Muslimske afhoppere forfølges

Ny rapport viser, at afhoppere fra den muslimske tro bliver forfulgt og chikaneret i såvel muslimske som vestlige lande

Fra dødsstraf til almindelig chikane. Muslimer, som vælger at forsage deres tro, må samtidig regne med vrede fra deres tidligere trosfæller.

En ny rapport fra organisationen Christian Solidarity Worldwide (Global Kristen Solidaritet) viser, at frafaldne muslimer bliver udsat for grovt og omfattende misbrug af deres menneskerettigheder.

Rapporten opfordrer FN og det internationale samfund til at gribe ind.

Rapportens forfatter, Ziya Meral, peger på, at dødsstraf dog kun er en reel risiko i få af de 44 overvejende muslimske lande i verden.

Det er ikke dødsstraf, konvertitter er i fare for. Men i nogle lande risikerer de alvorlige straffe som annullering af ægteskab, ophævelse af statsborgerskab, konfiskation af identitetspapirer og andre sociale og økonomiske rettigheder til trods for, at der ikke er særlige love for frafaldne, pointerer Ziya Meral.

For de frafaldne er konsekvensen, at de fysisk er i live, men døde i juridisk forstand. Derfor har rapporten om konvertitter og frafaldne muslimer fået titlen Intet sted at kalde for hjem. For mange er det ikke alene samfundet, der støder dem væk. Det gør deres familie også, og der er tilfælde af æresdrab.

Det er heller ikke kun i den muslimske verden, frafaldne muslimer møder problemer. Rapporten fortæller historien om 43-årige Nissar Hussein og hans hustru Qubra fra Bradford i England. I 1996 konverterede de fra islam til kristendommen.

Resultatet var trusler, chikane og hærværk mod hus og bil, som i sidste ende tvang familien væk fra deres hjem gennem 15 år for to år siden.

Nissar Hussein følte ikke, at politiet kunne hjælpe eller tog problemet alvorligt.

Jeg har fået at vide, at hvis det var i et muslimsk land, ville de hugge mit hoved af. Det er skræmmende trusler fra muslimer, der som jeg er født og opvokset i Storbritannien, siger Nissar Hussein.

En talsmand for det muslimske råd for tværreligiøs forståelse tager afstand fra overgrebene.

Ingen har ret til at tage loven ind i deres egne hænder og skabe sådan en frygt. Islam er en tolerant religion. Vi kan ikke tvinge nogen til at blive muslimer eller til ikke at forlade os, fastslår formanden, Shaykh Ibrahim Mogra, til den britiske radiostation BBC.

norum@kristeligt-dagblad.dk