertid ikke helt får sat i spil. I hvert fald ikke i de ledsagende billedtekster, der har en lidt postulerende karakter og af god grund slet ikke rummer katalogets mere komplekse argumentation, og derfor, ganske givet uforvarent, kommer til at fremmane en i sig selv mytologisk forestilling om, at der som modpol til al denne iscenesættelse faktisk findes et autentisk sted. Den autentiske fisker, som den autentiske Skagensmaler kunne have malet på helt igennem autentisk vis.

Skagensmalerne i nyt lys. Arken. Museum for Moderne Kunst, Ishøj. Ud-stillingen vises indtil den 1. juni 2008.

kultur@kristeligt-dagblad.dk