Tørklædepolitik skal afgøres lokalt

Socialdemokraterne og SF stiller sig på den modsatte side af Dansk Folkeparti i debatten om tørklædeforbud. De ønsker nu at overlade tørklædepolitik helt til kommunerne og det lokale nærdemokrati

Henrik Dam Kristensen og Socialdemokraterne mener, at det skal være op til lokalpolitikerne at beslutte, om offentligt ansatte skal være omfattet af et tørklædeforbud. -
Henrik Dam Kristensen og Socialdemokraterne mener, at det skal være op til lokalpolitikerne at beslutte, om offentligt ansatte skal være omfattet af et tørklædeforbud. -. Foto: .

Landets 98 kommuner kan selv bestemme, om de vil indføre tørklædeforbud for eksempelvis skolelærere, hjemmeplejen og børnehavepædagoger. Det er også op til forældrebestyrelserne på skolerne at skabe retningslinjer for børnenes påklædning.

Sådan vil fremtidsbilledet se ud, hvis det står til Socialdemokraterne og SF. I den verserende debat om tørklædeforbud i forskellige lag af samfundet trodser de to partier Dansk Folkeparti, der gerne ser de offentligt ansatte omfattet af lovgivning.

Integrationsordfører Astrid Krag fra SF ser ingen grund til at skabe nationale regler, når lokalsamfundene indtil videre har været i stand til at forholde sig til tørklæderne.

Vi tager stilling til regeringens forslag om tørklædeforbud i domstolene. Derudover må det være en lokal beslutning ud fra faglige hensyn, om de offentligt ansatte skal bære tørklæde eller ej. Domstolene er særlige, fordi de har en særlig funktion i samfundet. Men kommunerne kan godt selv udstikke retningslinjer, siger hun. Astrid Krag nævner selv et eksempel fra Århus Kommune, hvor man ikke ville udbetale kontanthjælp til en burkaklædt kvinde, fordi hun ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Selvom landets 98 kommuner i realiteten kunne ende med at have 98 forskellige slags regler, ser SF ikke et problem i selvstyret.

Jeg har svært ved at forestille mig, at det ville variere særligt meget. Det faglige hensyn er jo ret ens over hele landet, siger hun.

Integrationsordfører Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokraterne stiller sig tilfreds med regeringens forslag om tørklædeforbud for dommerne.

I hans optik er det Socialdemokraternes eget forslag, regeringen har kopieret. Men i modsætning til en udmelding tidligere på måneden mener Henrik Dam Kristensen i dag, at de offentligt ansatte ikke skal være omfattet af et nationalt tørklædeforbud.

Det skal være en lokal afgørelse ude i kommunerne. Jeg ser ikke et forbud andre steder i samfundet. Hvis man bærer stærke religiøse symboler på arbejdspladsen, skal fagligheden være den afgørende faktor for ens arbejde, siger han.

Ifølge kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole er det en klar fordel for minoriteterne, hvis et tørklædeforbud for offentligt ansatte skal ligge ude i kommunerne.

På nationalt plan tegner sig et billede med mere central styring. Men i storbyerne, hvor mange indvandrere bor, står venstrefløjen stærkt. De vil derfor undgå tørklædeforbud. Jeg tror ikke, at vi vil se mange forskellige regelsæt spredt ud over landets kommuner. Der vil snarere tegne sig nogle hovedtendenser, hvor man på den ene side er meget liberal og på den anden side meget konservativ, siger Roger Buch.

ostrynski@kristeligt-dagblad.dk