Mange opgiver at få styr på pensionen

Kommende pensionister kan få et gevaldigt chok, når de pludselig står med færre penge, end de regnede med, siger pensionsforsker

Det kan være svært at få overblik over pensionsindbetalingerne. Men folk risikerer at stå med færre penge end forventet, når de går på pension, advarer pensionsforsker. -
Det kan være svært at få overblik over pensionsindbetalingerne. Men folk risikerer at stå med færre penge end forventet, når de går på pension, advarer pensionsforsker. -. Foto: stock.xchng.

Pensionsforsikring lyder helt uoverskueligt for mange danskere. De opgiver derfor at få et overblik. Det betyder, at de sparer for lidt eller for meget op i forhold til, hvad de reelt får brug for, når de bliver gamle. Det viser undersøgelsen Pension nok, som netop er foretaget af Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP.

Her er 15.257 personer blevet spurgt om deres viden om egne pensionsforhold, efter de har klikket ind på ATP-forums hjemmeside. 24 procent af deltagerne svarer, at de har så svært ved at forstå deres pension, at de har opgivet at sætte sig ind i den. Det er problematisk, mener Ellen Dalsgaard Zdravkovic, der er kundechef i ATP.

Det giver anledning til unødige bekymringer for dem, der sparer nok op, og det giver økonomiske problemer for dem, der forestiller sig, at de skal leve i sus og dus som pensionister, men så holder økonomien ikke til det, siger Ellen Dalsgaard Zdravkovic, der er kundechef i ATP.

Den problemstilling kender man til på Socialforskningsinstituttet i København. Her har forskere undersøgt danskernes forventninger til pension, hvor det viser sig, at omkring en tredjedel af de kommende pensionister i Danmark har overdrevne forventninger til deres forbrugsmuligheder, når de går på pension. Det skriver ph.d. Anna Amilion i rapporten Danskernes forventninger til pension, som udkom for nylig. Her peger hun på, at det især er de fraskilte, lejere og lavt uddannede, der har for høje forventninger til deres købekraft, når de bliver gamle.

En anden pensionsforsker ved Socialforskningsinstituttet er Michael Jørgensen, som er ved at skrive sin ph.d. Han hæfter sig ved, at problemet med manglende viden også rammer de, der ikke er dækket af en obligatorisk opsparing.

Det er ofte problematisk for små selvstændige som for eksempel grønthandlere, at de ikke får sparet nok op, fordi de ikke har en obligatorisk opsparing. For eksempel er der omkring en tredjedel af dem, der arbejder alene eller med deres ægtefælles hjælp, der ikke får sparet nok op til, at de kan bevare den samme levestandard, som de havde i de sidste år af deres arbejdsliv. Og det kan være chokerende for folk, siger han.

Michael Jørgensen peger på, at ATPs undersøgelse er vigtig, fordi den gør opmærksom på problemet med mange danskeres manglende overblik over pensionen. Men problemet er endnu større, end undersøgelsen viser, for deltagerne i undersøgelsen har selv valgt at være med og er måske dem, der allerede ved en del viden om pension. Men der er lys for enden af tunnelen, mener Michael Jørgensen. Særligt hæfter han sig ved, at danskerne nu kan gå ind på en ny hjemmeside, der hedder pensionsinfo.dk. Her kan de beregne, hvad de har lagt til side, og hvad det vil betyde for deres levestandard, når de går på pension.

Men har man for eksempel rundet 55-60 år, er det for sent at opdage, at livremmen skal strammes ubehageligt meget ind, når pensionsalderen kommer. Så det er med at starte i tide, siger han.

knudsen@kristeligt-dagblad.dk