Det Islamiske Trossamfund sætter sig gerne mellem to stole og havner derfor ofte på på gulvet. Det var således meget uheldigt, at talsmanden for trossamfundet, Kasem Ahmad, i fredags deltog i en demonstration mod ytringsfriheden, som var arrangeret af den fundamentalistiske bevægelse Hizb-ut Tahrir, når trossamfundet også vil være brobygger i samfundet. Hændelsen var samtidig blot én blandt en række flere, der viser, at trossamfundet ikke er gode til at håndtere kontroversielle emner og derfor kommer til at stille sig selv i dårligt lys. Det påpeger to eksperter, som begge har beskæftiget sig indgående med islam og muslimske foreningers rolle i Danmark.
Trossamfundet skulle få sig en medierådgiver, for det er utrolig dumt, at Kasem Ahmad går på gaden til sådan en demonstration. Det kan så tvivl om trossamfundets intentioner, når det forsøger at fremstå som brobygger og en samarbejdspartner i samfundet, siger lektor og ph.d. på Det Teologiske Institut på Aarhus Universitet, Lene Kühle.
Hun har kortlagt forholdene i cirka 115 moskéer i Danmark og forsket i, hvad det vil sige at være muslim i Danmark, og om man overhovedet kan tale om islam som en fælles enhed.
Det Islamiske Trossamfund på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter er et af de største muslimske trossamfund i Danmark og hævder, ifølge Lene Kühle, at repræsentere mindst 7000 familier og samle op mod 1000 til fredagsbøn. Trossamfundet er blevet det vel nok mest kendte i offentligheden, dels på grund af udadvendte aktiviteter, men ikke mindst på grund af den nu afdøde imam Abu Laban, som var med til at stifte foreningen i 1996.
Netop Abu Laban var længe, og ind til sin død i begyndelsen af 2007, en af de mest indflydelsesrige muslimske aktører i Danmark og samtidig højst kontroversiel. Han bragte sig blandt andet i et større stormvejr under striden om Muhammed-tegningerne for et par år siden, da han til danske og arabiske medier henholdsvis beklagede og forsvarede boykotten af danske varer i den arabiske verden. På samme måde kom trossamfundets tidligere talsmand Ahmed Akkari i modvind, da han under Muhammed-krisen udtalte, at nogen måske ville bombe politiker Naser Khader, hvis han blev integrationsminister. Sådanne hændelser har svækket trossamfundet, siger Lene Kühle.
Det er integrationskonsulent og journalist Fahmy Almajid enig i. Han mener, at Det Islamiske Trossamfund har en lang historie for at håndtere medierne dårligt og samtidig agere uheldigt i offentligheden. At Kasem Ahmad gik med i demonstrationen var også uheldigt, for det er typisk, at Hizb-ut Tahrir venter på, at der sker noget, de kan profilere sig på. Den nye tegningesag er en måde for dem at samle muslimer omkring sig på, så der ser ud som om, at alle muslimer sympatiserer med dem, og det er helt forkert, forklarer Fahmy Almajid, der har et indgående kendskab til Hizb-ut Tahrir.
Det er et meget uheldigt signal, Kasem Ahmad sender, når han går helt i fronten af demonstrationen bærende på et flag. Det Islamiske Trossamfund har altid været dårlige til at henvende sig til medierne eller til at være en del af den offentlige debat. Mange gange taler de dansk, men tænker arabisk. Når Akkari eksempelvis sagde, at vi bare springer skidtet i luften, så har han nok ikke ment det bogstaveligt, men det er en typisk arabisk måde at overdrive tingene på en meget firkantet vis, og det er temmeligt uheldigt, siger Fahmy Almajid.
Det Islamiske Trossamfund vil gerne repræsentere islam i Danmark, men det går det ikke så godt med. For det kan ikke både favne at stå sammen med muslimer som i Hizb-ut Tahrir og samarbejde med det demokratiske danske samfund, siger Lene Kühle.
Trossamfundet har gennem Abu Laban haft en unik position, som en af de moskéer, der blev inddraget som samarbejdspartner, men det sætter det alvorligt på spil med denne sag. Det Islamiske Trossamfund er kommet til at stå en i sværere situation efter Muhammed-krisen. Før den var der ikke så mange muslimer, der blandede sig i debatten, men nu er der kommet flere muslimske stemmer, og den proces har man ikke rigtig forstået. Deltagelsen i demonstration er lige så meget et fravalg som tilvalg, fordi flere muslimer nu forholder sig kritisk til, hvordan de positionerer sig i offentligheden, siger Lene Kühle.