Det er igen blevet moderne at være ateist. Ikke nødvendigvis fordi det er blevet særlig udbredt, eller fordi der er tale om, hvad den tyske filosof Jürgen Habermas i 1970'erne kaldte masseateisme.
Men de, der siger, at de er ateister, taler højt og energisk. Hvad de mener, er dog ofte dunkelt. De siger, at de ikke tror på noget. Men man får ikke altid at vide, hvad dét noget, som de ikke tror på, er. To former for ateisme kan imidlertid skimtes.
Den ene form for ateisme er videnskabelig hvilket næsten altid betyder naturvidenskabelig. Således fejrer den engelske biolog Richard Dawkins store triumfer i især den engelske og amerikanske verden med et budskab, der som han selv skriver fordømmer troen på det overnaturlige i alle dens former.
Dawkins er ateist, fordi han forstår sig i modsætning til teismen, der forestiller sig, at der et eller andet sted eksisterer et uforanderligt væsen, som engang har skabt verden. Hans ateisme er en reaktion mod en sådan forestilling, mod teismen.
Dawkins fører på den baggrund en videnskabelig diskussion af spørgsmålet om Guds eksistens eller ikke-eksistens. Han præsenterer en skala fra et til syv, hvor et angiver en stærk teistisk tro på, at Gud med 100 procents sikkerhed eksisterer, mens syv angiver en tilsvarende sikker ateistisk viden om, at Gud ikke eksisterer. Det er rørende, at Dawkins placerer sig selv på trin seks for det kunne jo være...
Det er en elendig måde at tale om Gud på. Man kan i hvert fald godt komme i tvivl om, hvorvidt det har noget med kristendom at gøre. Den kristne tro er ikke først og fremmest en tro på, at Gud eksisterer, men en tro på hans ord og på det budskab, der kommer til os. Forkyndes for os. Hvis vi mente, at vi skulle tro på Guds eksistens, ville vi som Dawkins være henvist til næsvise sandsynlighedsberegninger. Troen på Guds ord, derimod, kommer til os i vores liv med hinanden.
Der er en anden form for ateisme, en filosofisk ateisme. Således forsvarer den franske filosof Michel Onfray den oplysningstænkning, der gennem fornuften vil befri mennesket og menneskeheden fra religionens tvang. Vi må af med religionerne, fordi de altid ender i en form for fundamentalisme, der tilsidesætter friheden.
Denne filosofiske form for ateisme er ikke så elendig som den videnskabelige. Her er der i det mindste tale om en vis forståelse for, at religionen og altså også kristendommen angår måden, hvorpå vi lever vores liv. Men når Onfray fremstiller kristendommen som en monoteistisk religion, der kun undertrykker menneskets naturlige liv og gør det ufrit, så bliver det lidt småt.
For kristendommen har også bidraget til oplysningstænkningen. Det er for eksempel ikke tilfældigt, at vores frihedsrettigheder og lighedsidéer knæsættes i en kristen kultur. De kan godt betragtes som en verdslig udløber af Paulus' udsagn om, at det når vi er Guds børn ikke kommer an på, om man er jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde. Kristendommen har på forskellige måder sat sit præg på vores kultur, også på godt.
Det er et defensivt argument for kristendommens berettigelse. Men man behøver ikke lade det blive ved det. De nye ateister bør vide, at vi, der kalder os kristne, ikke tror på den Gud, som de tror, vi tror på. Både de videnskabelige og de filosofiske ateister tænker sig, at vi tror på, at der et eller andet sted eksisterer en uforanderlig Gud, som vi skal underkaste os. De mener, at en sådan tro tilsidesætter vores viden, og at den hæmmer vores livsudfoldelse.
Men det er ikke den kristne Gud. Han er nemlig en levende Gud, som tager del i menneskets liv. Han bliver menneske med alt, hvad det indebærer. Han dør også.
Ateisterne hævder jo også, at Gud er død. Men de mener noget andet med det. De mener, at forestillingen om en uforanderligt eksisterende Gud ikke kan opretholdes. Det kan de have ret i. Men hvad så?
For at formulere det tilspidset: Da den levende Gud dør på korset, dør forestillingen om den uforanderligt eksisterende Gud. I stedet fremstår en anden Gud: den Gud, der opstår. Den opstandne Gud er den levende Gud, som ved sin død har dræbt døden.
Guds overvindelse af døden betyder også, at han har "dræbt" vores indsnævrede forestillinger om livet. De idealer og de værdier, som vi måler det med, kommer til kort. Ja, de er i grunden umenneskelige, fordi de bliver til instrumenter, hvormed vi søger at bemægtige os livet. Med evangeliernes forkyndelse af den levende Guds død og opstandelse åbnes en ny livsmulighed. Den kan ikke rummes af de forestillinger, som vi gør os af livet.
Ateisterne er for sent ude. De har ikke fattet, at den Gud, som de mener at tage livet af, for længst er død. Ja, han blev egentlig dræbt, da den levende Gud døde på korset. Evangeliernes forkyndelse er i dén forstand ateistisk.
Den er mere radikal end de nye ateisters skingre forkyndelse. For disse ateister har stadig idealer, som de sætter deres lid til; idealer som for eksempel er udsprunget af videnskaben og oplysningstænkningen. De nærer en "tro" på, at mennesket kan forvalte sig selv på en menneskelig måde.
Men en sådan "tro" er farlig. Den fører i sidste ende til en udelukkelse af alt det i livet, som mennesket ikke kan beherske. Dawkins drømmer om, at den menneskelige drøm om ubegrænset viden bliver virkeliggjort. Onfray drømmer om, at mennesket hengiver sig til at bruge og nyde denne verden, som er den eneste, der findes. Hver på sin måde nærer de tiltro til menneskets egne bestræbelser.
Men ateisternes naive drømme om fuld videns- og livsudfoldelse er ikke uskyldige. Når og hvor de realiseres, vil de altid medføre vold, fordi de er grænseløse og derfor vil rydde dét af vejen, som begrænser deres virkeliggørelse. Når man vil afskaffe religionen, ryger der så meget andet med i købet.
Evangeliet om troen på Guds ord er meget mere menneskeligt end ateismens drømme. Det menneskelige ved det kristne evangelium består i, at det forkynder, at mennesket kun kan blive menneskeligt gennem troen på noget andet end sig selv: Gud. Hvad mere er: Denne Gud indlader sig af sig selv med noget andet end sig selv: mennesket.
Dermed forkyndes, at det ikke skal lykkes mennesket at gøre tilværelsen umenneskelig ved at give efter for sin trang til at underkaste sig en uforanderligt eksisterende Gud, ophøjede idealer eller betonfaste værdier. Alt dette er "dræbt" med den levende Guds død på korset. Deraf opstår det nye liv i troens frihed. Mennesket må befries fra sig selv for at blive menneskeligt.
Niels Grønkjær er valgmenighedspræst i Vartov og adjungeret lektor ved Aarhus Universitet