JEG HAR STOR SYMPATI for Arne Grøns synspunkter i interviewet om religion i samfund og offentlighed i Kristeligt Dagblad den 15. april.
Jeg er enig med ham i, at det er kunstigt at ville udskille religion fra det offentlige rum, og jeg deler også hans synspunkt i henseende til de grænser, der må gælde for religiøse særstandpunkters gyldighed i politiske beslutningsprocesser. Endelig deler jeg også hans opfattelse af, at den nye naturalistiske religionskritik, der reduktivt betragter religion som en forgiftning, udviser en fattig forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.
Til gengæld vil jeg tillade mig at sætte et spørgsmålstegn ved den præmis, hans overvejelser synes at hvile på, nemlig at religion skulle være fortolkning. Det mener jeg ikke, den er. Teologi er fortolkning, nemlig af en bestemt religiøs tradition. Religionsvidenskab kan siges at være fortolkning, nemlig af de fænomener, der ud fra diverse kriterier lader sig klassificere som religiøse. Men religion er ikke fortolkning. I hvert fald ikke som jeg ser det.
Man kan måske sige, at det har vist sig vanskeligt på en bæredygtig måde at formulere eksistentielle spørgsmål i et ikke-religiøst sprog. Men det er allerede noget andet. Snarere end at være en fortolkning af den menneskelige eksistens, sætter religion et sprog for den menneskelige eksistens. Det kan mennesket så forholde sig fortolkende til, men behøver for så vidt ikke at gøre det. Religionen afhænger ikke af en sådan fortolkning.
Religionen er der bare. Filosoffen Ludwig Wittgenstein opererede med et begreb om livsform som noget blot givet. Religion kan siges at udgøre en sådan livsform. Religion er snarere et levende væv af tro og praksis, end det er en bestemt anskuelse.
Arne Grøn angiver tilværelsen og menneskets placering i den som det, religionen fortolker. Desuden understreger han i samme åndedrag, at han med ordet fortolkning vil pege på, at religion er et menneskeligt anliggende. Af samme grund skal religion tages dybt alvorligt: Der står noget på spil, fordi mennesker i religionen plejer omgang med det, der virkelig betyder noget.
Jeg er såmænd enig i, at religion er et menneskeligt anliggende, og jeg er også enig i, at religion skal tages alvorligt, men jeg har svært ved at se, at det sidste følger af det første.
Hvis argumentet er, at religionen er et udtryk for, at mennesker plejer omgang med det, der virkelig betyder noget, kan dette jo forstås på i hvert fald to forskellige måder. Enten har noget virkelig betydning, fordi religionen har givet det betydning, eller også afspejler religionen blot en betydning, der er der i forvejen.
Tag for eksempel begrebet skyld. Et religiøst begreb om skyld udgør for mig at se ikke en fortolkning af, hvad skyld vil sige, men sætter et begreb om skyld, der i øvrigt adskiller sig fra, hvad ordet betyder, når det drejer sig om pengesager.
NOK ER RELIGION et menneskeligt anliggende, for hvad skulle den ellers være, men den er et menneskeligt anliggende, der som overlevering peger tilbage på forudsætninger, som mennesket ikke kan indhente ved egen fortolkning. Religion er ikke selv fortolkning, for den prætenderer allerede at sætte fortolkningens vilkår.
Man kan afvise disse vilkår som uvedkommende, eller man kan hævde, at de må oversættes til sekulære præmisser, hvis de skal kunne forsvares rationelt, men det berettiger ikke til at komme en sådan oversættelse i forkøbet ved at karakterisere selve religionen som fortolkning.
Den religiøse overlevering, og her tænker jeg på den kristne forkyndelse, består i noget, der slet og ret er sagt til os i Guds navn. Hvilke fortolkninger, der følger heraf, er en anden sag.
Lars Albinus er lektor i systematisk teologi på Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet